Når der i den kommende weekend (3. – 5. september) for anden gang er Nordic SPOT, er arrangementet i høj grad bygget op omkring medejerskab fra de deltagende arrangørers side.

2020-udgaven foregår Vendsyssel – samt en enkelt afstikker til Göteborg-området – og præsenterer mad, kunst og først fremmest musik på adresser, som for fleres vedkommende er nye venues for musikken.

– Vi har denne gang satset på, at arrangementet skal ud hvor folk er og lever – og hvor værterne er aktivt involveret i arrangementerne. Det skal være deres arrangementer lige så meget som vores – og de er derfor også med til farve aktiviteterne på deres egen måde, som kan appellere til deres netværk, fortæller ROSA’s tovholder omkring Nordic SPOT, M.C. Hansen.

Det kan man bl.a. se torsdag i Sæby, hvor galleriet Efter Et Nyt Minut lægger ramme til en såkaldt ” skitse- og forgængelighedskoncert” med guitaristen Aske Jacoby: To mikrofoner optager musik og publikums bevægelser og reaktioner – og resultatet afspilles efterfølgende 10 gange, inden det slettes.

Dagen efter har arrangørerne af Jacoby’s fredagskoncert, STUBhuset i Støvring så valgt at flytte aktiviteterne til Thrane Studiet / Galleri Tine Lilholt i Gl. Støvring, hvor de to tidligere markante medlemmer af Lars Lilholt band, Klaus Thrane og Tine Lilholt i dag slår deres musikalske/kunstneriske folder. Det bliver en eksklusiv intim-intim-koncert med plads til blot 25 tilskuere.

Det digitale kunstgalleri Pixlart i Østervrå – det første af sin slags – lægger ramme til fredagens dobbelt-koncert med danske Nana Jacobi og svenske Marlene Oak, mens Skovpavillonen i Tolne Skov – som selv driver et keramikværksted – torsdag både byder på lokal kunstudstilling og en specialsammensat ”Tolne Skov Menu” inden det svenske familieorkester Kolonien spiller om aftenen.

Derudover er Kira Skov og hendes trio i kulturhuset Kappelborg i Skagen fredag – her er der ”Food At See”-arrangement inden koncerten – inden der rundes af med fælles-koncert med de fleste medvirkende lørdag i Maskinhallen i Frederikshavn, hvor der også serveres ”Food From The Fields”.

– Sammensætningen vil betyde, at musikerne oplever Vendsyssels egenart – og gør det sammen med egnens borgere. Det bliver ikke bare ”almindelige” koncerter, siger M.C. Hansen, der også glæder sig over svensk deltagelse på både arrangør- og musikerside, og stræber efter at nordmændene kommer med om bord i næste omgang.

Musikprogrammet er:

Torsdag 3. september
Marlene Oak (SE) & Nana Jacobi – Konstkollektivet, Mølndal, Göteborg (SE)
Kolonien (SE) – Torne Skovpavillon, Sindal
Aske Jacoby – Galleri Efter Et Nyt Minut, Sæby

Fredag 4. september:
Marlene Oak (SE) & Nana Jacobi – Pixelart, Østervrå (Udsolgt)
Kira Skov – Kappelborg, Skagen
Aske Jacoby – Thrane Studiet / Galleri Tine Lilholt, Gl. Støvring (arr. STUBhuset, Støvring)

Lørdag 5. september:

Nana Jacobi
Aske Jacoby
Marlene Oak (SE)
Kolonien (SE)
– alle i Maskinhallen, Frederikshavn