I 2021 udviklede ROSA et helt nyt koncept og koncertformat: Musikalske Besøgsvenner. Livemusik præsenteret i hjemmets kendte og trygge rammer rettet mod borgere, der ikke selv er i stand til at opsøge kulturens scener. Region Midt manifesterer nu deres opbakning til projektet for andet år i træk –  nu med en to-årig bevilling på kr. 550.000 til videreudvikling og konsolidering af projektet.

“Projektet Musikalske Besøgsvenner spiller fint sammen med vores kulturpolitiske indsatsområder, som jo er dem vi læner os op af ved udvælgelse til kulturpuljestøtte. Projektet har et bredt regionalt partnerskab og arbejder med en følgeforskning, der skaber et vidensfundament som kan komme mange til gode. Vi ser i Udvalget for Regional Udvikling frem til at følge projektet”, forklarer formand for Udvalg for Regional Udvikling i Region Midtjylland, Bent Graversen (V).

2022 markerer anden runde af Musikalske Besøgsvenner, hvor en række dygtige danske musikere og komponister igen drager på tur. ROSA startede projektet i 2021. Sammen med blandt andet Ældre Sagen og Dansk Røde Kors’ besøgsordning gennemførte vi små 100 koncerter, støttet af Statens Kunstfond, Region Midt og spillestedet Vega. I 2022 er projektet foreløbig støttet af Region Midt, Koda, Statens Kunstfond, aarhusianske Kirsten og Gunnar Fonden, spillestedet Vega og Kultur og Sundhed ved Aarhus Kommune.

Desuden er spillestederne Radar, Fermaten, Platform K og Paletten kommet til i 2022 og flere er på vej. Musikalske Besøgsvenner handler nemlig også om at udvikle nye koncertformater – sammen med danske spillesteder.

VEGAs direktør Steen Jørgensen udtaler: ”For VEGA er det altid interessant at søge og udvikle muligheder og løsninger, der kan ramme hele musikinteresserede publikum. Derfor er støtte til Musikalske Besøgsvenner er ikke bare indlysende for os på grund af projektets sociale sigte, og fordi det er en klar nyudvikling af selve liveformatet – vi ser også Musikalske Besøgsvenner som en spændende partner i vores fortsatte bestræbelse på at udvikle VEGAs digitale formidling af livemusikken på landsplan”.

Fra projektets start har Aarhus Universitets afdeling for Antropologi fulgt projektet og koncerterne med henblik på at undersøge sammenhængen mellem musik og trivsel. Bevillingen fra Region Midt muliggør fortsættelsen af det forskningsmæssige arbejde så man får et bredere og mere kvalificeret grundlag for at undersøge sammenhængen mellem musik og sundhed.

I samarbejde med besøgsvennetjenester, spillesteder, kommuner, regioner og ikke mindst en lang række entusiastiske musikere glæder vi os til at afvikle årets 100 koncerter. Vi har allerede været sydpå i Vejen, nordpå i Thisted og i hjertet af Aarhus, med stor applaus fra både borgerne, besøgsvennerne og musikerne selv. Nu gælder det flere koncerter i Region Midt og resten af landet.

(Foto: Tine Mynster på musikalsk besøg hos Grete i Aarhus. Foto af Birgit Kastepold)