Så er priserne til årets Danish Music Awards Blues uddelt. Det skete onsdag aften i Turbinen i Randers, hvor et udsolgt Ridehus gennem 2 ½ time både fik topmusikalsk underholdning i mange af musikkens blå nuancer og samtidig hyldede årets fire prisvindere.

Fotos: DMA Blues’ hoffotograf Frank Nielsen

JazzDanmark, ROSA og Turbinen havde i år fået selskab i arrangørkredsen af Tempi, da der onsdag aften blev uddelt DMA Blues-prisen i Ridehuset i Randers.

DMA Blues-statuetterne i 2021 gik til:

Årets Danske Bluesudgivelse: Trainman Blues, ”Shadows & Shapes”.
“I sin søgen efter nye udtryksformer trækker bandet på både hiphop-referencer, soul og Mississippi-blues. De fornyer det velkendte med nye virkemidler og får det nyopfundne til at lyde bekendt med sikker hånd om både traditionen og fremtidens toner”, lød det i motiveringen

Blues Liveprisen: Trainman Blues.
”Prisen gives for bandets mange live sessions på nettet og opfindsomhed omkring koncertformatet, samt deres online release party”.

Og så har arrangørerne i år indstiftet en helt ny pris til musikalske nybrud eller helt nye takes på de blå toners verden, Ud Af Det Blå: Oscar Mukherjee fik den allerførste statuette i den kategori.
Allerede da Oscar Mukherjee som teenager begyndte at frekventere den traditionelle torsdagsjam på Mojo Blues Bar i København, trådte han frem som én, der havde styr på sin bluesguitar. I The Mukherjee Development er han nu både guitarist, sanger, sangskriver og Bandleder”, hed det bl.a. i begrundelsen.

Ud over de tre bronze-statuetter blev ildsjælsprisen, Årets Hoochie Coochie Man/Woman uddelt til Roskilde Festivalens booking-gruppe.
Med musikalsk nysgerrighed og eventyrlyst fungerer Roskildes bookinggruppe som kuratorer ved at præsentere os for et bredt og mangfoldigt program, hvor vi som publikum aldrig er i tvivl om den gennemstrømmende begejstring for og kærlighed til musikken. Uanset udtryk. Stor tak til Roskilde for konstant at huske os på, hvorfor vi elsker musik”, lød en del af motiveringen.

Prisuddelingen stod ikke alene: Katinka sang sine blå tanker med lyse striber ud. Jarno Varsted serverede mundharpe-stomp og Rune Kjeldsen smukke guitarsvæv. Oscar Mukherjee viste, at traditionerne lever videre med nyt blod i årerne. Og Dawda Jorbateh mindede tilhørerne om, at ur-blues’en er afrikansk – i en trio numre med jam og lange blåfarvede soli med aftenens husorkester bestående af multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren, trommeslageren Casper Simonsen og bassisten Anja Kuluova. Mens aftenens værter M.C.Hansen og Emilie Espichicoque bandt muntre blå sløjfer om det hele med sikker vejvisning gennem arrangementet.

Glade prismodtagere
En DMA-pris er en form for dokumenteret anerkendelse, sagde Trainman Blues’ bassist, producer og bagmand Laust ‘Krudtmeier’ Nielsen bagefter: – Når man arbejder i så mange år for at blive god til det man gør, så dette er en form for milepæl – en målstreg man passerer. Ud over at det kan bruges til eksponering og jobs forhåbentlig både herhjemme og i udlandet. Og to priser – det troede jeg ikke man kunne få…

Modtageren af den nye “Ud Af Det Blå”-pris, 24-årige Oscar Mukherjee sagde: – For mig er det en ret bred anerkendelse af, at man laver noget, som har betydning for andre. Bluesverdenen er både smal og bred – nu hvor jeg laver en musik, som også går ud over det rent traditionelle, ser jeg prisen som et resultat af den udvikling jeg har været igennem.

De står bag
ROSA og JazzDanmark har arrangeret DMA Blues siden 2013 – og i år har genreorganisationen Tempi (world, folk, roots m.m.) sluttet sig til arrangørkredsen sammen med Turbinen, mens BluesDanmark også er med som samarbejdspartner. Arrangementet støttes af Randers Festuge og Statens Kunstfond.

Katinka i blue mood – sangeren modtog også “Hoochie Coochie Man/Woman”-prisen på vegne af Roskilde Festivalens Booking-gruppe.

Jarno Varsted i samspil med Dawda Jorbateh (kora) og Ba Balances Sal Dibba (percussion).

Trainman Blues – fik både DMA-bronzestatuetter for “Blues Liveprisen” og “Årets Danske Bluesudgivelse”.

Oscar Mukherjee – thumbs up efter at have modtaget prisen “Ud Af Det Blå”.

Anja Kuluova – sej tilføjelse på bassen i husorkerstret.

Kapelmester og multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren i “Dixie Pig Bar B-Q Blues” med banjoen.

Gambianske Dawda Jorbateh fik koraen til at synge.