Og de nominerede er…: Danish Music Awards Blues 2019 offentliggør potentielle prisvindere

Årets store blues-fest og -prisuddeling på Turbinen i Randers løfter nu sløret for de bands og artister, der konkurrerer om de ikoniske DMA-statuetter ved Danish Music Awards Blues onsdag 14. august.

Det må siges at være et stærkt felt, der dyster om priserne ved årets store blues-prisfest i Randers. I dag løftes sløret for de nominerede til de to stauetter, der skal uddeles 14. august på spillestedet Turbinen – henholdsvis i kategorierne ’Årets Bluesudgivelse’ og ’Blues Live Prisen’ (Se listen over nominerede nederst).

Blandt de nominerede udvælger en jury af danske og internationale musikjournalister, blues-arrangører og branchefolk vinderne, der får overrakt priserne på Turbinen ved en kæmpe hyldestfest for blå toner og live-blues.

Ud over de to DMA-priser uddeles også ’Årets Hoochie-Coochie Man/Woman’, der hylder en person, der har gjort en ganske særlig indsats for bluesmusikken i det forgangne år. En person, foruden hvem, blueselskere i Danmark ville have været en masse oplevelser fattigere.

I live-musikkens tegn
Danish Music Awards Blues byder ud over prisoverrækkelse også på livemusik i særklasse – og senest har den zimbabwiske soulsangerinde Miriam Mandipira sluttet sig til prisfestens brede live-program. Sangerinden flyttede i 2007 til Danmark og er efterfølgende blevet omtalt som den danske jazz-dronning. I 2016 vandt hun selv en DMA, og hun har flere albums bag sig – både som soloartist og i forskellige konstellationer inden for jazz og blues.

Hun tager arven op fra soulede, jazzede og bluesede sangerinder som Billie Holliday, Etta James og Aretha Franklin og hendes sjælfulde stemme supplerer aftenens live-program, der ikke bare hylder de blå toner, men også udfordrer og eksperimenterer med genrens rammer.

En blå hyldest – med udfordring og eksperimentering
Foruden Miriam Mandipira byder aftenen nemlig også på den islandske troubadour og alt-muligt-musiker Mugison, der ikke lige sådan lader sig definere af én genre, og kvalitetstid på scenen med 2 x Loveless. Far James har skabt en karriere inden for den roots-musik, han er rundet af, mens sønnike Shaka har givet sig i kast med blandt andet reggae, R&B og herhjemme mest er kendt for radiobaskere som ’Tomgang’ og ’Ikke mere tid’. Aftenens husorkester består af den svenske multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren og den danske trommeslager Casper Simonsen. Aftenens vært er musiker og sangskriver MC Hansen.

Slutter med jam
Endelig skal det med, at blues-veteranen H.P. Lange har takket ja til rollen som aftenens jam-vært efter prisuddelingen.
Projektleder MC Hansen har bedt alle nominerede om at tage deres instrumenter med – og måske blander nogle af aftenens solister sig også, så DMA Blues ender med en swingende efter-fest.

Leder af ROSA, Gunnar Madsen, ser frem til årets blues-hyldest – ikke mindst på grund af genrens store betydning for nutidens rytmiske musik.

Blues-musikken lægger grundtonen til mange musikalske spor. ROSA fejrer – i samarbejde med JazzDanmark – blues-musikkens rødder og aflæggere med DMA Blues for tredje gang på Turbinen i Randers. En fest for de blå toner! En hyldest til både traditionen og mangfoldighed. Med tre priser til dem, der bærer musikken videre, oveni hatten,” siger han.

Danish Music Awards Blues 2019 – de nominerede er:

Årets Bluesudgivelse 2019:
Big Creek Slim – “First Born”
The Cornbread Project – “Catawampus”
Lothar – Nande – Schack – “Walk right in”
Sidetrackers – “Live in the Studio”
Trouble Cats – “4”

Blues Live Prisen 2019: 
Grarup Allstars
Laust Krudtmejer Nielsen
Mike Andersen Band
Mojo Makers
The Cornfeds

I juryen sidder:
John Smith, Smithsonian Folkways Recordings, USA
Michael Freeman, The Blues Foundation i Memphis TN, USA
Kurt Baagø, Freelance Journalist og radiovært
Espen Strunk, Gaffa
Peter Buhl, koncertarrangør og bestyrelsesmedlem i Foreningen Blues Danmark.

Danish Music Awards Blues 2019 arrangeres af Dansk Rock Samråd – ROSA i samarbejde med JazzDanmark, spillestedet Turbinen og Randers Festuge.

Billetter kan løbes på: https://turbinen.dk/arrangementer/danish-music-awards-blues-2019/