Pop-Pilot er for første gang på flyvekortet i Thisted, i byens nye kulturcenter KulturRummet. De deltagende piger er så optagede af deres musikarbejde, at de ikke en gang har fundet på deres gruppenavne – endnu.

Tekst og foto: Henrik Friis

Bandregler:
Vær åben over for ideer
Man skal kunne tåle et nej
Tal pænt
Ikke spille når andre taler
Mobilen: Brug den KUN når der skal optages noget musik
Ryd op
Sluk for instrumenter og grej når man går
Vær god ved instrumenterne
Osv.

Forslagene til god bandopførsel kom hurtigt, da Pop-Piloterne i Thisted mandag blev delt op i grupper, som resten af ugen skal lære at spille sammen, skrive helt ny musik, give koncert fredag som afslutning – og så hygge sig en hel masse sammen. Og blive endnu bedre veninder end det allerede var tilfældet her efter det første halvandet døgn.

Thisted er for første gang på Pop-Piloternes flyvekort, og rammerne i byens nye kulturcenter, KulturRummet fungerer glimrende for pigerne. Dels fællessal og sovesal, dels musiklokaler, hvor grupperne kan spille og øve – og så bibliotek og fællesfaciliteter, hvis der er behov for at få lidt andet ind på radaren.

 

Pop-Pilot, Thisted, 2018

Tre grupper
Men bortset fra lidt aktivitet omkring bordfodbold-spillet, var der rigeligt indhold i musikken til at holde beskæftigelsen fanget. Pigerne er blevet inddelt i tre grupper, som her mandag ikke havde fået andre navne endnu end Band 1, Band 2 og Band 3 – det skal nok komme senere – for så var det vigtigere at enes om bandreglerne, og så lave musik og tekst til den allerførste opgave som instruktørerne Kamilia Amélie, Maja Westman, Emilie Espichicoque og Sara Gacic gav pigerne: Skriv et hetl nyt nummer ud fra henholdsvis et video-klip, et foto og et digt. Og syng/spil det for de andre i aften.

Og hvordan gøres så det? Jo, dels fra pigernes egen fantasi – her kan terninger med forskellige løsningsmodeller til akkordstrukturer og andre udveje være en problemknuser. Og hvis det kniber lidt med det instrumentale, kan de fire instruktører tilkaldes til ”konsultation” (hvis ikke en af de frivillige ”storesøstre” kan komme med forslag (ud over alle de praktiske opgaver de udøver i løbet af de syv dages musiklejr). Men først og fremmest er det pigerne selv, der tager slæbet.

Selvstændige piger
For det var tydeligt, at pigerne ”gerne ville selv”, da vi var flue på væggen i de tre bandrum. Gode til at understøtte hinanden og hjælpe hinanden. For den slags er også nødvenligt, hvis man ikke har spillet på et instrument før – eller hvis pigerne har lyst til at prøve noget helt andet og f.eks. spille trommer, hvis man har gået til klaver i en masse år. Masser af high fives, og tilkendegivelser som ”godt” og ”det lyder fedt” viser at pigerne allerede er bondet, har det godt sammen – og nyder at være kreative i fællesskab.

Alt det giver Pop-Pilot plads til – der er både plads til rene nybegyndere, som måske længe har haft lyst til musikken, men bar har manglet det sidste nøk. Eller dem der gerne vil prøve en anden retning. Eller også dem der er øvet i et instrument, men gerne vil prøve af det i en helt ny sammenhæng. Uanset hvad er rammerne elastiske nok, til at grupperne (og projektet) fungerer. Nu på 6. år.

Band 3 sad og arbejdede med en sang inspireret af et foto af ”en dame i en sofa, hvor damen lignede en mand” – ”I didn’t know what I had to do..” nynnede de undervejs og sloges med akkord-strukturen.

Band 2 nåede hurtigt langt med en tekst om ”I’m not a cat with 9 lives / I’m just a human like the others” – man skal bare leve livet, og lære at sige nej.

Og Band 1’s fire medlemmer splittede sig op i to, hvor det ene par skrev tekst og det andet stod for musikken…

Lidt snacks og frugt i de røde sofa-grupper i te-pausen var ok, sammen med korte status-opgørelser, men egentlig ville pigerne gerne hurtigt tilbage i musikrummene – for alle havde lyst til at være færdige med debut-sangen.

Emma (Band 1):
– Det er fedt; Man får så mange nye venner. Og så kender jeg også Asta – hun bor på samme vej som jeg. Vi vidste bare ikke at vi havde meldt os.
Jeg spiller lidt guitar, men her har jeg lyst til at spille trommer. Det er så fedt at prøve noget andet. Jeg kommer igen næste år – jeg er SÅ glad for det.

Josefine (Band 3):
Jeg synes det er spændende – jeg vil gerne spille trommer her. Inden har jeg spillet violin, men det er fedt at prøve noget helt andet. Det er sjovt og hyggeligt at være sammen, og at få nye venner. Der var min mor der læste om det i avisen, og så tilmeldte vi mig.

Amalie (Band 3):
Det var min far der læste om det, og så tilmeldte han mig. Jeg har både gået til klaver, sang og kor før, og jeg spiller også keyboard og synger her. Det har været rigtigt hyggeligt og et godt fællesskab, og vi har allerede talt om at fortsætte næste år…

Asta (Band 2):
Det er sygt fedt. Jeg spiler trommer, og har aldrig spillet før, men det er fedt at blive udfordret. Jeg havde måske en ide om at de ville være op-syng-spil-syng-agtigt. Sådan mere kor-agtigt. Men her har man også tid til at være sammen, og vi har allerede talt om, at vi godt kunne godt tænke os at fortsætte…

Fredag slutter det hele med koncert for familie, venner – og ikke mindst for Pop-Piloterne selv. Med to-tre helt nykomponerede sange pr. gruppe. Girl Power der er til at tage at føle på.