Conny Jørgensen fra ROSA og SPOT Festival er netop vendt hjem fra Monsoon Music Festival, som fandt sted i den vietnamesiske hovedstad Hanoi i sidste uge. ROSA og SPOT var inviteret med for at afholde keynote om SPOT og ROSAs arbejde – og for at indgå i paneldebatter blandt andet omkring vigtigheden af kulturevents og for at dele erfaringer omkring det at afholde en musik- og kultur-festivaler.

Den vietnamesiske Monsoon Festival løb af stablen fra den 31. oktober til 3. november – først med en dags konference fulgt af tre dages musikprogram. I år havde konferencen fokus på vigtigheden og organiseringen af kulturevents, de udviklinger og retninger som kultur og musik gennemgår i tiden samt kunst og kulturs indflydelse i branding og forretnings øjemed. Til denne diskussion og debat var ROSAs og SPOTs egen Conny Jørgensen at finde, hvor hun gav sit besyv med og delte sine erfaringer fra det danske kultur- og musikliv. Se billederne herunder.

Conny Jørgensen begav sig efterfølgende ud i musikdagene for at få et indtryk af den vietnamesiske musikscene: ”Programmæssigt er det rigtig spændende at være her – niveauet kan man ikke sætte en finger på, og den overvejende del af optrædende er asiatiske artister, som jeg ikke kender i forvejen.”. Udover den nationale V-Pop (vietnamesisk pop) var også Danmark repræsenteret på musikfronten i form af den dansk-libanesiske sangerinde, Mariyah LeBerg.

En anderledes festival-tradition
Der hersker ingen tvivl om de kulturelle forskelligeheder mellem Danmark og Vietnam. Og på trods af de godt 9500 kilometers afstand så Conny Jørgensen alligevel noget hun genkendte: “Det er ret fantastisk at komme til Vietnam og finde ud af i hvor høj grad Monsoon Festivalens grundlægger er inspireret af Roskilde Festival. Han har været på Roskilde både som artist og sidenhen som frivillig og gæst – med en drøm om at skabe noget lignende i Vietnam.”

Det var dog også tydeligt at mærke, at Vietnam ikke på samme måde som herhjemme har udpræget tradition for denne slags musik- og kulturfestivaler. Men Conny Jørgensen var imponeret og inspireret over at mærke gejsten og den spirende udvikling for at udbrede musik og kultur i Vietnam: “Der er stor vilje og entusiasme i arrangørgruppen men også rigtig mange udfordringer i forhold til blandt andet økonomi og tilladelser – så stor respekt herfra til de involverede”

Konferencedelen af Monsoon Music Festival Konferencen var – ligesom de forgangne udgaver af festivalen – blandt andet støttet af Danmarks Ambassade i Hanoi. 


Tekst af Sebastian Christensen
Alle fotos af Victoria Tilsted.