Ingen musikcamp uden kyndig vejledning af dygtige instruktører. Pop-Pilot har nu sammensat instruktørteamet, som består af kvindelige musikere, som glæder sig til at inspirere og lære fra sig. Pop-Pilots musikcamp afholdes i år i Fredericia, hvor der endnu en gang er fokus på musik og fællesskab for piger mellem 14-19 år. Lær instruktørerne bedre at kende her:

Gurli Octavia tryllebinder og forfører med sin dragende sangskrivning. Hendes sangunivers er melankolsk men opløftende. Intimt men altid med højt til loftet, og indeholdende en dybde og sårbarhed, som bjergtager hendes publikum. Med musikken som foretrukken udtryksform har Gurli fundet “en måde at give mening til sin egen galskab på”, som hun siger, og hun kan på den måde tage sine egne følelser og tanker og omdanne dem til noget, som også giver mening for andre.

Ida Gard er sanger og sangskriver, udgiver selv sin musik og elsker at spille live. Hun har vundet KarriereKanonen, turneret i Tyskland og spillet opvarmning for Bob Dylan. Som barn lærte hun sig selv at spille først klaver og sidenhen guitar, som nu er hendes foretrukne instrument. Ida har været med på Pop-Pilot tre gange før og hun glæder sig til at gøre det igen!

Foto: Svenkosakowski

Julia Fabrin er sanger og sangskriver og har haft over 50 sange udgivet i Danmark og internationalt med artister som Christopher, Sanne Salomonsen, Jimilian, koreanske pigeband f(x), samt vundet Eurovision i 2013 med “Only Teardrops” som blev fremført af Emmelie De Forest. Julia har også selv udgivet musik med Søren Sko i gruppen Shoes for Julia og pigegruppen Fireflies og arbejder nu på et nyt artistprojekt. Julia er tidligere blevet nomineret til Carl Prisen for Årets Talent og Årets Internationale Gennembrud, samt undervist som del af KODA’s Skolekontakt program.

Kamilia Amélie er sanger og sangskriver. Hun står blandt andet bag projektet Amé, som er urban pop med inspiration fra bl.a. Jhené Aiko og Nao. Hun har sunget og danset siden barnsben. Wafande og Faustix er nogle af de navne, hun har arbejdet sammen med, og hun har desuden turneret med Lukas Graham og Alphabeat.

Luna Bülow Ersahin er opvokset imellem to verdener. Med den ene fod på den nordiske og den anden på den mellemøstlige jord, bringer hun den tyrkisk/kurdiske lyd ind i den danske musikkultur. Her blegner grænserne mellem sprog og tilhørsforhold. Ord er lyde, og hendes sange farves både af tekster på dansk og engelsk såvel som tyrkisk og kurdisk. Hvis du beder hende synge en folkesang fra hendes personlige sangskat, findes alt fra Latinamerika til Grækenland, Tyrkiet til Balkan og op til Skandinaviens ballader. Luna er frontmand i trioen AySay, som med sin anatolske “new nordic” pop – giver sit bud på at skabe nye, fælles fortællinger.

Mia Nyløkke bevæger sig rundt i det aarhusianske upcoming musikmiljø. Hun har spillet keyboard i flere forskellige bands, og hun åbnede SmukFest i 2013 med bandet Bordeaux. Hun har gennem tiden arbejdet inden for mange forskellige musikalske genrer og spillet på mange instrumenter.

Sara Gacic er trommeslager i melodisk metalcore bandet Ivy Crown som hun var med til at starte i 2017. Ivy Crown udgav debut-albummet “Echo” I oktober 2019. Et af de største musikmagasiner, Metal Hammer, UK, skrev følgende om albummet: “This melodic metalcore crew have tackled some hard-hitting issues on one of the year’s most promising debuts”.

Foto: EHB Fotografija

De 7 instruktører står for at undervise, afholde workshops og hjælpe pigerne med at finde deres musikalske udtryk som bands.

Pop-Pilot 2020 afholdes i Ungdommens Hus i Fredericia, som bliver fuld af musik fra d. 10.-16. oktober. Musiklejren er åben for alle piger mellem 14-19 år, som vil udvikle sig musikalsk, og som har lyst til en intens og sjov uge med sangtræning og instrumentspil på programmet. Tilmeld dig årets fedeste lejr her.

_____________________________________________________________________________________________

Pop-Pilot er arrangeret af ROSA – Dansk Rock Samråd i samarbejde med Ungdommens Hus Fredericia. Pop-Pilot støttes af KODA og Dansk Artist Forbund.