Artikel-info og fotos: Anni Klitmøller

Årets andet RockCruise lagde ikke skjul på, at julen er ved at være over os. Den tidligere Big Fat Snake-frontfigur, Anders Blichfeldt delte scene med Linda Andrews og Martin Jonsson i et show, hvor der både var plads til Blichfelds egne klassikere fra tiden med slangen og så internationale juleevergreens – et show, der mest havde lokket fans fra den ældre generation til, men også en håndfuld unge.

Uanset hvad blev der sunget med på de kendte toner fra stolepladserne, og med tilskuerne blot få meter fra scenen levede RockCruise atter op til sit helt specielle format, hvor man om noget sted kan tale om intim-koncert.

Aftenens hovedperson Anders Blichfeldt byggede sit sæt op rutineret og et varmt, humoristisk glimt i øjet. Efter en rolig start – bl.a. med ny julesang skrevet af Blichfeldt selv – blev der både plads til ”Bonsoir Madame” og en sjov udgave af duetten af ”Baby, It’s Cold Outside” med Blichfeldt i den afvisende rolle og Linda Andrews i den lystigt indbydende – en udgave som alle herrer nikkede genkendende til og damerne fniste højlydt over.

”Det ville da være fedt med en koncert her en gang om året”
Anders Blichfeldt selv havde da også kun godt at sige, da det hele var ovre: – Jeg spiller jo en masse julekoncerter hvert eneste år, og så er der jo en eller anden aura omkring at spille på Oslo-båden – som altid både har haft en tiltrækkende og afskrækkende effekt på mig. Men jeg sagde ”ja”, og jeg synes det har været en fantastisk fed oplevelse.

– Det tiltrækkende  er jo, at man går om bord på en båd og man tager af sted – og man kan ikke komme nogen vegne og man er nødt til bare at hygge sig, hvor man er. Lidt lige som hvis man er på en ø. Det kan jeg enormt godt lide, sagde Blichfeldt og udpegede det ”afskrækkende” som tidligere tiders ry med ”polske orkestre på overfarterne, som lød mindre heldigt”: – Men det her har været en fed oplevelse for mig. Og ja, jeg vil helt klart gerne gøre det igen. En gang om året – det ville da være fedt.

– Rammerne er jo på en eller anden måde lidt kitchet. Så vidt jeg kan forstå er skibet fra 1984, og det passer jo meget godt med da jeg var ung og gav den gas.. Det minder om det jeg i sin tid så, når jeg fik mig forvildet ind på Daddy’s Dancehall. Og det synes jeg er superfedt!

Ander Blichfeldt med opbakning af Linda Andrews og Martin Jonsson.

Nina og Trine (mor og datter):
– Det var en dejlig koncert, sagde Nina der blev 70 for en uge siden.
– Jeg har været med RockCruise før og får derfor nyhedsmails fra DFDS, sagde Trine, og da Blichfeldts navn stod på plakaten, vidste hun godt hvad gaven til mor skulle være. Nina er nemlig en stor fan af Anders Blichfeldt.

Bjarne og Anika  (datter og far – men hele familien var med på turen)
– Det var en god koncert. Vi elsker musik og vi elsker elsker Anders Blichfeldt, sagde to.
Bjarne kender Anders Blichfeldt gamle dage, og rammerne omkring koncerten beskriver de to som ”perfekte”. Turen var en bryllupsgade fra børnene, og da der skulle vælges mellem årets tre navne, var der ikke tvivl om hvem det skulle være….

Helle og Palle
– Vi er på cruiset på grund af Anders Blichfeldt. Rammerne er fine og gode, og desuden elsker vi at tage et OsloCruise. At Anders Blichfeldt er på er kun genialt! Kun ærgerligt at det ikke var i en weekend – her skal man tage fri fra arbejde.