Denne 14. sæson af RockCruise udmønter sig i en koncertrække med en flok erfarne og anerkendte danske såvel som norske navne.

Når DFDS Seaways’ Crown of Scandinavia letter anker og sejler fra København vil publikum ombord kunne opleve Anders Blichfeldt, Aqua og Dodo & The Dodos, mens de på turen fra Oslo vil kunne opleve de norske artister Jonas Fjeld, Jan Eggum og Ole Paus (læs de enkelte præsentationer nedenfor i artiklen).

På RockCruise får man en enestående mulighed for at opleve musikken i en god nær stemning til søs – en måske uvant kombination, der skaber anderledes oplevelser for både publikum og musikere. Netop det er da også noget Gunnar Madsen, daglig leder af ROSA, lægger vægt på i samarbejdet: “Vi er rigtig glade for at DFDS kan præsentere godt dansk og norsk musik i en anderledes koncertramme.”. Et samarbejde, der i foråret, er centreret omkring SPOT festivalen og dermed en tjener den danske musik.

ROSA og DFDS har en lang samarbejdshistorie omkring RockCruise, som har eksisteret siden 2006.

 

Årets program:

28/10: Jonas Fjeld (NO) – afgang fra Oslo

11/11: Jan Eggum (NO) – afgang fra Oslo

12/11: Aqua (DK) – afgang fra København

25/11: Ole Paus (NO) – afgang fra Oslo

26/11: Anders Blichfeldt (DK) – afgang fra København

02/12: Dodo & The Dodos (DK) – afgang fra København


 

Anders Blichfeldt
Når julesæsonen rammer 2019, bliver det for første gang muligt at opleve Anders Blichfeldt i en intim julekoncert. Sangeren, der er bedst kendt som frontfigur i det hedengangne danske orkester, Big Fat Snake, tager de klassiske julesange under kærlig behandling. Sangene bringes helt tæt på, når koncerten tilsættes både gospel, blues og rock’n’roll. Foruden den musikalske ramme vil Blichfeldt også fortælle julehistorier, der garanteret vil få publikum til at trække på smilebåndet og komme i den helt rigtige julestemning.

Blichfeldt vil ikke være alene om at sprede julestemning. Med sig har han som korsanger Linda Andrews, der efter at have vundet X-Factor i 2009 har bedrevet en imponerende solokarriere, hvorfra sangerinden også vil dele ud af sit store gospelkatalog.

Pianisten Martin Jønsson akkompagnerer de to sangere på piano og orgel, når den festlige koncert lader julehyggen sænke sig over dette års ROCKCRUISE.

Dodo & the Dodo’s
Dodo & The Dodo’s har mere end 30 års erfaring fra de danske landeveje med sig, når de i år gæster ROCKCRUISE. Bandet har produceret et væld af hits, der er med til at gøre dem til en institution inden for dansk musik. De mange landeplager fra 1980’erne, der for længst har opnået evergreen-status, spilles stadig på de danske radiostationer i dag, hvormed Dodo & The Dodo’s her mange år efter fortsat er super aktuelle.

De mange hits og den solide live-erfaring tager bandet med sig, når de henover efteråret og vinteren tager på tour rundt i Danmark, og det er i forbindelse hermed, de lægger vejen forbi København-Oslo-færgen. Det bliver en garanteret fest af højeste musikalske kvalitet.

 

Aqua
Aqua er Danmarks største eksport-succes på musikkens område. Slet og ret. Albummet “Aquarium” fra 1997 (udgivet tre år efter gruppens start) var spækket med hit-singler, hvor specielt “Barbie Girl” blev en verdensomspændende landeplage, og hvor efterfølgeren “Aquarius” fra 1999 også blev en million-sællert. Fra 2001 til 2009 holdt gruppen pause, men har siden fyldt de internationale scener igen, mens det på album-fronten blev til et nyt album “Megalomania” i 2011. Et album de selv kalder for det ultimative Aqua album med ny lyd, men stadigvæk med Aquas velkendte energi.

90’er-succesen og de mange hitsingler har fået nyt liv, når Aqua i dag spiller koncerter i hele verden med et fuldt band setup. Rene Dif, Lene Nystrøm og Søren Rasteds har aldrig været bange for at skabe en fest for deres publikum – og lysten og evnen er ikke blevet mindre i dag, hvor pladesalget har rundet de 33 mio. – et tal, der stadig lægges til.  

 

 

Jonas Fjeld (NO)
Den norske singer-songwriter og guitarist, Jonas Fjeld, må siges at være en folkets favorit i kraft af hans godt 50 årige bidrag til musikken i sit hjemland. Han er kendt for sin oprigtighed, når han udtrykker sit følelsesliv gennem sine sange og sin tidsløse tilgang til musikken. Hans succes har ikke kun holdt sig til det norske land. Fjeld har også arbejdet sammen med canadiske Rick Danko fra gruppen The Band og den amerikanske sanger Eric Andersen. 

Jonas Fjeld har over et langt liv som sangskriver, bandleder og omrejsende musiker været en af Norges mest erfarne og respekterede artister. En hårdtarbejdende kunstner, der med en uudslettelig kærlighed til sangskrivertraditionen og en livsglad udstråling let kan beskrives med et ord: ægte. (Foto: Paal Audnestad).

Jan Eggum (NO)
Siden 1975 har Jan Eggum præget den norske vise- og populærmusik med sine sange, der ofte sætter ofte ord på uforløst kærlighed, ensomhed og sorg. Det er ikke uden grund Eggum har fået tildelt navnet “melankoliens ansigt”. Eggum er drevet af mødet med sit publikum, han ved hvad de vil have og han oser af humor, varme og livserfaring. En livserfaring han heller ikke er bange for at dele ud af i sit lyriske univers, der rummer samfundskritik og -betragtninger.

Jan Eggum karakteriserer sig selv som en artist, der synger enkelt om vanskelige ting – hovedsageligt om spændinger mellem mennesker. Musikalsk tager han udgangspunkt i norske traditioner, men med klare referencer til jazz og rock. Eggum har modtaget flere musikpriser, og er i dag en af de mest kendte ansigter i det norske musiklandskab. (FOTO: Bjørn Opsahl).

Ole Paus (NO)
Norske Ole Paus er en herre, der ikke er bange for at tage samfundet under kærlig behandling og give den et rap over fingrene med sine ofte satiriske betragtninger. Paus har optrådt som både visesanger, musiker, forfatter og skuespiller.

Paus trådte for alvor ind på den norske kulturscene i 1970’erne, da han som ganske ung var en del af visebølgen i Norge. Hans viser og tekster bærer trods deres samfundssatire også på en varme, der har sikret ham stor popularitet samt flere priser i det lange og aldeles produktive kunstneriske virke.

Skønt Paus måske aldrig har passet helt til titlen som “nationalskjald”, er det stadig en folkekær norsk musiker, der i år gæster ROCKCRUISE.