Det unge århusianske band Undertekst bragte en masse god energi med sig, da de sammen med E-Tur lagde vejen forbi Vesterdal Efterskole ved Middelfart, hvor et veloplagt publikum ventede dem.

Det er en spændende tid for de fire medlemmer i popbandet Undertekst. De har netop optrådt på dette års SPOT Festival og i skrivende stund, er de på E-Tur hvor de i alt skal spille ti efterskolekoncerter. Eleverne kunne se frem til en energisk koncert med Undertekst, som ankom til Vesterdal Efterskole veloplagte og med godt humør. Også efterskoleeleverne var forberedte på aftenens begivenhed – der stod hurtigt et par friske elever klar til at give en hånd med, da der skulle slæbes gear til salen, hvor aftenens koncert skulle foregå.

Undertekst lige inden koncertstart. Fra venstre ses Marius Frydenbjerg, Arthur Bondeskov Nygaard, Bertil Røll Schack og Tobias Krogner.

Et par timer senere åbnede dørene til salen og skolens elever så spændte ud, da de tog plads foran scenen. Som Undertekst trådte ind på scenen og begyndte at spille, var der ikke meget plads tilbage på de forreste rækker. Et par numre inde i koncerten smed flere elever deres overtøj fra sig ved siden af scenen – for nu skulle der danses!

Eleverne på Vesterdal Efterskole viste sig at være et fremragende publikum, og mange så ud til at have været til koncert mange gange før. Under hele koncerten var publikum i hvert fald i bevægelse og havde blikket rettet mod scenen – ikke én eneste elev var udenfor. 

Tydelig efterskolevibe
Det var en særdeles vellykket koncert. Dette skyldtes ikke blot de oplagte efterskoleelever, men også bandets evne til at imødekomme publikum. Eleverne blev taget i hånden, og der blev sørget for at alle var med. Under et af numrene bad forsanger Arthur Bondeskov Nygaard eleverne om at holde om en de havde kær, og herefter havde alle eleverne armene om hinanden. Resten af koncerten bød på højt humør og fællessang, særligt da Undertekst optrådte med hittet ”Skal vi tage til månen?”

 

 

En elev crowdsurfer under koncerten.

Man kunne fornemme et stærkt fællesskab og en tydelig efterskolevibe blandt eleverne. Denne vibe kan de fire medlemmer i bandet formentlig genkende, de lærte nemlig hinanden at kende på Klejtrup Musikefterskole.

Nye fans
Eleverne var overvældet efter koncerten og flere kom hen og roste bandet, fik en krammer og fik skudt nogle billeder sammen med medlemmerne. Ved bandets merchandise-stand opstod der også hurtig kø, og snart var en stor del af skolens elever iført sig bandets t-shirts og muleposer.

Undertekst var i den grad også overvældet efter koncerten. De kunne fortælle, at de aldrig før har solgt så meget merchandise, som de gjorde denne aften. Da de tjekker de sociale medier efter aftenens koncert, var de blevet tagget i få opslag. Men ifølge bandet selv, var dette positivt. Der var nemlig få smartphones fremme i løbet af aftenen, og vidner om hvor nærværende et publikum bandet optrådte for denne aften. Forsanger Arthur fortalte, at efterskoleelever er deres kernepublikum, og det kunne tydeligt mærkes.

Underteksts E-Tur fortsætter i de kommende uger og bringer bandet forbi:

21. september – Klejtrup Musikefterskole
22. september – Rudehøj Efterskole
23. september – Vesterdal efterskole
28. september – Øse Efterskole
29. september – Galtrup Musik- og Idrætsefterskole
30. september – Hammerum Efterskole
04. oktober – Skanderup Efterskole
05. oktober – Livsstilsefterskolen Hjarnø
06. oktober – Himmerlands Ungdomsskole
07. oktober – Østhimmerlands Ungdomsskole

 

Fra venstre ses Sally, Laura og Hannah som netop havde iført sig deres nye merchandise.

Begejstrede efterskoleelever efter koncerten. Fra venstre ses Daniel, Emil, Victor, Nicolai og Hjalte