Af Cecilie Abildgaard

 

Efter en uge med Pop-Pilot på Kulturrummet i Thisted er de ti piger, der deltager, klar til at spille koncert i aften. De skal spille på en rigtig scene, foran familie og venner, med deres egne sange. I løbet af ugen har de nemlig skulle lære at lave deres egen musik – helt fra bunden. Og det er en udfordring de 12-14-årige nordjyske piger har taget op med gejst og højt humør.

Pigerne er delt ind i tre bands, som alle har skrevet og komponeret op til tre sange hver og øvet dem igennem ned til sidste detalje – med hjælp fra lejrens instruktører. Årets instruktører i Thisted er Sara Gacic (Ivy Crown), Emilie Espichicoque (ESPICHICOQUE), Maja Westman og Kamilia Amélie (Amé) – de har, sammen med lejrens to “storesøstre” været hos pigerne hele ugen, dag og nat. De har klædt pigerne grundigt på i alt fra sangskrivning, instrumentlære og bandkultur. Nu er pigerne klar til, at scenetæppet bliver trukket fra.

Det varierer, hvor meget erfaring pigerne har haft, med at spille musik. Nogen har spillet i mange år, mens andre først lige er begyndt – og nogle har erfaring med et instrument, men har valgt at benytte lejren til at lære et andet. Fælles for dem alle samme er, at de ikke er vant til at spille i bands, hvor man laver sin helt egen musik – sammen. Mange har desuden for første gang stiftet bekendtskab med, hvordan det er at spile musik i et forum, hvor der kun er piger.

At der lejren specifikt er for piger har betydet, at de kan snakke om andre ting – og derfor også skrive sange om andre ting – end sædvanligt. Og at de er mere trygge ved at dele deres ideer med hinanden og føle, at de bliver hørt. ”Piger forstår piger bedst” som Amalie på 12 år sagde til en journalist fra Thisted Dagblad i onsdags.

Men det er ikke kun på den musikalske front, at der har været gevinst for Pop-Piloterne. Man kan ikke undgå at opdage hvor tætte pigerne er på hinanden, og hvor hurtigt de er blevet venner. De sover i koncertsalen om natten, spiser alle måltider sammen, har filmaftner, spiller for hinanden til åben scene og synger sammen. De griner i et væk og trøster hinanden når tingene spidser til. Nogle helt unikke venskaber er uden tvivl blevet født på Pop-Pilot i Thisted i år – og et par tårer er allerede blevet grædt med tanke på dagens afsked.

Lejren har fundet sted på Kulturrummet, der omfatter flere kulturelle bygninger herunder den lokale musikskole og biblioteket. Ved siden af ligger en park, som pigerne er gået igennem til og fra måltider i Plantagehuset. Projektet er kommet i stand i samarbejde med Thisted Kommune og med hjælp fra kulturmedarbejder på Kulturrummets sekretariat Martin Arthur Andersen. Han siger om projektet:

“Det har været super godt. Jeg har fulgt med på sidelinjen og har kunne fornemme god stemning og at det har fungeret. Det er også en fin test for os – Kulturrummet er stadig nyt (det blev åbnet i maj, red.) og det at lave nye ting og nye koncepter, der er lidt på tværs af gamle institutioner er ret spændende og ligger dybt i vores koncept. Det er fedt, at det er lykkedes at få Pop-Pilot hertil – vi har prøvet at få det hertil til i et par år og det er fedt, det endelig kunne lade sig gøre. Det er en fed oplevelse for deltagerne, men det er også en vigtig sag at få sat fokus på – jeg kan godt lide tanken om at vi også er med til at bidrage til en national debat. Det er fedt også at kunne det, selvom vi jo ”bare” er et kulturhus i Thisted.”

Vi er også godt tilfredse – og vi håber på at ses igen en anden gang, Thisted.

 

Alle er velkomne til afslutningskoncerten der finder sted i lille sal på musikskolen i dag fredag kl 17.30.