Fire dygtige undervisere til Pop-Pilot ELEKTRO

Fire dygtige undervisere til Pop-Pilot ELEKTRO

Pop-Pilot ELEKTRO er en elektronisk musikcamp for piger, ikke-binære og transkønnede i alderen 14-19 år. Campen tilbyder undervisning indenfor elektronisk musikproduktion over tre dage. Der er i alt fire dygtige instruktører tilknyttet, som vil undervise de deltagende i at skrive, optage og producere deres egne sange.
Stefani Wisting
Stefani er sangerinde, lyddesigner og lydkunstner. Hun passede ikke ind på Musikvidenskab, men var som blommen i et æg i et af tidens største lydstudier, hvor hun kom i lære som lydtekniker. Derfra blev hun en drivkraft i den elektroniske eksperimenterende undergrund, hvor hun har spillet noize og avantgarde på gammelt legetøj, støvsugere og meget mere – og sunget i eksperimenterende lydkor. Stemmen har altid fundet vej gennem eksperimenterne med teknikken som værktøj.
Katrine Villadsen
Siden juni 2020 har hun udgivet singler, et remix og hendes første EP. Hun har tidligere haft sit eget band og bl.a. optrådt på Roskilde Festival og SPOT festival samt udgivet to albums.
Ved siden af Slow Ammo-projektet skaber Katrine lyddesign og soundscapes til teater, events og museer, bl.a. en ny permanent udstilling på Nationalmuseet i København. Hun er også lejlighedsvis korsanger for andre samt “elektronisk kapelmester” i et ensemble.
Når hun ikke selv laver musik, underviser hun i musikproduktion. Hun er medstifter af Beats By Girlz, som tilbyder undervisning i musikproduktion for piger, kvinder og kønsminoriteter.
Mai Ane Pil Siedentopp
Mai er uddannet i elektronisk musik og lydkunst fra Syddansk Musikkonservatorium. Hun arbejder indenfor et bredt musikalsk felt, hvor sanselighed et et gennemgående tema. For Mai er det interessant at arbejde konceptuelt med lyd, og hun har desuden lavet udgivelsen Pieces For Paper med musik kun skabt med papir som instrumentet. Mai er en del af duoen LYD PORT, hvor de undersøger nye formater og iscenesættelser af lydkunst, skulpturer, performance og musikdramatiske forestillinger.
Raymonde Gaunoux
Raymonde Gaunoux aka Ray er musiker, komponist og underviser. Ray specialiserer sig i sangskrivning, arrangement, komposition og beats og har 10 års erfaring med at undervise børn, unge og voksne, med et særligt fokus på køn og inklusion. Ray er transperson og advokerer for synligheden af transpersoner i musikbranchen. Med sit band Feel Freeze, har Ray udgivet flere albums på det svenske pladeselskab Icons Creating Evil Art og har turneret verden rundt – bl.a. i Syd-øst Asien og USA. Rays musik er desuden blevet brugt i adskillige TV-serier, bl.a. HBO serien “All American” og TV2 serien “Ondt i Røven”.

Amager d. 12.-14. november med Stefani Wisting som underviser
Viborg d. 26.-28. november med Raymonde Gaunoux som underviser
Odense d. 3.-5.- december med Mai Sidententopp

Katrine Villadsen vil være underviser på alle tre camps.

Pris: 150 kr. Beløbet vil blive opkrævet før campen. Pop-Pilot ELEKTRO inkluderer ikke overnatning eller transport, men mad og snacks er inkluderet i prisen.

Tilmeld dig på Beats by Girlz her:
https://beatsbygirlz.dk/camps/pop-pilot-elektro

Pop-Pilot danner ramme om et helt særligt fællesskab med musikken som redskab

Pop-Pilot danner ramme om et helt særligt fællesskab med musikken som redskab

Som tidligere slået fast er Pop-Pilot meget mere end blot musik – også omkring 2021-lejren i Randers. På Randers Musikskole har 17 unge piger netop været samlet i en hel uge omkring fællesinteressen for at spille musik. Det samlingspunkt giver pigerne nogle helt unikke muligheder og det blev for alvor belyst under afslutningskoncerten på campens sidste dag.

Endnu en efterårsferie er ovre og det samme gælder årets Pop-Pilot Camp, en uges musiklejr for unge piger mellem 14-19 år. På dette års Pop-Pilot er der sket utrolig meget for de deltagende på blot en uge – både musikalsk og personligt. Under lejren har pigerne gode muligheder for at samarbejde og sparre med hinanden, få støtte og forplejning af de tre ’storesøstre’ og ikke mindst rig mulighed for vejledning af Pop-Pilots instruktørteam, bestående af seks erfarne kvindelige musikere.

