Oppe at køre med Mekdes

Mekdes’ E-Tur lakker mod enden. 10. og sidste job er i aften på Galtrup Musik- og Idrætsefterskole, hvor Mekdes og hendes band serverer deres nye melodiøse og smidig soul og r’n’b for efterskoleeleverne.

Vi var med mandag aften på Salling Efterskole, da godt 100 elever fik smagt på dette nye danske navn, der i foråret spillede SPOT, siden Smukfest og næste år skal spille på flere store festivaler. På Salling Efterskole blev eleverne i starten høfligt siddende i teatersalens stole, men på Mekdes’ opfordring blev de fleste lokket helt op på gulvet helt foran scenen så krops- og rumtemperaturen endte med at stige betragteligt.

Vi talte efterfølgende både med Mekdes og nogle af eleverne om deres oplevelse af det musikalske møde.

– Efterskole-publikummer er friske. Så der er den der energi med det samme, og det er meget fedt. Når man er på efterskole bliver det meget intenst – så bliver det en del af deres årsoplevelse – sådan var det også, da jeg selv gik på efterskole, siger Mekdes og har været glad for den modtagelse hun og bandet har fået:

–  Jeg synes efterskolerne er overraskende gode til at tage imod det (musikken, red.), selv om de ikke har hørt det før. Man er gode til at få hinanden med, siger sangeren, som også føler at hun og bandet har fået et bedre sammenhængende show ud af at deltage i E-Tur, og har lært hvordan man ”får folk op at køre”.

Oppe at køre var eleverne også bagefter, som kommentarerne nedenfor afslører:

Marie (t.v.) og Stella
Marie: Det var megafedt. Det var ikke kedeligt på noget tidspunkt – der var gang i den hele tiden. Nej, vi vidste ikke noget om, hvad kun kunne på forhånd, men det var godt.
Stella: Hun sang virkelig godt. Og jeg kan godt lide hendes stil – hun virkede ikke spor nervøs. Det er mega-grineren at være på skolen til sådan nogle koncerter. 

Mathilde (t.v.) og Mia – med Mekdes i midten. 
Mathilde: Det var bare god musik. Jeg lytter til meget forskellig musik, men kan godt lide soul. Og så er det godt med de her koncerter på efterskolen – for så har man også noget at snakke om bagefter.
Mia: Det var en god koncert. Og de spillede godt. Jeg synes især hun (Mekdes, red.) var god til at få publikum med.

Gustav (t.v.) og Markus
Gustav: Mekdes var virkelig god, og det har været en fed koncert. I forvejen lytter vi til den slags musik, men det er fedt at være så tæt på. Og godt at de fanger os på den måde med deres musik. En stor koncert.
Markus: Megagodt. Og et rigtigt godt groove. Man får virkelig lyst til at vrikke med. Det er fedt at være så tæt på musikerne – og sjovt at være til koncert med så mange man kender.