Jørgen Thorup er ikke bare glad for at optræde som del af ”Musikalske Besøgsvenner” – han er også særlig glad for, at der endelig bliver sat konkret fokus på de værdier musikken kan skabe.

– Jeg synes, det er et kæmpe plus. De gør det meget professionelt, og det gør det endnu vigtigere at være med i for mig – både som artist, men også i forhold til mit musikpolitiske arbejde. Det er VANVITTIGT interessant – og vigtigt. Derfor blev jeg bare glad, da jeg fik det at vide.

Jørgen Thorup taler om at være del i selve i forskningsdelen af ”Musikalske Besøgsvenner” – projektet, der afvikler små koncerter hjemme hos den enkelte borger, der ikke selv er i stand til at besøge musikkens ”normale” scener.

For ud over selve musikken og koncerterne, er forskning også en vigtig del af det nye initiativ: ROSA er gået sammen med Afdeling for Antropologi ved Aarhus Universitet for at kortlægge ”hvordan musikkens ’sundheds- og trivselsfremmende potentiale’ kan gavne ensomme borgere” i et langvarigt forløb, der både inkluderer besøgsværterne og deres besøgsvenner, samt musikerne og arrangørerne – både før, under og efter koncerterne. Så da Jørgen Thorup forleden gav koncert hjemme hos Ester i Them, var Kenni Hede, visuel antropolog og Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, eksempelvis også til stede.

Thorup er bl.a. kendt for sit mangeårige medlemskab af Shu-bi-dua, Hardinger Band, medvirken melodi grand prix og meget andet. Men han er også musikpolitiker. Som formand for Dansk Kunstnerråd og (nyligt afgået) mangeårig næstformand hos DPA – Danske Populær Autorer har Jørgen Thorup selvfølgelig også arbejdet med begrebet musik og trivsel, bl.a. som skolekontakt og leder af workshops:

– Jeg kan jo se, hvor meget musikken betyder for mange mennesker – for mange børn og unge – når de får lov til at lave sådan noget. Når vi får lov til at være i musikken og der ikke er nogle lærere, der fortæller dem om det er Mozart eller om det er Seebach – eller om det skal være en hel eller en halv takt.

– Og så har jeg også arbejdet med musik og sundhed som formand i Dansk Kunstnerråd i de projekter vi arbejder med i. Så ja – det er klart noget, jeg gerne arbejder med, og som jeg mener er vigtigt.

Som musiker kan du vel også kun være interesseret i at få undersøgt effekten og værdien af det arbejde, man udfører som musiker?

– Ja, 100 procent. Man kan sige: ”Jamen, skal man nu undersøge det – virker det?” Jeg ved jo godt, når jeg har spillet, at musik virker. Det kan jeg jo se. Men det er jo ikke nok. Jeg ved også, at når jeg har været politiker i 20 år, så er det ikke nok at sige: ”Naaaj, hun blev SÅ glad hende Inga, da jeg spillede for hende”. Modargumentet hurtigt komme: ”Jamen, kunne du ikke bare sende et kassettebånd med Jodle Birge ud til hende…. Så var hun sikkert også blevet skideglad?”.

– Nej. Så det er supergodt, at det bliver taget alvorligt – og at vi kommer i dybden med musikkens værdier. Virkelig, siger Thorup, der på scenen blandt andet er kendt for sine mange år i Shu-bi-dua, Hardinger Band, Grand Prix – og en hel masse andet.

– Jeg glæder mig til de sidste seks af mine ti koncerter i projektet, siger han.

“Musikken gør en forskel, og at arbejde som musiker er en helt særlig rolle. I alle samfund – og også her”
Fra Aarhus Universitet siger lederen af forskningsdelen, adjunkt Nanna Schneidermann om samarbejdet:

– Jeg har tidligere arbejdet med musikkens betydning og hvad det vil sige at arbejde som musiker. Det er stadig lidt for tidligt at komme med store konklusioner om “Musikalske Besøgsvenner”, men musikken gør en forskel, og at arbejde som musiker er en helt særlig rolle. I alle samfund – og også her. Det at undersøge hvad musik gør ved os – og hvad vi gør ved musikken – er utroligt spændende at arbejde med.

Ved at kunne samarbejde hele vejen rundt, får vi indblik i hvad projektet betyder for besøgsværter, besøgsvenner, musikere, for ROSA og for os forskere. Vi skaber sammen ny viden til at udvikle og forbedre dette projekt – og fremtidige. For os indbefatter det helt naturligt også hvad vi på universitetet kalder grundforskning. Antropologer er særligt gode til at arbejde og blive klogere på andre folks levede liv. Det gør vi her ved at spørge ind til livets store spørgsmål igennem interventioner “i den virkelige verden”. Og i sådan et samarbejde mellem forskning og praksis kan vi lave noget langt vigtigere end endnu en projekt-evaluering der ligger og samler støv i skuffen.

Læs mere om forskningsdelen af Musikalske Besøgsvenner: Nyt forskningsprojekt undersøger musikkens virksomme kræfter mod ensomhed

Foto øverst tv: Jørgen Thorup hjemme hos Ester (i midten) og besøgsvennen Aase i Silkeborg. Foto th:  Jørgen Thorup hos Inga (i midten) og besøgevennen Michael i Them. Det var også Inga der havde sat flag på døren for at byde Thorup velkommen). Fotos: Jørgen Thorup og Kenni Hede, visuel antropolog og Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet.

Musikalske Besøgsvenner arrangeres af ROSA i samarbejde med ÆldreSagen, Dansk Røde Kors og Aarhus Universitet – og med støtte fra Region Midt.
ROSA støttes af Statens Kunstfond