Instruktørerne jammer. Fra venstre ses Cecilie ‘Cille’ Dyrberg, Luna Ersahin, Mia Nyløkke, Gurli Octavia, Kamilia Amélie og Sarah Ziebe.

Et fællesskab med stor opbakning
ROSA har arrangeret Pop-Pilot siden 2012. Og det kan, ifølge instruktør Luna Ersahin, noget helt særligt at arbejde med én gruppe af mennesker som på Pop-Pilot. ”Her græder vi med hinanden og griner med hinanden. Når vi har oplevet, hvordan det er at være i et fællesskab, så bliver vi opmærksomme på hvilken betydning det har. Jeg kan godt lide at Pop-Pilot viser det.”

Pop-Pilot-deltager Line, som både har sunget og spillet bas på årets camp, fortæller at ”det der gør Pop-Pilot til Pop-Pilot for mig, er at vi kun er piger og at der er rigtig meget ’girl power’ som man ikke har lige så meget af i hverdagen. Det er rart at komme et sted hen, hvor alle piger bliver opfordret til, at du kan din egen ting.”

Pop-Pilot danner rammen om et stærkt fællesskab, hvor fællesnævneren er opbakning og samhørighed – og naturligvis musikken. Musikken er meget personlig og det at pigerne spiller sammen i bands – og samarbejder om at skrive deres egne sange – over en hel uge, er bestemt medvirkende til at de deltagende bliver meget tætte. Som Luna tilføjer, ”når jeg tænker på Pop-Pilot, så er det at musikken bliver værktøjet, musikken bliver midlet.”

 

Fire ud af fem medlemmer fra gruppen G & the B’s. Fra venstre ses Line, Anna, Mia og Frida.

Binær tankegang og kønnede instrumenter
Når man taler om Pop-Pilot er det svært ikke at nævne kønsubalancen i musikbranchen som i en årrække har givet anledning til debat. Ifølge Anna Vilsøe, studerende på Musikvidenskab ved Aarhus Universitet og en af dette års ’storesøstre’ på Pop-Pilot, så har vi en musikkultur hvor mange instrumenter er kønnede. ”Jeg har selv oplevet i band sammenhænge at det ofte har været pigerne som tager klaveret og mikrofonen og drengene som tager bas, guitar og trommer. En af forklaringerne kunne måske være manglende kvindelige forbilleder hvilket Pop-Pilot, på en rigtig fin måde, forsøger at gøre op med.”

På Pop-Pilot har de deltagende en unik mulighed for at prøve kræfter med at spille på nye instrumenter, og på årets camp har flere af deltagerne kastet sig ud i at spille andet, end deres hovedinstrument. Resultatet kunne deltagerne stolt vise frem under afslutningskoncerten, hvor en gennemgående tendens var instrumentrokering. Det er ifølge Luna én af fordelene ved et projekt som Pop-Pilot, ”man har mulighed for at vælge trommer eller et andet instrument end det man normalt vil turde vælge i en musiktime.”

I løbet af ugen har pigerne spillet i bands, og der blev dannet fire helt nye grupper, med navnene The EMOtionals, The Butterflyz, G & the B’s og Go Bandanas. Alle fire bands viste et stort musikalsk potentiale –  især til afslutningskoncerten, hvor pigerne fremførte de sange, som de i fællesskab har skrevet på blot en uge. Ikke mindst demonstrerede alle piloterne, at der absolut ikke er grund til at tro, at visse instrumenter kun er forbeholdt drenge.

Instruktør Luna runder af med at nævne, at det kunne være interessant at se hvordan projektet vil udvikle sig, hvis ikke-binære personer blev en del af Pop-Pilot-fællesskabet. ”Der ligger en udfordring i at vi stadig har en binær tankegang. Men det vil vi godt kunne løse. Jeg tror det er vigtigt at vi arbejder med separatistiske fællesskaber, at det kun er for piger, gør at vi får et fællesskab hvorfra vi kan danne andre fællesskaber.

Både Pop-Pilot samt det nye projekt, Pop-Pilot ELECTRO er netop et musikalsk fællesskab hvor både piger, ikke-binære og transpersoner er velkommen.

 

Tre af medlemmerne fra Go Bandanas ses optræde med deres instrumentale nummer, ‘Kakaohygge.’ Fra venstre ses Karoline, Dina og Marina.

 

Alle piloter og de seks instruktører modtager et stort bifald efter afslutningskoncerten.

