Musikalske Besøgsvenner giver en helt særlig mulighed for kontakt og dialog mellem tilskuer og musiker – og ”går virkelig ind og gør den forskel, som musik og kunst kan gøre”.


– Det her det er så rent på en eller anden måde. Det er bare en-til-en – en gave og en oplevelse for nogen, som virkelig trænger til det. Det synes jeg er smukt. Meget rent og fint og smukt.

Da Musikalske Besøgsvenner startede op, var skuespilleren, forfatteren, tv-værten m.v. Pelle Hvenegaard med til en af de allerførste koncerter – da 77-årige Annegrete i Bagsværd og hendes besøgsven fik besøg derhjemme af Marcus Winther-John.

Pelle Hvenegaard advokerer i forvejen for besøgstjenester i reklamer for Røde Kors, og han var meget hurtig til at slå til, da ROSA kontaktede ham for at gøre opmærksom på Musikalske Besøgsvenner. Han var ikke blot interesseret i at høre mere om det, men spurgte straks om han kunne overvære en af koncerterne selv.

Pelle Hvenegaard hjemme hos Annegrete i Bagsværd for at høre Marcus Winther-John.

– Jeg tænkte, at ”det vil jeg simpelthen så gerne opleve”. Jeg synes jo, det er enormt privilegeret for Annegrete og hendes besøgsven, at de får den oplevelse – og for mig at få lov til at komme og opleve det sammen med dem. For det var jo en meget speciel oplevelse – jeg synes det var meget stærkt.

En koncert med mulighed for dialog
Pelle Hvenegaard fremhæver bl.a. koncertens mulighed for dialog. Marcus Winther-Johns små personligere anekdoter fra en karriere som sangskriver for ”noget nær alle sangere i Danmark”, for hvor kan man ellers opleve det?

– Det var enormt intimt. Og smukt. Og jeg måtte også lige hive min mobil-telefon frem og filmede lidt, for tårerne var virkelig ved at løbe. Bl.a. da han spillede nummeret ”Hjem”, som han havde skrevet til Sanne Salomonsen. Det var meget, meget rørende, – også med de kommentarer fra sit eget liv, som Annegrete havde til den sang. Det blev meget personliggjort. Det var virkelig stærkt – det hele var en fantastisk stærk oplevelse. Det var så fint og personligt.

Der er jo ingen mennekser, der skal være alene…
Hvenegaard har tidligere arbejdet på plejehjem, hvor han knyttede bånd til en beboer, som han også havde kontakt med efterfølgende. Det bekendtskab præger ham den dag i dag:

– Der er jo ingen mennesker, der skal være alene – men det er der masser af mennesker, der er. Andre steder i verden ville man nok besøge den gamle dame i opgangen. Men sådan er vores samfund ikke indrettet, så derfor er det godt med ordninger som besøgstjenester. Og når man gør noget for et andet menneske, så ender det jo også, at man gør enormt meget for sig selv. Den der følelse af at være noget for andre, er jo noget af det mest meningsfyldte, at man kan foretage sig i sit liv.

– Og man kan jo mærke det nu på Annegrete bagefter koncerten. Hun er jo ”løftet”. Det kommer til at sidde i kroppen på hende i lang tid, siger Pelle Hvenegaard og afslutter:

– Jeg vil sige det sådan, at hvis jeg skulle undvære koncerter et år igen, og jeg vidste at der var folk som Annegrete, der fik de her koncerter i stedet, så ville det være fint. Jeg siger ikke, at mit behov for musik ikke er der. Men det her går virkelig ind og gør den forskel, som musikken og kunsten kan gøre.

Tre på tur i den kommende uge
I den kommende uge fortsætter Musikalske Besøgsvenner, hvor Rikke Thomsen, Ester Brohus og  Marcus Winther-John er på landevejen. Se den foreløbige tourplan nedenfor.

18. maj: Rikke Thomsen, Allingaabro (2 koncerter)
19. maj: Ester Brohus, Thisted (4 koncerter)
19. maj: Marcus Winther-John, Gentofte
20. maj; Marcus Winther-John, Kastrup
25. maj: Rikke Thomsen, Rask Mølle
25. maj: Rikke Thomsen, Odense
27. maj: Marcus Winther-John, Høje Gladsaxe
27. maj: Rikke Thomsen, Juelsminde
27. maj: Rikke Thomsen, Barrit

Juni 2021:
1. juni: MC Hansen, Grenaa (3 koncerter)
2. juni: MC Hansen, Horsens
2. juni: MC Hansen, Grenaa (2 koncerter)
8. juni: Rikke Thomsen, Odder
14. juni: Luna Ersahin, Malling
14. juni: Luna Ersahin, Them (2 koncerter)
15. juni: Luna Ersahin, Bryrup
15. juni: Luna Ersahin, Herning
16. juni: Ester Brohus, Juelsminde
16. juni: Ester Brohus, Tørring
24. juni: Luna Ersahin, Silkeborg
25. juni: Luna Ersahin, Gjern
25. juni: Luna Ersahin, Sporup

Musikalske Besøgsvenner 2021 arrangeres af ROSA i samarbejde med ÆldreSagens og Dansk Røde Kors’ besøgstjenester samt Elderlearn, Gladsaxe Besøgsvennetjeneste og Besøg på Modersmål samt Aarhus Universitet – Department of Anthropology – o støttes af Region Midt.

ROSA støttes af Statens Kunstfond.