Nordiske toner giver genklang over de schweiziske alper

Nordiske toner giver genklang over de schweiziske alper

Den 15. Nordklang Festival viste fortsat flot interesse for nordiske toner i St. Gallen – festivalen med nordisk musik drevet af frivillige lokale kræfter.

Tekst Öykü Citirikkaya

ROSA har samarbejdet med Nordklang Festivalen i schweiziske St. Gallen siden 2006, og det succesfulde samarbejde omkring præsentation af nordisk musik ser ud til at fortsætte i lang tid fremover: Med Nordklangs velorganiserede og rutinerede team, kan man tydeligt mærke, at man har med erfarne mennesker at gøre. 

Anja Pil Christoffersen, som er næstformand hos SPOT, besøgte for første gang festivalen i sidste weekend og udtaler:

–  Det var super fedt at kunne være med til festivalen og en stor oplevelse. Der var en rigtig god stemning dernede, og det lille team sørger for at skabe en familiær stemning.”

Tilskuerne har igen modtaget Nordklang musikken med åbne arme, og atmosfæren på festivalen har i følge Anja Pil Christoffersen været helt fantastisk. Og festivalen er let og overskuelig at bevæge sig rundt i, fordi Nordklangs forskellige koncert-steder er ganske tæt på hinanden:

Det er næsten ligesom SPOT festival, hvor man let kan komme rundt i byen og opleve forskellige spillesteder og venues.”

Nordic Coffee Place, Kellerbühne og Grabenhalle er blandt de mange scener, der lægger ramme til musikken. Hvert sted har sit unikke præg – dog har de fleste steder tilfælles, at stemningen er hyggelig og intim.

Tre danske bands
Som del af samarbejdet har Nordklang flere danske bands også deltaget i festivalen i år: The Entrepreneurs, Mattis og School of x, som alle fik positiv respons og en masse lokal opbakning. Bl.a. spillede The Entrepreneurs to sæt på i alt 90 minutter –  men publikum ville have mere efterfølgende, hvorefter bandet måtte fortælle, at de ikke havde flere sange tilbage…


Mattis spillede på en lille klub (Øya), hvor han hurtigt fik folk med og fik dem til at synge med på sangene. Der var yderst nærværende og intim atmosfære gennem hele koncerten. Mens School of x’s koncert var emotionel og fint involverede sit publikum:. “Det var et fyldt lokale med et meget livligt publikum”,  siger Anja Pil Christoffersen.

Frivillig, dedikeret stab
Lederen af Nordklang Festival, Laris
sa Bissegger fortæller:

Vi er alle frivillige. Vi får ikke løn for vores arbejde, men vi elsker, det vi gør. I det normale liv er jeg arkitekt, og sådan er det med hele holdet omkring festivalen. Til hverdag har de  syv jobs som journalist, advokat, socialrådgiver og grafisk designer. Desuden har vi partnere/sponsorer i forhold til lys, mad, det tekniske, hotel m.m. De er alle sammen lokale forretninger og partnere, hvor de fleste har være med helt fra begyndelsen. 

Næste festival bliver i februar 2021. Præcise datoer følger snart.

School of X – Foto: Cyrill Schlauri

Foto i midt The Entrepreneurs – Foto: Cyrill Schlauri

Foto I top Mattis – Foto: Raphael Rohner

Dansk-tysk hiphop-samarbejde fra  SPOT viser de første resultater

Dansk-tysk hiphop-samarbejde fra SPOT viser de første resultater

Danske og tyske hiphop-MC’s, producere og sangskrivereer samlet foran Rummed lydstudiet på Lydhavnen i Aarhus. Foto: David Bayatpour

Dansk-tysk hiphop-samarbejde fra SPOT viser de første resultater

Under SPOT festival 2019 mødtes danske og tyske hiphop-MC’s, producere og sangskrivere i studiet Rummed på Sydhaven i Aarhus med en fælles passion for hiphop.Projektet hed BACKSPIN International Sessions, og forløbet var en 48 timers workshop, som udmundede i en showcase-koncert på VoxHall på SPOTs sidste dag, hvor de involverede præsenterede resultatet af to dages intenst og hårdt arbejde for publikum.

