Så er programmet og oplægsholderne til 2021-udgaven af Music Talks klar.

Emilie Espichicoque & Sara Mouritzen samt Marie Hageltorn Christiansen & Luna Ersahin udgør de to hold, som drager rundt til efterskoler, højskoler biblioteker etc. for at fortælle om deres erfaringer fra musikkens verden.

I 2021 indgår Pop-Pilot Music Talks i Spil Dansk-programmet – det endelige program kan ses nedenfor.

Pop-Pilot Music Talks blev startet i 2020 og støttes af Koda, DMF – Dansk Musiker Forbund og DAF – Dansk Artist Forbund.

2021

Talk med…

Emilie Espichicoque og Sara Mouritzen

Forventninger og fordomme er noget vi snakker om, men vi holder dem også ofte skjult for selv vores bedste venner. Emilie Espichicoque og Sara Mouritzen er begge trommeslagere og har taget kampen op mod de forventninger og fordomme, der hører med til at bryde normerne, når man er en kvinde bag et trommesæt. Det går ikke ubemærket hen, når man er en af de få kvinder, der spiller trommer, og det har givet Emilie og Sara stof til eftertanke. Musikmiljøet er et særligt miljø, som rummer mange følsomme situationer. Hvor godt man begår sig, kommer nemlig tit an på mere end bare håndværket. Som musiker er det blandingen af det musikalske og det personlige samspil med andre, der er vigtig. Emilie og Sara vil sætte fokus på hvordan vi kan snakke om de forventninger og fordomme, der er i selv de rareste miljøer – med målsætningen om at skabe et bedre miljø for alle. Og gennem egne fortællinger inddrager og inspirerer de eleverne til at snakke om deres erfaringer.

Emilie Espichicoque

Emilie spiller trommer, skriver sange og synger i sit R&B-projekt ESPICHICOQUE. Når hun indtager scenen med sit band, gør hun faktisk det hele på samme tid, og så overbevisende, at Bands Of Tomorrow kalder hende for ”Danmarks svar på Anderson Paak”. Emilie er multiinstrumentalist: Ud over at spille sin egen musik, er hun en fast del af cubanske Eliel Lazo’s Cuban Funk Machine, hun er trommeslager for r&b/pop-artisten Fjer og pianist for den nye dansksprogede artist Yanaja. Pt turnerer hun også med Efterklang.

Sara Mouritzen

Sara Mouritzen er trommeslager. Hun spiller med bands som Højkvist og Josa Barck, derudover spiller og komponere hun i sit soloprojekt MOURITZEN og duo’en Salka. Sara har medvirket i flere danske medier, hvor hun har udtrykt sine erfaringer, refleksioner og holdninger til det, at være kvinde i musikbranchen og ungt menneske. I 2018 havde dokumentarfilmen “TROMMESLAGER” med Sara i hovedrollen udsolgt premiere på Hotel Cecil under Cph Dox til flotte anmeldelser i både aviser og radio. Hun har tilrettelagt og redigeret podcasten Musikerliv, der går om bag rampelyset og snakker med musikernes om deres levevej med musikken. Foto: Daniel Hjorth

Talk med…

Marie Hageltorn Christiansen &

Luna Ersahin

På sociale medier kan livet som musiker ofte se glamourøst og meningsfyldt ud. Bag filteret findes der dog også et helt almindeligt menneskeliv, med al den tvivl og mindreværd, og alle de dilemmaer og bump på vejen, som følger med. Luna Ersahin og Marie Hageltorn Christiansen vil i denne talk tale om deres veje ind i musikken og om udfordringerne der følger med, når man prøver at finde sin egen identitet og sit eget ståsted som musiker. De vil tale om de udfordringer der somme tider følger med dét at være kvinde og minoritet, samt om bedragersyndrom og følelsen af ikke at høre til. Luna og Marie håber på at kunne inspirere lytterne og nuancere billedet af hvad det vil sige at leve af at spille musik.

Marie Hageltorn Christiansen

Marie Hageltorn Christiansen er bedst kendt som en fjerdedel af Katinka Band, hvor hun spiller spiller klaver og synger kor. Med Katinka vandt hun DR’s KarriereKanonen i 2015, og hun har siden da udgivet flere albums og spillet utallige koncerter, festivaler og turnéer med bandet. Marie er multiinstrumentalist, og sideløbende med bandet studerer hun på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og er desuden uddannet cand. mag. fra Musikvidenskab på Københavns Universitet.

Luna Ersahin

Sproggrænser fortoner sig, når Luna Bülow Ersahin med sin tyrkisk/kurdiske saz spiller og synger på mange sprog. Historierne der følger musikken tegner billedet af et berejst menneske, der i sin plads mellem to kulturer favner hele verden. Hendes personlige sangskat indeholder sange fra bl.a. Latinamerika, Grækenland, Tyrkiet, Balkan og Skandinavien. Luna står i front for trioen AySay, som med sin anatolske “new nordic”-pop giver sit bud på et Danmark i 2021.