Nye musikalske smagsoplevelser til efterskoleeleverne

Udbytterig E-tur for både AySay og Rudehør-eleverne

E-Tur er som et forvandlingsbolsche. Psykedelisk rock, bastant hiphop og smækker soul har sæsonen hidtil budt på, og sidste band inden jule/nytårspausen tog endnu en gang lytterne/eleverne med på andre musikalske stier.

AySay er et møde mellem vestens rock, pop, jazzy feeling og viser – og så et særligt kraftigt brug af mellemøstlige krydderier grundet AySays frontfigur, Luna Ersahin med de markante tyrkisk/kurdiske rødder. Det kan høres i hendes sang – både på dansk og kurdisk – og så når hun trakterede den tre-strengede smuktlydende saz. Ledsaget af Aske på elektronisk percussion og den mellemøstlige tromme, Darbouka, guitaristen Carl – og så gæstemusikeren Nadja, som både mestrede keyboard såvel som blødt og smukt klingende trompet-spil.

 

Det var musik med et lækkert svæv og god blanding af vest og øst – og så var Luna god til at inddrage eleverne og få dem op fra stolerækkerne, selv om musikken egentlig også egner sig som decideret lyttemusik. Det skete både med fællessang og så lidt hurtig instruktion i det specielle hurtigt vibrerende festskrig fra de mellemøstlige bryllupper. Det blev brugt adskillige gange i løbet af aftenen:

Eleverne var blevet forberedt på, at det ville blive en ”anderledes” koncert med anderledes musikalske krydderier, fortalte musiklærer og vejleder Helene Maria Jørgensen – men et er at tale om musikken, et andet er at mærke den og høre den live. Det mærker man på eleverne (se kommentarerne nederst). Og bandet har da også overvejende været tilfredse med modtagelsen på de forskellige efterskoler:

 

Mange stemninger som man skal omfavne
– At spille efterskole har været spændende, fordi man møder så sindssygt mange forskellige elever. Og hver efterskole har sin egen stemning, som man skal træde ind i og på en eller anden måde prøve at omfavne, sagde Aske bagefter. – Det er som om vi har bygget en anden bro mellem os og publikum, end vi tidligere har gjort ved koncerter.

– Normalt, når vi spiller koncerter, sidder folk og lytter og bliver inviteret ind i det her rolige rum, men her har man fundet ud af. At man rent faktisk godt kan danse til vores musik, supplerede Carl.

Mens Luna selv sagde om E-Tur: ”Det er superfedt rent musikalsk at spille flere koncerter i træk, fordi det gør at man uafhængigt af rummet også kigge se på sin egen præstation og se hvad det er der virker rent musikalsk – og ikke.

Men gæstemusikeren Nadja ser E-Tur som muligheden for at prøve ting af og gå i dialog med sit publikum: – Et råd til andre der skal på E-Tur, det er at forholde sig åbent til sit sæt og forholde sig åbent til hvordan man er vant til at agere på scenen.

Eleverne var i hvert fald glade for besøget, som kommentarerne herunder understreger:

Lea og Laura
Lea: Det var været sjovt at høre noget andet, end man hører normalt. Og det sætter tanker i gang end ved normale koncerter. Hun (Luna, red.) var god til at få folk med og introducere os til både sangene og instrumenterne. Vi var blevet forberedt på, at det bille være en anderledes koncert, men det er svært at forrstille sig helt på forhånd. Men det var været inspirerende.

Laura: Det var været godt. Det er spændende at udvide sin horisont. Det er en anden måde de spiller på, end man er vant til at høre. Og det betyder at man får nogle andre tanker inde i hovedet. Det er spændende at lære nye klange og instrumenter man ikke er vant til at kende.

Adam og Jonas
Adam: Det har været fedt. Og det har været inspirerende. Det var været et helt ny take på musik end de to andre gange, der har været koncerter her (E-Tur, red.). Jeg har ikke lyttet til den slags før, men kunne godt finde på at tjekke det ud på værelset efter at have oplevet det.

Jonas: Jeg hører normalt deathcore (metalgenre, red.), men det har været fedt at opleve en anden sammenhæng, med noget musik som er teknisk anderledes. Så det har været godt få få den inspiration og at opleve at man kan sætte ting sammen, som normalt ikke går hånd i hånd- trompeten og trommerne f.eks. Det var en god første introduktion til det.

Nikolaj, Filip og Lasse
Nikolai: Det var mega fedt. Det var unikt. Selv om jeg har hørt den slags musik før, fordi mine forældre kommer fra Irak, så var måden de blandede og håndterede deres instrumenter på nyt for mig. Det er en musik, der eksperimenterer, og jeg vil helt sikkert tjekke det ud på Spotify.

Filip: Vildt fedt. Simpelthen. Meget inspirerende. De havde instrumenter med som man normalt ikke hører – og guitaristens stil var bare stærk. Også lyd- og spillemæssigt, var det inspirerende. Man står og tjekker ud, hvad de laver på instrumenterne, og hvordan det hænger sammen. Vi kommer til at snakke om det her.

Lasse: Det var helt klart et band, der gik efter at skabe en stemning, og som gør det. Deres lyde er spændende, og de forskellige instrumenter passer rigtigt godt til hinanden (strengeinstrumemnter saz, darbouka-trommen, elektronisk percussion og guitar, red.). Det er fed musik – og en helt anden oplevelse, end de andre koncerter vi har haft. De har alle været forskellige, men det her var den lyttemæssigt første koncert.