Sidsel Thomassen (t.h.) modtager Ethel-prisen overrakt af Eva Brems. (Foto: Mads Bjelke)

Af Per Bloch

I forbindelse med Lydmors koncert på SPOT 2022 er Ethel-prisen blevet uddelt for sjette gang. Modtageren er Sidsel Thomassen, som i 2017 satte sig i chefredaktørstolen på Danmarks musikmagasin GAFFA.

Ethel-prisen på 25.000 kr. og en Malene Bjelke-skulptur gives til personer, der har gjort en særlig indsats for at fremme vilkårene for kvindelige musikere, og på den måde at have været med til at fremme kønsbalancen og diversiteten i det danske musikliv.

Sidsel Thomassen fik Ethel-prisen overrakt i forbindelse med Lydmors koncert på SPOT lørdag aften. Lydmor, alias Jenny Rossander, modtog prisen sidste år og lagde scene til årets overrækkelse inden sin koncert.

Prisen blev overrakt af Eva Brems fra Ethels priskomité og i prisbegrundelsen hedder det bl.a.: “Sidsel får prisen, fordi hun, siden hun tiltrådte som chefredaktør i 2017, har gjort en stor indsats for at ændre den måde, kvindelige musikere skildres på i medierne. Indadtil har hun skabt en særdeles synlig forandring på det medie hun selv står i spidsen for, men hun har også som redaktør sørget for, at GAFFA har indtaget en position som dagsordensættende platform for en skarp og nuanceret debat om musik og køn – en debat, som tilmed har ændret samtalen omkring og omtalen af køn og musik i andre medier og dermed er med til at skubbe til musikbranchen.”

Læs den fulde begrundelse på Ethel-prisens hjemmeside

Sidsel afsluttede sin takketale med ordene:
”Jeg vil lade denne her pris være et bevis på, at det måske ikke er så dumt endda at ansætte unge, nyuddannede kvinder i ledende stillinger, heller ikke i 2022”.

Tidligere modtagere af Ethel-prisen er
Lydmor (2021)
Spillestedet Forbrændingen (2020)
Fallulah alias Maria Apetri (2019)
HUN SOLO (2018)
Kristina Holgersen (2017)

Om Ethel-prisen
Ethel-prisen er en musikpris indstiftet af Pia Rasmussen eller Pianist – en på alle måder central person i det kvindemusikmiljø, som opstod i 1970’erne. Hun var hele sit liv optaget af kvindelige musikeres forhold, og da hun vidste at hun skulle dø af sin kræftsygdom, oprettede hun en pris, der kunne fortsætte hendes arbejde et stykke tid endnu. Prisen opkaldte hun efter den engelske komponist, forfatter og feminist Ethel Smyth, hvis kunstneriske liv var præget af kamp for anerkendelse som kvindelig komponist. Ethel-prisen handler om at engagere sig i musiklivet.

Fundats
Prisen gives til personer, “der har gjort en særlig indsats for at fremme vilkårene for kvindelige musikere, og på den måde at have været med til at fremme kønsbalancen og diversiteten i det danske musikliv. Det være sig som aktiv politisk rollemodel, ved at italesætte kønsbalancen i musiklivet eller ved at arbejde for ligestilling og diversitet som skribent, forsker, booker eller andre af musikkens gatekeepere. Prisen er ikke en elitepris, men en politisk pris, og derfor vægtes den impact, prismodtageren har gjort på ligestillingen mellem kønnene.”

”Ethel”-skulpturen forestiller Ethel Smyth, og er skabt af billedhuggeren Malene Bjelke.

Priskomitéen består af
Charlotte Rørdam, Lektor emerita, Musikvidenskab, AU
Lydmor alias Jenny Rossander, musiker og komponist, prismodtager 2021
Anya Mathilde Poulsen, forfatter, musikformidler og medstifter af HUN SOLO, prismodtager 2018
Per Bloch, projektleder, ROSA
Mette Bjarløv, Ethel-prisens bestyrelse
Eva Brems, Ethel-prisens bestyrelse

Yderligere info om Ethel-prisen og årets uddeling: www.ethel-prisen.dk

Det var en fyldt Musikhusets Store Sal, der overværede prisoverrækkelsen (Foto: Per Bloch)