Onsdag 18. august er der Danish Music Awards Blues-prisfest på Turbinen i Randers, og ud over uddeling af statuetter og priser er der også sat et stærkt hold musikere på scenen, der nok skal bringe tilskuerne vidt omkring i de blå toners verden, når Katinka, Dawda Jorbateh, Rune Kjeldsen og Jarno Varsted er aftenens solister.

– Alle ved nok, at jeg ikke er blues-musiker som sådan. Men man kan jo sige, at jeg er en gigantisk melankoliker, og der er måske også nogle af de der traditioner, som jeg ligger tæt på…

Katinka tænker lidt over onsdagens Danish Music Awards Blues, hvor hun er en af fire solister på scenen. Var hun blevet inviteret til et show for folkedans, havde hun måske ikke takket ja. Men den dér blå side og fornemmelse af musikken, kan hun sagtens vedkende sig. Faktisk har hele hendes egen karriere været spækket af ærlige livsbetragtninger – også i de nye sange nu hvor hun og hendes band er over halvvejen med de numre, der efter planen skal udgives på et album til februar:

Der er stadig mest blåt derhjemme….
– Der var sådan en tendens, dengang jeg fik en kæreste og blev gravid, til at folk spurgte: ”Nå men, hvad skal du så skrive sange om?”. Og jeg tænkte ”Det er jo ikke sådan, at fordi du bliver mor, så bliver du uovervindelig. Eller at når man får en kæreste, så forsvinder problemerne”. Livet forekommer jo alligevel i alle mulige grader, man skal tage beslutninger, som smerter og gør ondt. Jeg ved ikke – jeg er sgu stadig meget mig selv: der er stadig mest blåt derhjemme …. også selv om der er nogle dejlige børn, der holder hjulene i gang.

Hele holdet, der er på scenen til DMA Blues-festen på onsdag.

Du har også sagt, at du er glad for en som Leonard Cohen – som der også er meget blå stemning i. Hvad er blå musik for dig?

– Jeg synes ikke, at melankoli som sådan er en følelse af sorg. Eller ulykkelighed. Melankoli er noget andet – med plads til mange deltaljer. Der er plads til nogle hverdagsdetaljer, som kan fortælle noget om alle de store, hårde følelser – især de hårde – og det er måske også derfor jeg skriver sange. Jeg synes melankolien tilbyder et rum, hvor der er luft til at sidde og kigge på de her ting, og ikke være bange for, at de er der – og heller ikke være bekymret for, at de er farlige. Melankolien er for mig nærmere en grundfølelse – en gammel ven, som jeg godt kan blive grundigt træt af nogle gange, men den er også det sted, hvor jeg kan mærke mig selv allerbedst. Hvor jeg ved, hvad jeg føler. Også de glade ting.


Livets absurditeter

Hvilke andre kunstnere tænker du på, når vi taler om blå musik?

– Cohen er kongen. Jeg er glad for Cohen, fordi der også er humor i hans sange. Det er vigtigt at afkræfte fornemmelsen af, at folk der er melankolske og skiver sørgelige sange, ikke kan være humoristiske. De er næsten nødt til at være humoristiske – det er livets absurditet – for ellers bliver det vanvittigt at høre på. Vi taler ikke om ironisk distance, men en humor over, at verden er skruet sammen som den er.

– Ellers er jeg meget betaget at sangeren Conor Oberst fra bandet Bright Eyes – kaldt vor tids Bob Dylan, fordi han er så sindssygt produktiv. Han er meget blå og nær – og har skrevet mange sange om at være det – om at have dage, hvor man ikke kan stå op om morgen. Og så er der Søren Huss, som jeg altid har været glad for. Han skrev ”MidtlivsVisen” for nogle år siden, som gik direkte ind i det, jeg også var interesseret i på det tidspunkt….

Så de sange Katinka skriver nu, handler om alle de følelser og konflikter, man har, når man er i start-30’erne og er i gang med ”det her liv man skal have i rigtigt, rigtigt mange år”. Kæmpeomvæltningen ved at blive mor. m.v.

Farvet af aktuelle debatter
– Og så har jeg prøvet at forholde mig til nogle af de ting, der har præget debatten gennem de senere år – f.eks. den her voldsomme #metoo og sexisme-debat. Den har jeg – uden at planlægge det – skrevet en del om.

Det må være fordi det optager dig?

– Ja, og fordi jeg har mærket noget på egen krop. Og fordi jeg kender mange, der har mærket det. Det har været en samtale jeg har haft med mine venner og min mand igennem sååå lang tid. Det er vildt, når det kommer ud, og man tænker ”hvorfor kom det ikke for 10 år siden”. Det er der ingen, der kan forstå. Men så kommer tankerne: Var jeg selv for svag dengang… eller hvorfor. Og det kommer jeg med nogle reflektioner over…

DMA Blues Prisfesten
Nå, nu gælder det DMA Blues prisfesten, og det er Katinka helt tryg ved, for hun har tidligere arbejdet sammen med aftenens kapelmester, Gustaf Ljunggren. Og så er Katinka del af et stærkt hold på aftenen bestående af den gambianske sanger og kora-spiller Dawda Jorbateh, guitaristen Rune Kjeldsen (The Savage Rose, Sort Sol, Niels Skousen m.fl.) og mundharpespilleren Jarno Varsted (The Sandmen, HP. Lange & Trioels Jensen m.fl.) – som ud over Gustaf Ljunggren på aftenen får hjælpende hænder fra trommeslageren Casper Simonsen og bassisten Anja Kuluova. Aftenens værter MC Hansen og Emilie Espichicoque kan sikkert heller ikke holde nallerne for sig selv

Priserne der skal uddeles og de nominerede i kategorierne er:

Årets Danske Bluesudgivelse:
Ole Frimer Band: ”Live In Eppingen” – Trainman Blues: ”Shadows & Shapes” – Fried Okra Band: ”Doing The Right” – Big Creek Slim: ”Migration Blues” – Thorbjørn Riisager & Emil Balsgaard: ”Taking The Good With The Bad”

Blues Liveprisen:
The Blues Overdrive – Fried Okra Band – Trainman Blues – Thorbjørn Risager & The Black Tornado – The Savage Rose

Ud Af Det Blå (den nye pris, hvor vi hylder det nye talent, de skæve nybrud og/eller et anderledes take på de blå toner).
Sahra da Silva – Oscar Mukherjee – Solvej – Nina Massara – Ba Balance

Desuden er der ildsjæls-prisen ”Årets Hoochie Coochie Man/Woman” – men her løftets der ikke slør for noget som helst før på selve festaftenen…

DMA Blues 2021 Prisaften
Ridehuset, Turbinen, Randers
Onsdag 18. August kl. 20.00

– – –

Foto af Katinka i top: Daniel Buchwald

– – –

DMA Blues 2021 arrangeres af JazzDanmark, ROSA, Tempi og Turbinen –  i samarbejde med BluesDanmark og med støtte fra Randers Festuge samt Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.