ROSA søsætter i denne uge ‘Music Talks’, og alle ledige datoer er hurtigt blevet booket til turneen. I front for projektet står Kirstine Stubbe Teglbjærg, Marie Hageltorn Christiansen, Sara Mouritzen og Emilie Espichicoque.

Fire musikere – og kvinder – drager fra nu til midten af december på foredragsturné, hvor cirka 1300 efterskole- og højskoleelever skal underholdes og oplyses om tilværelsen som professionel (kvindelig) musiker. På en vej som er belagt med fordomme og forudindtagede meninger.

Talks om fordomme og forventninger med unge
Music Talks handler om at italesætte de forventninger og forudindtagede holdninger, som musikerne har mødt på deres karriereveje. Emilie og Sara spiller trommer, der ofte er et mandsdomineret instrument. Kirstine og Marie lægger vægt på, hvordan unge kan finde modet til at forfølge deres drømme og intuition trods forhindringer på vejen – ikke bare som musiker, men også generelt.

Koda, Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund støtter Music Talks. I makkerpar vil musikerne holde oplæg på ni efterskoler/højskoler i november og december 2020 (se kalender nedenfor).

Det startede med musikcamps
Det er langt fra nogen hemmelighed, at musikbranchen er domineret af mænd både på og bag scenen. Det viser Niras-rapporten om musik og køn fra 2011, rapporten om kønsdiversitet i musikbranchen fra 2017 og rapporten om elektronisk musik fra 2017. Kønsdebat og ligestilling er også hyppige emner på mediernes dagsorden.

Siden 2012 har ROSA arrangeret musikcamps for piger, Pop-Pilot, som Music Talks udspringer af. Fællesskab, empowerment og ligestilling er nøgleord for begge tiltag. ROSA står også bag E-Tur, der præsenterer koncerter med ny, dansk musik på danske efterskoler. Det er erfaringer fra de to projekter, der forenes i Music Talks.

Erfaringer fra landevej og studie
De fire musikere kommer fra vidt forskellige baggrunde. Kirstine Stubbe Teglbjærg var en del af det succesfulde band Blue Foundation, medstarter af HUN SOLO og har også gang i solokarrieren. Marie Hageltorn Christiansen spiller keys og synger kor i Katinka.

Entreprenante Sara Mouritzen er trommeslager, hun medvirker i dokumentarfilmen TROMMESLAGER (2018) og er stifter af podcasten MusikerLiv. Emilie Espicichoque er multi-instrumentalist og står bag R&B-projektet ESPICHICOQUE, udover at være en del af Eliel Lazo’s Cuban Funk Machine, Fjer og Yanaja.

Her tager Music Talks til:
Emilie Espichicoque & Sara Mouritzen
12. november – Faaborgegnens Efterskole
13. november – Mellerup Efterskole
19. november – Nørbæk Efterskole
10. december – Husby Efterskole, Ulfborg

Marie Hageltorn Christiansen & Kirstine Stubbe Teglbjærg
16. november – Musikefterskolen i Humble
26. november – Hammerum Efterskole
2. december – Roskilde Festival Højskole
3. december – Klejtrup Musikefterskole
10. december – Østhimmerlands Efterskole

Pop-Pilot Music Talks støttes af KODA
– samt DMF – Dansk Musiker Forbund og DAF – Dansk Artist Forbund