Tag med til Berlin og skriv ny musik 10.-14. oktober. Ansøgningsfrist 21. august.
BauSongs foregår i studierne hos Bauteil3 i den berømte, tidligere lufthavn Tempelhof. Her skal deltagerne arbejde sammen om at producere ny musik. Undervisningen kombinerer benspænd, løbende feedback og stilistiske oplæg om alt fra filmmusik til ikke-vestlige kompositionsformer og popmusik. Campens tre undervisere er Kaspar Kaae (sangskriver i blandt andet CODY og filmkomponist), Greta Schenk (GRETA) og Michael Møller (moi Caprice og The Mountains). Fælles for underviserne er, at de alle har et nært forhold til både højskoletraditioner og Berlin. Greta er tyskfødt og har indspillet begge sine plader i Berlin, mens både Michael og Kaspar bor eller har boet i Berlin. Undervisningen suppleres af udvalgte kunstner- og branchebesøg, blandt andre med den etablerede DJ og technopioner Mijk van Dijk samt Jörg Röttgardt, Music Supervisor ved Upright Music.
Alle danske og tyske musikere kan ansøge om en plads. Campen er primært målrettet upcoming talenter. Der er 10 pladser i alt på campen.
BauSongs baserer sig på den danske højskoleundervisning, hvor forskelligartet inspiration kan generere forskelligt idémateriale. Fællesskabsidealer og tværfaglighed er grundlaget for den inspiration, deltagerne baserer deres arbejde på. Fællesskabet betyder også, at man bor sammen, spiser sammen og bevæger sig sammen uden for studiets vante ramme for at besøge kunstnere eller tage til koncerter.
BauSongs arrangeres i fællesskab mellem Kaspar Kaae, Michael Møller, ROSA, DPA og den danske ambassade i Berlin. Projektet er en del af NEUSTART og er støttet af den danske ambassade i Berlin, DPA og Statens Kunstfond.
Praktiske detaljer:
Logi, koncertbilletter og studie dækkes af projektet. Deltagerne skal selv betale for transport til og fra Berlin samt i Berlin og for al forplejning. Der er ingen deltagergebyrer.
BauSongs foregår mandag den 10. oktober til fredag den 14. oktober 2022
Det forventes at deltagerne ankommer søndag den 9. oktober 2022
Det forventes at deltagerne tager hjem lørdag den 15. oktober 2022
Ansøgningsfrist: 21. august 2022
Tyske ansøgere kan ansøge ved at downloade ansøgningsskemaet fra Koda Kulturs hjemmeside og sende til DPA’s legatkonsulent Oliver Aabo
Svar på ansøgning 1. september 2022
Sådan søger du:
- Download ansøgningsskemaet HER og udfyld det
- Log ind på Koda Kultur og søg under ‘medlemstilbud’ HER
- Vælg ‘Sangskrivningscamp i Berlin’ under projekt og upload udfyldt skema samt 2-3 musiknumre og indsend.
For spørgsmål til projektet kontakt Per Bloch fra ROSA