 

 

Under workshoppen skrev og producerede de deltagende hiphop’ere også nogle tracks, og et af dem, “Gib mir” (“Giv Mig”, red.) blev udgivet 25. oktober og præsterer allerede nu flotte streaming-tal.   

– Over 25.000 streams på to uger med relativt ukendte hiphop’ere – det er da klart et godt resultat, siger Christian Buhl fra SPOTs tyske samarbejdspartner FACTORY92, der sammen med SPOT og det tyske hiphop-community Backspin stod for projektet.  – Og den video, der blev lavet fra forløbet, er også blevet mødt med stor streaming-interesse.

– Det giver helt klart et godt udgangspunkt for en fortsættelse af projektet til næste års SPOT, hvor vi kan bygge videre på erfaringerne og udvikle ideen. I denne første udgave har nogle af kunstnerne måske været usikre på outputtet og har blokeret for officiel udgivelse – men i fremtiden vil det være naturligt, at en af målsætningerne bliver udgive en ep med fede sange fra forløbet, siger Christian Buhl og konkluderer:

– Det er positivt, at man kan have denne slags projekter på SPOT: Hvor mange lande efterhånden har deres egne eksport-fremstød, er det her et helt nyt bud på et musikeksport-initiativ, hvor man bringer to landes miljøer sammen og skaber noget nyt. Det er, at være first-mover området. For der er ingen andre eksport-kontorer, der arbejder med hiphop – og slet ikke på den måde, siger Christian Buhl.

Albert Helmig (booker for SPOT festival, red.) var med til at skabe forløbet, udvælge de danske kunstnere samt facilitere projektet og samarbejdet mellem partnere og musikere.

– Jeg synes, at det var sjovt og at projektet fungerede godt. Og at en af numrene nu er udgivet og bliver efterspurgt, betyder at det har været en succes. Alt i alt synes jeg at projektet og koncerten på VoxHall var vellykket. Publikum tog godt imod musikken, som introducerede en blanding af både tysk, dansk og engelsk over velproducerede hiphop beats.

– Hver artist kommer med hver deres baggrund, hvor urban-kulturen og passionen for hiphop’en skaber et universalt sprog, et fællesskab og derved rammerne for dette projekt, siger Albert Helmig.

– – –

Backspin International Sessions er et samarbejde mellem Backspin (DE), Factory92 (DE) og SPOT festival (DK), der har til formål at knytte de to landes hiphop-miljøer sammen med henblik på kommende samarbejder – samt at skabe interesse og salg på tværs af grænsen.

 

Link til tidligere artikel https://spotfestival.dk/backspin-international-sessions-2/

Link til reportage fra Backspin under SPOT https://spotfestival.dk/niko-huls-i-want-to-continue-the-success-of-backspin-international-sessions-at-spot-2020/

Aqua skabte skumsprøjt på RockCruise

Aqua skabte skumsprøjt på RockCruise

Foto og tekst: Maria Møller

Aqua på RockCruise?! Jamen Aqua er jo indbegrebet af pop!
Men når det handler om at få rocket Olso-båden, så levede Aqua helt op til forventningerne.

Ved første iagttagelse af scenen, kunne man godt få tanken, om det ville lykkedes sangerne Lene Nystrøm og René Dif at indskrænke sig til den forholdsvis lille scene, der normalt er et dansegulv i Sky Club på DFDS-færgen Crown Seaways. Begge sangere er kendt for at bevæge sig meget på scenen, og det meste af 2019 har Aqua, der også inkluderer Søren Rasted på klaver, spillet på store festival- og arenascener, foran tusinder af mennesker. Foran scenen i Sky Club var der plads til 280 personer. Og der var naturligvis udsolgt.