 

 

 

Et internationalt sangskriver- og producerhold offentliggjort til On Track

Et internationalt sangskriver- og producerhold offentliggjort til On Track

On Track er klar med dette års line-up, som består af stærke internationale og danske sangskrivere og producere. On Track vil på de fire camps rundt i landet sammen med holdet og de udvalgte lokale talenter sætte fokus på producer- og sangskrivningsprocessen. 

På hver camp vil sangskriverne og producerne besøge byerne Aabenraa, Kolding, Randers og Aalborg og møde de udvalgte talenter i lokalområdet. Her fordeles deltagerne i to studier, hvor de i løbet af to dage skal arbejde sammen om at producere og skrive de nye store hits.

Holdet af sangskrivere og producere til On Track 2021 består af:

Katy Tiz
Med adskillige hits på Top 40 Radio i USA som signeret artist hos Atlantic Records, er britiske sanger Katy Tiz vendt tilbage til UK, hvor hun i de sidste 12 måneder har skrevet og været featured på plader, der har over 120 mio. streams. Hun har skrevet og været feature på hits med Martin Jensen, Gauillin, Gabry Ponte, Dimitri Vegas, samt Alex Hobson, for at nævne et par stykker. Samtidig har hun med hendes projekt NEEKA og dennes første single “Following The Sun” skabt soundtracket for sommeren i Europa.

Rewan Riko
Rewan Riko er en dansk-kurdisk sanger, sangskriver, producer og multi-instrumentalist med base i Aarhus. Med mellemøstlige og skandinaviske rødder, skaber Rewan med de to kulturer en unik lydæstetik, der har resulteret i både multi-platinplade trofæer og adskillige top placeringer rundt i verden. Han har blandt andet arbejdet med Morten Breum, Nik & Jay, David Guetta og den legendariske producer Che Pope.

Anya Jones
Britiske Anya Jones har været Head of A&R for prestigefyldte Syco Music, hvor hun har arbejdet med at finde og udvikle karrierer for kunstnere såsom Ella Henderson og Leona Lewis. Efter at have været involveret med kæmpe pop-artister i 12 år er hun gået tilbage til at skrive sange på fuldtid. Hun har samarbejdet med US artister såsom Timbaland og Marshmello og i UK med f.eks. Tom Grennan og Dan Smith fra Bastille.

Viktoria Siff 
Viktoria er en succesfuld dansk sanger, sangskriver og vocal coach, der de sidste 10 år har boet i London og Los Angeles, hvor hun har skrevet for bla. Alicia Keys, Macy Gray, Stanaj og Krewella. I Danmark kan det næsten heller ikke blive større med bl.a. Medina, Christopher, Scarlet Pleasure på listen over singles. I øjeblikket samarbejder hun med nogle af de største producere og sangskrivere i musikindustrien; Tommy Brown (Arianna Grande, Black Pink) og Poo Bear (Justin Bieber, Eminem), Jimmy Duvall (xxxtentacion), for blot at nævne et par stykker.

Emiel Van Den Berg
Emiel er en talentfuld sangskriver og producer fra Holland. Han blev som 13-årig opdaget af producer Rewan Riko og er senere blevet signeret af danske producer Cutfather. Han har været i session med kendte sangskrivere som James Newman og Bullysongs, og med sine tidligere musikprojekter såsom Small Talk har Emiel gjort krav om en plads i musikbranchen. Emiel specialicerer sig i at kombinere sin sangskrivning og producing under sine sessions og på den måde skabe et rum med komplet kreativ frihed.

Datoer og lokaliteter for On Track er:

08. – 09. november – NygadeHuset, Aabenraa
10. – 11. november – Godset, Kolding
12. – 13. november
–  Værket, Randers
14. – 15. november – Korma, Aalborg 

Sådan søger du om deltagelse i en af de fire workshops:

 Send din ansøgning (max. 1 A4 side) med billede og demo (max. 2 stk. i mp3-format) til hit@aarhuscalling.com med spillestedets navn i emnefeltet senest 1. november)

On Track afholdes i samarbejde med NygadeHuset, Godset, Værket, Korma, ROSA og Aarhus Calling.

Musikalske besøgsvenner – line up 2

Musikalske besøgsvenner – line up 2

Kristina Holgersen
Den prisbelønnede sanger og sangskriver Kristina Holgersen vil med Musikalske Besøgsvenner præsentere en koncert med musik til tekster af bl.a. Leonora Christina Skov og Helle Helle. Kristina Holgersen har sit eget ståsted på den danske musikscene og har udgivet fem soloalbums, og byder på en oplevelse hvor musik og litteratur smelter sammen på smuk og forunderlig måde.

