”MusikerLiv” – en podcast-serie om instrumentalisternes brændstof

Sara Mouritzen står bag podcastserien ”MusikerLiv”, hvor hun interviewer egne musikalske forbilleder om deres tanker om og liv i musikkens verden – uden nødvendigvis selv at være i SPOT-lyset. I dag lancerer hun samtalen med MØ’s trommeslager Rasmus Littauer.

Interview: Anne Sofie Noes
Sara Mouritsen går på konservatoriet i Aarhus, og hendes instrument er trommer– et studie hun regner med at afslutte næste sommer. Hun har et soloprojekt, der hedder MOURITZEN. Hun står også i spidsen for duo’en Salka som sanger, sangskriver og trommeslager. Ud over det er hun musiker i tre andre projekter. Hun holder også foredrag om at “gå efter drømmen”. Og sidste år var hun f.eks. hovedpersonen i dokumentarfilmen ”Trommeslager” der handler om hendes kamp for at blive optaget på konservatoriet – en film, der bl.a. blev vist på SPOT. I det hele taget har hun så meget musikalsk på hjerte, at hun kan blive helt stresset.

Alligevel – eller snarere derfor – har Sara nu også søsat en podcastserie med titlen ”MusikerLiv” – de første afsnit er udgivet, det næste i rækken er med MØs trommeslager Rasmus Littauer og frigives i dag. Serien handler ikke om musikkens stjerner som sådan, men om musikere Sara ser op til. Om at have musikkens som drivkraft og livsinspiration, uden at det nødvendigvis indbefatter ønsket om at blive superstjerne. Vi har talt lidt med Sara om hende selv, hendes baggrund – og om ”MusikerLiv”. Der er links til podcast-serien nederst i artiklen.

Mange genrer og projekter – men med personlig vinkel
Vil du starte med kort at fortælle lidt om dig selv og dit virke som musiker?

– Jeg er nok den type musiker, der breder sig ud over forskellige genrer og projekter med min egen personlige vinkel. Jeg vil gerne forfølge musikken, kreativiteten og samværet mellem musikere og publikum.

– Jeg er ved at uddanne mig som trommeslager på Det Jyske Konservatorium i Aarhus og spiller for artisterne Kara Moon, Kristine Hoelgaard og Kristoffer Højkvist. Jeg har mit eget duo pop-projekt, Salka med Merlyn Perez-Silva. Her agerer jeg som sanger, sangskriver og trommeslager. Omkring årskiftet udgiver jeg første single af mit soloprojekt MOURITZEN, hvor jeg har kastet mig over rollen som frontfigur og sanger – uden trommesættet omkring mig.

Hvad er der sket i dit liv rent professionelt, siden dokumentaren ”Trommeslager” blev udgivet og bl.a. vist i forbindelse med SPOT 2018?

– Jeg påbegyndte min uddannelse og har sidenhen arbejdet på at finde min retning som musiker og trommeslager. Jeg har lavet et foredrag, som jeg tager rundt med, hvor filmen bliver vist, og ud fra den snakker jeg med unge om deres drømme. Det er sårbart, grænseoverskridende og dybt livgivende at gå efter sine drømme, og jeg tror mange sammenligner sig så meget med hinanden, at de er bange for at fejle overfor sig selv og andre. Jeg vil gerne inspirere andre til at gå efter drømmene – i modgang og medgang, men med en bunke realisme.

En god “Podcast-stemme”
Hvordan fik du idéen til at lave podcasten ‘MusikerLiv’? Hvilken motivation ligger der bag?

– I forbindelse med optagelserne af ”Trommeslager” sagde instruktøren, at jeg havde en god podcast-stemme. Jeg fik i løbet af optagelserne lyst til at fortælle historier om andre musikere end mig selv. Det kan føles ret egoistisk at lave en film om sig selv, og jeg synes der er så mange inspirerende mennesker omkring mig, og som har hjulpet mig videre på musikervejen. Jeg vil gerne fortælle de historier, som bliver fortalt blandt musikerne og male et billede for lytteren af hvor spontant, frustrerende og livgivende musikfaget er.

– I løbet af klippe-processen opdagede jeg, at podcasten også handler om at være til stede som menneske i det man gør – at stå ved sig selv og kaste alt kontrol over bord. I serien har jeg hovedsagligt fokus på instrumentalisterne og mine egne forbilleder. Frontfiguren får meget opmærksomhed, og i en tid hvor det er soloartisterne der præger mediebilledet og scenerne, så fik jeg lyst til at belyse noget andet.

Kulturbranchen har anerkendt mit projekt om det at ”instrumentalisere” er en vigtig del af maskineriet, men de har ikke villet bakke op endnu. Men det har givet mig endnu mere motivation til at lave podcast-serien og fortælle historierne.

Du skriver på din hjemmeside, at det er dine musikalske forbilleder, du har snakket med til podcasten. Er der nogle af disse møder og fortællinger, der har overrasket dig?

– Jeg blev meget overrasket, da jeg mødte Rasmus Littauer, som er trommeslager for MØ. Han var den eneste, jeg aldrig havde snakket med før – eller havde kendskab til gennem mine venner. Men der gik nok ikke mere en 15 min, så fortalte han mig om hans usikkerhed omkring trommeslager-rollen som yngre. Jeg troede, jeg skulle snige mig ind på ham på en eller anden måde og lokke det mere følsomme ud af ham, men han er et inspirerende ærligt og tillidsfuldt menneske. Vores snak satte en del tanker i gang om, hvor forskellige vores trommeslager-veje er, og hvor meget vi havde tilfælles. Jeg har klippet mig selv ud i afsnittene, men hvis man hørte mig, er det vist ret tydeligt, at jeg er lidt starstruck…

Har du kunnet spejle dig selv som musiker i de samtaler, du har haft med de musikere, du har snakket med?

– Ja. Det vilde ved at lave podcast-seriens forløb selv – og ikke have tjekket noget ud om journalist-teknikker osv. – er at vi har haft snakke, der har ført os et sted hen som kolleger, der brænder for det samme. Jeg har fået så meget med fra alle medvirkende, som jeg kan spejle mig i, reflektere over og tage med videre. Vi har på en måde altid en ide om alting, og det at udforske, hvordan mennesker, jeg selv ser op til, lever, har ændret min ide om, hvad jeg tror, til en form for erfaring med det liv, jeg som musiker er i gang med at skabe.

Foreløbig seks afsnit planlagt
Sara har foreløbig lavet seks afsnit af ”MusikerLiv”, hvoraf de tre er udgivet i september og oktober:

Mandag 23. september – Marianne Lewandowski
Mandag 7. oktober – Christian Balvig
Mandag 21. oktober – Ida Duelund

Næste udgivelser:
Mandag 4. november – Rasmus Littauer
Mandag 18. november – Cille Dyrberg
Mandag 2. december – Asbjørn

Du kan lytte til ”MusikerLiv” her:
Spotify: https://open.spotify.com/show/3Haz5s5Bzoty7QUnI6g7Vy…
Podtail: https://podtail.com/da/podcast/musikerliv/
Player FM: https://da.player.fm/series/musikerliv
Apple podcast: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/musikerliv/id1481596817?l=da

– – – 

Læs mere på Sara Mouritzens eget site.  

Foto øverst og nederst: Mit Perspektiv
Foto i midten af artikel af Sara med tromme: Daniel Hjort.