Paneldebat torsdag 19. august fokuserer på “Når kunstnere træder i sundhedens tjeneste”

ROSAs projekt Musikalske Besøgsvenner er med på programmet, når Kulturmødet Mors går i luften i den kommende uge. Det sker torsdag 19. august  kl. 14.30-15.45 i panelet ”Når kunstnere træder i sundhedens tjeneste”, hvor såvel kunstnere som regionale politikere diskuterer, hvordan kultur kan bruges til at skabe bedre livskvalitet og mental sundhed.

Musikalske Besøgsvenner er både repræsenteret i panelet via musikeren Rikke Thomsen, som inden sommerferien spillede en række koncerter hjemme hos værterne og deres besøgsvenner  – dels via Amalie Bakkær Munk Andersen, Etnografisk Institut Aarhus Universitet, der har interviewet mange af de besøgte besøgsværter før og efter koncerterne som del af universitets samarbejde med ROSA omkring en analyse af projektets værdi. I forbindelse med panelet spiller Rikke Thomsen desuden et nummer.

Ud over ovennævnte Rikke Thomsen og Amalie Bakkær Munk Andersen deltager billedkunstneren Marit Benthe Norheim, vicerektor og musiker Keld Hosbond (Det Jyske Musikkonservatorium), teaterleder og instruktør Gitta Malling (Limfjordsteatret), regionsrådsformand Ulla Astman (Region Nordjylland), næstformand Hanne Roed (Regionsrådet Region Midtjylland) og sundheds- og kulturrådmand Mads Duedahl (Aalborg Kommune, fmd. for Nordjyllands kulturaftale). Taktstokken for diskussionen svinges af Christian Have.

Debatten er del af en samlet programpakke ”Kulturpolitisk torsdag”, som på dagen også kan følges online her.

ROSAs Musikalske Besøgsvenner afviklede i foråret 40 koncerter rundt om i landet og fortsætter med ca. 60 koncerter i løbet af eftersommeren/efteråret. Læs mere om projektet her.

Læs mere om Kulturmødet Mors her.

Musikalske Besøgsvenner arrangeres af ROSA i samarbejde med besøgstjenester som Ældre Sagen, Røde Kors og Elder Learn og i 2021 med støtte fra Region Midt og Statens Kunstfond.

– – –
Foto af Rikke Thomsen: Anne Marin