Det var en stor aften med meget intime og smukke øjeblikke, hvor de fire sangere nåede langt ud over scenekanten, da ROSA arrangerede den 10. udgave af NAKED på dette års SPOT.  

NAKED præsenterede sanger Jonas Smith fra bandet Blaue Blume, sangerinde Mina Okabe, Frederik Espersen fra duoen FRAADS og sangerinde Rebecca Lou. Noget af en forskelligartet opstilling. Men som vanligt tog publikum rigtig godt imod de fire sangere, som stillede op til denne 2021-version af NAKED, der fandt sted i Symfonisk Sals flotte omgivelser i Musikhuset. Alle fire sangere var naturligvis kun ledsaget af pianist Gustaf Ljunggren bag tangenterne.

Jonas Smith fra Blaue Blume

En unik setting
De fire  optrædener var tydeligvis en meget speciel oplevelse, som skabte røre hos både publikum og musikere.

Siddepladserne gav god mulighed for publikum til at læne sig tilbage og bare nyde musikken, og salens skiftende scenelys gav hele oplevelsen et ekstra æstetisk aspekt. Så den koncentrerede tilhørerskare gave musikerne ro, og først når numrene var færdige rejste publikum sig, og gav anerkendende store bifald. Ikke mindst var koncerten en unik og meget anderledes oplevelse for de fire sangere. Blandt andet fortalte Rebecca Lou til publikum: ”Jeg er vant til at stå her med hele mit rockband og distortion – det er så vildt det her” , sagde hun, tydeligt rørt.

Genremæssige forskelle
De fire optrædener bar præg af musikernes genremæssige forskelle: Rebecca Lou er vant til at stå på en scene med hele sit band. Frederik Espersen udfordrer dansk rap i hiphop-duoen FRAADS osv. Men optrædenerne havde det til fælles, at de fire sangere befandt sig i helt uvante omgivelser – uden for deres comfort zone. Det kunne mærkes hos alle fire, og det er netop konceptet bag NAKED: Ambitionen er at nå ind til selve essensen af den enkelte kunstners musik, og skabe en unik oplevelse for både publikum og musikere.

 

Sangerinde Mina Okabe

Frederik Espersen fra bandet FRAADS

 

Sangerinde Rebecca Lou