Dørene åbnede 90 minutter før koncertstart, og allerede inden da, var der enkelte der stod i kø – de skulle sikre sig de bedste pladser. Nogle af de første til at komme da dørene åbnede, var Jeannette Koldt og Kurt Jensen – et ægtepar der skulle se familiemedlemmet René Dif optræde. De så Aqua første gang (og hidtil eneste) på Roskilde Dyrskue for efterhånden mange år siden. Nogle andre der var først på færde var Albert på 10 år og Ludvig på 7 år sammen med deres far. Det var deres første koncert med Aqua, men de havde hørt dem meget. De glædede sig til at høre dem live for første gang – og til at få både en grøn og en blå (alkoholfri) drink.

Fra de helt unge til de ældre
Aldersspredningen på publikum var meget stor, og ikke alle levede helt op til skiltningen om “+18 år” (venuet fungerer normalt som natklub) – der var blandt andet også Nikolas på 8 år, som var til sin første koncert nogensinde. Mor, Randi, havde hørt Aqua mange gange, og var fuld af forventning om at skulle høre “alle klassikerne” .

 

Alle klassikerne var der
Og Aqua leverede alle popklassikerne. Faktisk viste sætlisten ikke rigtig nogle sange, som helt sikkert ikke har ligget nummer 1 et eller mange steder i verden. Festen startede med “Around The World”, som er meget rammende for deres 2019, hvorefter festen gyngede videre med hits som “My Oh My”, countryhittet “Freaky Friday” og naturligvis hittet over dem alle – den som alle kan nynne med på, hvad enten de vil kendes ved det eller ej – nemlig “Barbie Girl”.

Helt i forreste række stod en gruppe gymnasieelever, der havde en fest udover det sædvanlige. De fik både sjove videoer af nærkontakten med bandmedlemmerne, de kom på scenen og fik danset (mens korpigerne prøvede at holde styr på dem) og så fik de smagt lidt af den champagne, som René Dif “delte” ved at sprøjte ud over publikum.


En “typisk” Aqua-koncert
Søren Lund, der har været guitarist for Aqua i flere år, fortalte efter koncerten, at det på mange måder havde været en “typisk” Aqua-koncert, idet der meget ofte er alle typer mennesker til deres koncerter – både unge og ældre. Denne koncert skilte sig dog ud rent pladsmæssigt, da de jo er vant til flere publikummer. Men det gjorde bare oplevelsen og intensiteten for bandet så meget desto større. Og energien der skulle bruges, var den samme, hvad enten scenen stod foran 20.000 eller 280. Man fornemmede på Søren, at hele bandet satte en ære i at levere den samme oplevelse for koncertgængeren, og måske lidt ekstra fordi der netop var lokalets intimitet, og fordi det var selvsamme mindre scener, at bandets rejse ud i verden startede i sin tid.

Ved de fleste koncerter er der et par stille sange ca. midt i en koncerten, hvor bandet og publikum lige kan få pusten, men hér var der stort set ikke nogen temponedsættelse. Efter “Turn Back Time” fortsatte dansefesten, og sluttede efter en god time med en hypet “Roses Are Red”. Hvis der var nogen i lokalet der på dette tidspunkt ikke havde fået varmen, og slidt lidt på danseskoene, så var det ikke bandets skyld.

Mange af publikummerne var ikke engang født, da Aqua startede deres karriere tilbage i starten af 1990’erne. Men som veninderne Stine Walker og Natasja Møller sagde, så kender de jo musikken fordi deres forældre har spillet den. De forventede en fest, og det fik de.

Og Lene og René – de var lige oppe og teste rækværket, men blev dog på scenen.

 

RockCruise er et samarbejde mellem ROSA – Dansk Rock Samråd og DFDS Seaways. Den 26. november 2019 kan du opleve Anders Blichfeldt på RockCruise. Læs mere HER.

