Arrangørerne bag DMA Blues (Tempi, JazzDanmark og ROSA) prøver lige nu at finde frem til den stærkeste blå musik herhjemme, og vi håber du/I kan være med til at sprede budskabet.
Ambitionen går ikke alene ud på at hylde traditionerne, men også at finde helt nye navne, hvor den blå tone er en del af det musikalske DNA – det være sig inden for soul, funk, rock, pop, country, folk, roots, hiphop eller noget helt andet. Altså musik med nye eller alternative nuancer af blåt. Indstil gerne – vi er lutter nysgerrige øren!
Den musik har vi skabt en helt ny DMA pris til, som vi kalder”Ud Af Det Blå”. De andre kategorier er ”Årets Danske Bluesudgivelse”, ”Blues Liveprisen” samt hædersprisen ”Årets Hoochie Coochie Man/Woman” til en ægte ildsjæl inden for genren.
Alle kan indstille kandidater og få mere info ved klik på nedenstående links – der er frist for indstillinger 30. april. Herefter går en dansk/international jury nedsat af Tempi, JazzDanmark, ROSA og BluesDanmark i gang med at lytte/se – og nominere.
Kort om priserne:
Årets Danske Bluesudgivelse: Gælder danske album (cd, lp, fra streaming-tjenester m.v) i perioden 30. april 2020 – 30. april 2021.
Du kan indstille her.
Blues Liveprisen: Vanligt bedømt ud fra fysiske liveoptrædener, men i disse corona-tider også on-line koncerter, streaming-koncerter, sammenhængende liveudsendelser m.v. af ca. 25. minutters varighed eller mere. Periode 30. april 2020 – 30. april 2021.
Klik her for at indstille.
Ud Af Det Blå: Prisen gives til et nyt navn/ubeskrevet blad, der i det forgangne år i særlig grad har gjort sig bemærket, enten med et nyt og anderledes take på en blå musikalsk feeling eller som besidder et særligt talent, musikalitet og forståelse for bluesmusikken og dens beslægtede genrer.
Indstil din favorit her.
Ud over ovennævnte tre statuetter hylder DMA Blues også ”Årets Hoochie Coochie Man/Woman” – en ægte ildsjælspris.
Indstil dit bud på en blå ildsjæl her.
De tre DMA Blues-statuetter og ildsjælsprisen uddeles, når der onsdag 18. august er festaften for DMA Blues på Værket i Randers. Selve programmet offentliggøres efter påske. Glæd dig!