Den allerførste Pop-Pilot ELEKTRO-lejr blev afviklet i weekenden på Amager. Camps i Viborg og Odense følger efter inden for de næste tre uger.

Pop-Pilot ELEKTRO udføres på computere, som tredages-lejren stiller til rådighed. Man skal altså ikke selv have noget med.

FOTO: Katrine Villadsen

Kan man på tre dage lære at lave elektronisk musik? Ja, hvis man er åben og nysgerrig – og har lyst til at lege med musikken.
Pop-Pilot ELEKTRO – det nye projekt under Pop-Pilot-paraplyen lavet i samarbejde med Beats By Girlz – lagde fra land i weekenden i Amager Kulturpunkt, med den første af i alt 3 lejre i dette efterår.

Efter en introduktion med fokus på proces og et crash course i programmet Ableton Live kastede kursets instruktør Katrine Villadsen deltagerne ud i forskellige afkroge af musikkens verden – metoder til hvordan man bygger et nummer op, at indspille og programmere musik helt simpelt og nemt, arrangere optagelser og sætte dem sammen, kreative benspænd med temaer som minimalisme og brug af samples, tekstøvelser, indspilning med mikrofon, brug af effekter til at ændre på lyd og meget andet – inklusiv feedback på hinandens musik. Det hele blev gennemgået i bidder med fokus på at processen skulle være sjov og lærerig og med tid til at prøve selv og få svar på alle spørgsmål.

“Bare prøv at hive i den knap og se hvad der sker” – Pop-Pilot ELEKTRO pirrer nysgerrigheden…

Det hele udføres på computere, som tredages-lejren stiller til rådighed. Man behøver altså ikke have andet med hjemmefra end musikglæde, nysgerrighed og åbenhed. Så skal man nok komme på en tur i en musikalsk verden med både udfordringer og sjove omveje.

“Det var en lejr præget af god stemning, med plads til at fordybe sig i musikken, og til dybe snakke om bl.a. repræsentation i musikbranchen og drømme for fremtiden – og bare have det rart sammen. Hvor kontrollen og fantasien blev sluppet løs a la: “bare prøv at hive i den knap og se hvad der sker”, fortæller Katrine Villadsen, der ud over undervisning i elektronisk musik for alle aldersgrupper også selv er aktiv musiker som sanger/sangskriver/producer under navnet Slow Ammo. Katrine er også instruktør på de to kommende Pop-Pilot ELEKTRO-lejre.

Pop-Pilot ELEKTRO er for piger, transpersoner og non-binære i alderen 14-19 år. Deltagelse koster blot 150 kr. for tre dages musikalsk undervisning, vejledning og meget andet. De to næste lejre forgår 26. – 28. november i Viborg og 3.-5 december i Odense. Brug
tilmeldingslink nedenfor. Der er ikke overnatning inkluderet i prisen, men Katrine fortæller, at man gerne henter deltagere ved stationen – og følger tilbage.

Tilmeld dig Pop-Pilot Elektro i Viborg eller Odense her.

Har du yderligere spørgsmål, så kontakt Katrine Villadsen her.