Sangskriver-camp’en On Track er overstået efter besøg i Aabenraa, Kolding, Randers og Aalborg. Lokale sangskrivertalenter var samlet med erfarne sangskrivere/producere fra ind- og udland, for at skabe ny musik, og for at udvide talenternes netværk. Resultatet er blevet 14-16 sange, hvoraf de bedste efterfølgende præsenteres for nogle af branchens store A&R agenter.

Katy Tiz med hollandske Emiel og Sara fra Randers leder efter den rigtige melodi. (Foto: Henrik Friis)
Katy Tiz fra England fortæller her om sine oplevelser med de lokale talenter:
“Det har været cool at arbejde med de danske talenter. Deres niveau er rigtigt højt, og de møder os med andre inspirationer end vi er vant til. Så vi lærer også af dem, deres tilgang og baggrund – det er ikke kun os der giver. Så det er nice, at dele alle former for musikalske indtryk”, siger engelske Katy Tiz. Hun har bl.a. skrevet for / arbejdet med Martin Jensen, Gauillin, Gabry Ponte, Dimitri Vegas, samt Alex Hobson.
“Når man arbejder sammen på denne måde, er det som et team – alle byder til, der er ingen ego’er, og specielt efter en tid med corona virker alle ekstra sultne på at arbejde sammen, for at få et godt udbytte. Så det har været en god uge med mange forskellige udtryk, og mange gode sange. Om det kan blive hits? Der er to-tre af dem, som jeg tror kan blive virkelig store”.
Rewan Riko – medarrangør og direktør for Aarhus Calling siger:
“Som medarrangør på projektet, har det været fedt at opleve potentialet i de jyske byer. Der har været højt niveau på sangskrivningen, og de har haft et enormt godt arbejdsniveau. Det kan man blive helt stolt af på deltagernes vegne. Det har været spændende at møde de udvalgte på deres hjemmebane, og det har givet projektet en helt speciel vibe. Mere ro på, og et nært kendskab til hinanden – det giver et godt overskud, som man skal bruge, når man skal være kreativ. Og de lokale spillesteder og samarbejdspartnere, som var værter for os, har haft rigtig gode rammer, og har været enormt gæstfrie”.

Viktoria sammen med det lokale sangskrivertalent i Aabenraa.(Foto: Lea Strandby)
Der var ialt ni udvalgte talenter til On Track ud af 45 ansøgninger – fire af dem var med i Aalborg, hvor vi fangede to af dem for at høre om deres oplevelse
Martin Buster
“Jeg er her for at lære noget, og samarbejde med erfarne musikere, som er bedre end jeg, er og har mere erfaring. På områder hvor man føler sig stærk, oplever man så også, at man kan udvikle sig endnu mere”.
“Man får også udvidet sit lokale netværk, da vi mødes i et helt andet forum. I modsætningen til musikkonservatoriet, hvor nogle af os frekventerer, mødes vi her i et fælles projekt. Det er enormt lærerigt”

Rewan Riko sammen med Alec og Cindy på GODSET i Kolding. (Foto: Lea Strandby)
Lise Ranks
“Jeg hørte om KORMA, som er nyt her i Aalborg, og tjekkede op på hvad det var. Jeg fandt ud af at der var en workshop – On Track – som tilbød netop det jeg gerne vil udvikle. For mig er det afgørende, at det er en producer-workshop, og at jeg har mulighed for at arbejde sammen med erfarne folk udefra”.
ROSA arrangerer On Track i samarbejde med det årlige sangskriver/producer-event Aarhus Calling – On Track er en “rullende udgave” af Aarhus Calling, hvor hver by besøges i to dage, inden der drages videre til den næste.
Foto i top: – Lise Ranks og Emil Heftholm i studiet på KORMA, Aalborg (Foto: Jesper Borup).
On Track afholdes i samarbejde med NygadeHuset, Godset, Værket, KORMA, ROSA og Aarhus Calling – med støtte fra KODA Kultur.