25.000 kr. plus Malene Bjelke-skulptur til spillested og musiker.

En musiker og et spillested. Jo, det er to meget forskellige prismodtagere, men for begge gælder, at de har markeret sig stærkt, når det gælder fokus på kvinders (manglende) muligheder inden for musikkens verden, og kampen for at rette op på skævvridningen.

Ethel-prisen belønner og sætter fokus på netop den indsats, også da prisen blev uddelt lørdag aften. Endda to gange: Dels til spillestedet Forbrændingen i Albertslund – dels til musikeren Lydmor, som i forvejen var på spillestedet denne aften sammen med kunstnergruppen Dark Matters som del af projektet Surburban Summit #5.

Jeppe Skjold – Forbrændingens booker og kunstneriske leder – modtog 2020-prisen på spillestedets vegne. (Foto: Erling Brodersen)

Forbrændingen – Ethel-pris 2020
Den dobbelte pris-uddeling har baggrund i corona-pandemien. De 25.000 kr. samt en Malene Bjelke-skulptur skulle allerede være uddelt i 2020 til Forbrændingen, men blev først overrakt lørdag. I prisbegrundelsen hedder det bl.a.:

”Spillestedet Forbrændingen i Albertslund får prisen for det banebrydende initiativ Kvinder i Centrum fra 2019 – et helt år tilegnet musik centreret omkring kvindelige kunstnere.

Eva Brems fra Ethel-prisens priskommite underprisoverrækkelsen til Lydmor – Jeppe Skjold fra Forbrændingen klapper med. (Foto: Mads Bjelke).

Ligesom snakken om den åbenlyse manglende repræsentation af kvinder på live-spillestederne var på sit højeste, meldte Forbrændingen ud, at man ikke blot ville tale og debattere – man agtede at skride til handling. I stedet for at booke som man plejede, ville bookinggruppen bevidst gennem et helt år gå efter at synliggøre den høje kvalitet, der er til stede blandt kvindelige musikere”.

Læs hele begrundelsen for valget af Forbrændingen her.

Lydmor – Ethel-pris 2021
I tillæg til skulptur og pris på 25.000 kr. fik Lydmor bl.a. følgende ord med på vejen, da det kom til overrækkelsen af 2021-prisen:

”Jenny Rossander alias Lydmor har ydet en særlig indsats i forhold til at åbne mange menneskers øjne for musikbranchens skævheder, og debatmæssigt har hun ganske enkelt være dagsordensættende.

Hendes feministiske ståsted kunne ingen betvivle, da hun som indledning til sit show ved uddelingen af GAFFA-prisen 2018 bombarderede publikum med citater om kvinder i musik og kvinder generelt, hentet fra store danske medier og tekster af populære danske musikere – citater, der talte nedværdigende og diskriminerende om kvinder.

Helt igennem lydmuren brød Lydmor, da hun i maj 2020 skrev en kommentar i Ekstra Bladet, hvor hun skarpt gik i rette med avisens sexistiske anmelderpraksis, og modigt deltog hun derpå i debatten i DR2’s Deadline med Ekstra Bladets daværende chefredaktør – og åbnede derved døren for en række efterfølgende artikler i aviser og i GAFFA, hvor andre musikere og branchepersoner blotlagde egne oplevelser med sexisme i dansk musik. At gå sine egne kunstneriske veje og samtidig stille sig op midt på vejen og tale på andres vegne – det kræver sin kvinde.”

Læs hele begrundelsen for valget af Lydmor her.

Tidligere modtagere af Ethel-prisen er:
Kristina Holgersen (2017)
HUN SOLO (2018)
Fallulah alias Maria Apetri (2019).

Om Ethel-prisen
Ethelprisen er en musikpris indstiftet af Pia Rasmussen eller Pianist – en på alle måder central person i det kvindemusikmiljø, som opstod i 1970’erne. Hun var hele sit liv optaget af kvindelige musikeres forhold, og da hun vidste at hun skulle dø af sin kræftsygdom, oprettede hun en pris, der kunne fortsætte hendes arbejde et stykke tid endnu. Prisen opkaldte hun efter den engelske komponist, forfatter og feminist Ethel Smyth, hvis kunstneriske liv var præget af kamp for anerkendelse som kvindelig komponist. Ethel-prisen handler om at engagere sig i musiklivet.

Fundats:
Prisen gives til personer, “der har gjort en særlig indsats for at fremme vilkårene for kvindelige musikere, og på den måde at have været med til at fremme kønsbalancen og diversiteten i det danske musikliv. Det være sig som aktiv politisk rollemodel, ved at italesætte kønsbalancen i musiklivet eller ved at arbejde for ligestilling og diversitet som skribent, forsker, booker eller andre af musikkens gatekeepere. Prisen er ikke en elitepris, men en politisk pris, og derfor vægtes den impact, prismodtageren har gjort på ligestillingen mellem kønnene.”

”Ethel”-skulpturen forestiller Ethel Smyth, og er skabt af billedhuggeren Malene Bjelke.

Priskommiteen i forhold til 2020-2021-priserne består af:
Conny Jørgensen, Leder, ROSA
Charlotte Rørdam, Lektor emerita, Musikvidenskab, AU
Fallulah/Maria Apetri, Komponist, sangskriver, sanger, Prismodtager 2019
Anya Mathilde Poulsen, Forfatter, musikformidler og medstifter af HUN SOLO, prismodtager 2018
Mette Bjarløv, Ethel-prisens bestyrelse
Eva Brems, Ethel-prisens bestyrelse

Yderligere info om årets prisuddeling: kontakt Eva Brems
fra Ethel-prisens bestyrelse: brems@dadlnet.dk

Yderligere info om Ethel-prisen, dens tidligere modtagere m.v.: https://ethel-prisen.dk/

– – –

Foto i top: Lydmor med skulptur – et af tegnene på Ethel-prisen. (Foto: Mads Bjelke).