Tre priser uddelt, da koncertformatet fik comeback til fest for de blå toner. (Alle fotos: Frank Nielsen).

Siden 2013 har ROSA og JazzDanmark været fælles om at uddele Danish Music Awards Blues, og onsdag var det fjerde gang, at Turbinen/Værket i Randers lagde scene til.

Mike Andersen med DMA Blues-statuetten for “Blues Liveprisen” – overrakt af Ester Brohus.

Vinderne af ”Årets Danske Bluesudgivelse” og ”Blues Liveprisen” var på forhånd offentliggjort, mens ”Årets Hoochie Coochie Man/Woman” skulle kåres på selve aftenen: H.P. Lange Big Gumbo fik en bronzestøbt DMA-statuette for ”Årets Danske Bluesudgivelse”. Mike Andersen fik også en bronzefugl for ”Blues Liveprisen”. Og så gik Hoochie Coochie Man/Woman-anerkendelsen til Jakob Wandam fra Bluesnews.dk – for hans engagement ud i den danske blues med interviews, anmeldelser og meget mere.

Om sin anden DMA Blues-statuette i karrieren sagde Mike Andersen: ”Anderkendelsen er fed, fordi det er så anderledes et akustisk projekt, jeg har turneret med. Det med at tage ud alene, har jeg aldrig gjort før, så på den måde er prisen en anerkendelse af, at det virker”.

H.P. Lange fik en Grammy (som det hed dengang) i henholdsvis 2001 og 2003. Nu 17 år efter modtog han så en DMA-pris for sit H.P.Lange Big Gumbo-album ”I Feel Fine”, med den specielle blanding af blues, zydeco, cajun og old time.

Ester Brohus og Mike Andersen gav for første gang deres fælles sang “Let’s Just Go Home” som duet.

“For mig er det et rygklap fra miljøet, fra nogen, der har været med til at skabe niveauet herhjemme. Det betyder noget, fordi vi har taget en ny retning i de sidste fire år, og har været spændt på modtagelsen. Men det er da ekstremt subjektivt med de priser – det er heldigvis ikke et EM”, sagde H.P. Lange

Aftenen blev af den slags, hvor man lige skulle vænne sig til at være til koncert igen efter måneders pause. Men både på scenen og hos tilskuerne i salen (i corona-dikteret afstand, forstås) var gensynsglæden fin på en aften, der mest stod i prisvindernes tegn:

Først Mike Andersen akustisk og solo – siden med Ester Brohus ved sin side i sangen “Let’s Just Go Home”, der hermed fik sin – oprindeligt tænkte – duo-udgave. Og i 2. halvdel med H.P. Lange Big Gumbo, der gav prøver på deres specielle sammenkogte blues-gryde med krydderier fra sydstaternes musikkøkken. Vanen tro var det Casper Simonsen og Gustaf Ljunggren husorkester, med MC Hansen som vært.

HP Lange Big Gumbo – med deres velfortjente pris for “Årets Danske Bluesudgivelse”.

Med fortjente DMA-priser til Mike Andersen og H.P. Lange blev efterårets koncertprogram skudt i gang på Værket i Randers. En varm og professionel indretning og afvikling kombineret med gode sange, dygtige musikere og et opmærksomt publikum, som gjorde det til en fin, men også lidt rusten musikaften. Men nu spiller musikken endelig igen – det er bare dejligt”, lød den opsummerende kommentar fra ROSAs leder Gunnar Madsen.

 

 

 

 

Årets Hoochie Coochie Man: Jakob Wandam fra Bluesnews.dk

Vinderne ved DMA Blues 2020 blev:

Årets Danske Bluesudgivelse:
H.P. Lange for udgivelsen “I Feel Fine”

Blues Liveprisen:
Mike Andersen

Årets Hoochie Coochie Man:
Jakob Wandam

– – –
Foto top: HP Lange Big Gumbo sammen med “husorkestret” Gustaf Ljunggreen og Casper Simonsen. (Fotograf: Frank Nielsen).

– – –
DMA Blues 2020 blev arrangeret af ROSA og JazzDanmark samt Værket med støtte fra Randers Event.