SPOT og ROSA: Danske staldtips på stor vietnamesisk festival

SPOT og ROSA: Danske staldtips på stor vietnamesisk festival

Conny Jørgensen fra ROSA og SPOT Festival er netop vendt hjem fra Monsoon Music Festival, som fandt sted i den vietnamesiske hovedstad Hanoi i sidste uge. ROSA og SPOT var inviteret med for at afholde keynote om SPOT og ROSAs arbejde – og for at indgå i paneldebatter blandt andet omkring vigtigheden af kulturevents og for at dele erfaringer omkring det at afholde en musik- og kultur-festivaler.

Den vietnamesiske Monsoon Festival løb af stablen fra den 31. oktober til 3. november – først med en dags konference fulgt af tre dages musikprogram. I år havde konferencen fokus på vigtigheden og organiseringen af kulturevents, de udviklinger og retninger som kultur og musik gennemgår i tiden samt kunst og kulturs indflydelse i branding og forretnings øjemed. Til denne diskussion og debat var ROSAs og SPOTs egen Conny Jørgensen at finde, hvor hun gav sit besyv med og delte sine erfaringer fra det danske kultur- og musikliv. Se billederne herunder.

Conny Jørgensen begav sig efterfølgende ud i musikdagene for at få et indtryk af den vietnamesiske musikscene: ”Programmæssigt er det rigtig spændende at være her – niveauet kan man ikke sætte en finger på, og den overvejende del af optrædende er asiatiske artister, som jeg ikke kender i forvejen.”. Udover den nationale V-Pop (vietnamesisk pop) var også Danmark repræsenteret på musikfronten i form af den dansk-libanesiske sangerinde, Mariyah LeBerg.

En anderledes festival-tradition
Der hersker ingen tvivl om de kulturelle forskelligeheder mellem Danmark og Vietnam. Og på trods af de godt 9500 kilometers afstand så Conny Jørgensen alligevel noget hun genkendte: “Det er ret fantastisk at komme til Vietnam og finde ud af i hvor høj grad Monsoon Festivalens grundlægger er inspireret af Roskilde Festival. Han har været på Roskilde både som artist og sidenhen som frivillig og gæst – med en drøm om at skabe noget lignende i Vietnam.”

Det var dog også tydeligt at mærke, at Vietnam ikke på samme måde som herhjemme har udpræget tradition for denne slags musik- og kulturfestivaler. Men Conny Jørgensen var imponeret og inspireret over at mærke gejsten og den spirende udvikling for at udbrede musik og kultur i Vietnam: “Der er stor vilje og entusiasme i arrangørgruppen men også rigtig mange udfordringer i forhold til blandt andet økonomi og tilladelser – så stor respekt herfra til de involverede”

Konferencedelen af Monsoon Music Festival Konferencen var – ligesom de forgangne udgaver af festivalen – blandt andet støttet af Danmarks Ambassade i Hanoi. 


Tekst af Sebastian Christensen
Alle fotos af Victoria Tilsted.

Se billederne: Gode minder fra Pop-Pilot 2019

Se billederne: Gode minder fra Pop-Pilot 2019

Vi er nu på den anden side af dette års Pop-Pilot – en vellykket efterårsferie i musikkens tegn for i alt 45 seje piger, 12 instruktører og 6 storesøstre. Se eller gense øjeblikke fra de tre lejre i Thisted, Fredericia og på Amager herunder. Og se/hør/læs også hvad pressen skrev.

Foruden ROSAs egne historier (som du kan læse her) er der også mulighed for at få indblik i Pop-Pilot gennem den fine presseomtale i blandt andet P1 Morgen, TVSyd og Kulturmonitor.

Pop-Pilot har også sine egne sociale medier fyldt med gode tilbageblik, som du kan følge med på: Facebook og Instagram.

Fotos af Martin Athur Andersen, Anne Sofie Noes, Sebastian Christensen, Line Rothmann og Michala Christensen.

– – –

Pop-Pilot arrangeres med støtte fra: Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, DMF, DPA, KODA og DAF – og i samarbejde med Ungdommens Hus i Fredericia, Kulturrummet i Thisted, Spillestedet Thy, RUSK, Børnekulturhus Amager og Amager Kulturpunkt.