Jørgen Thorup
Jørgen Thorup er en dansk musiker, komponist, sanger og tekstforfatter og er nok mest kendt som keyboardspiller i Shu-bi-dua i perioden 1985-2001. Efterfølgende har han turneret med Pretty Maids, sat gang i sin solokarriere og arbejdet sammen med bl.a. Sascha Dupont, Billy Cross, Michael Hardinger og B-Joe. Ved siden af sin karriere som musiker er Thorup desuden formand for både Dansk Kunstnerråd og Spil Dansk samt næstformand for DPA.

Pernille Gunvad
Frankly Female er en anmelderrost sanger og sangskriver fra Aarhus bedre kendt under navnet Pernille Gunvad. Hendes nyeste album (2020), rummer en række sange, der kredser om temaer som næstekærlighed med fokus på hvad der får os mennesker til at vokse og gro gennem livet.  Frankly Female vil under intim-koncerterne for Musikalske Besøgsvenner spille og synge en række af sine sjælfulde sange fra hendes tre album-udgivelser. Hun akkompagnerer sig selv på akustisk guitar og klaver.

Hjalte Ross
Sangskriver, sanger og guitarist Hjalte Ross udgav i efteråret 2018 sit anmelderroste debutalbum ”Embody” – en plade der startede en stor rejse for den unge danske kunstner. Hjaltes sange udfoldes til koncerter på mest følsomme vis og skaber en helt unik stemning i hvilket som helst rum, han slår sin guitar an i, og lader sine poetiske tekster summe ud.

Thyge van Dassen
Thyge van Dassen er en violinist med rødder dybt plantet i folkemusikken. Thyge er vokset op med nordisk folkemusik, men har siden vendt ørene mod USA’s folkemusik og jazz & blues. Han spiller og synger sange fra en svunden tid: Sange om den industrielle revolution, den ensomme cowboy, storbyens pulserende liv og immigranternes færd over prærien. Thyge trakterer også violin og mikrofon i gruppen Trio Svin.

Musikalske Besøgsvenner 2021 arrangeres af ROSA i samarbejde med Dansk Røde Kors, Ældre Sagen og Aarhus Universitet – Department of Anthropology – med støtte fra Region Midt.
ROSA støttes af Statens Kunstfond.

Nye spirende sangskriver- og producer-talenter efterlyses til sangskrivereventet On Track

Nye spirende sangskriver- og producer-talenter efterlyses til sangskrivereventet On Track

Lokale sangskriver- og producertalenter inviteres til at søge om deltagelse i dette års On-Track Camps, som netop er åbnet for ansøgere. I år lægger On Track vejen forbi Aabenraa, Kolding, Randers og Aalborg. 

Brænder du for at producere og/eller skrive sange, og ønsker du at udvikle dine færdigheder og udvide dit netværk i musikbranchen? Så inviteres du til at ansøge om deltagelse til dette års On Track.

On Track er et tæt samarbejde mellem det internationale sangskriver- og producer-event Aarhus Calling, en række af landets spillesteder, samt genreorganisationen ROSA. På de fire planlagte camps skal lokale sangskriver- og producertalenter gennem to intense dage samarbejde med danske og internationale esser inden for sangskrivning og produktion. En slags miniudgave af Aarhus Calling i turné-format.

Der har tidligere været stor succes med On Track: På den seneste udgave i 2017 var bl.a. Sofie Daugaard (nu kendt som Dopha), Marie Møller Foged og Line Gade på camp’ene i henholdsvis Randers, Herning og Thisted. Marie Møller Foged har netop været med på det team, der vandt prisen for Best Talent Song 2021 for nummeret ”Obvious” på Aarhus Calling i sidste måned, mens Dopha og Line Gade i dag er signede artister hos henholdsvis The Artist og Universal.

Det er den slags succeser, der bekræfter Aarhus Callings direktør Rewan Riko i at disse initiativer bærer frugt. Med frisk erindring fra endnu et veloverstået Aarhus Calling 2021 i forbindelse med SPOT Festival udtaler han:

”Jeg glæder mig virkelig til at føre succesen videre til On Track – det høje niveau hos de danske talenter ved Aarhus Calling har virkelig overrasket mig, og jeg ser frem til at møde de nye talenter rundt i landets lokalmiljøer, på deres egen hjemmebane, hvor de er bedst. Lige som vi gjorde det i 2017”.

Formålet med On Track er at sætte fokus på og udvikle producer- og sangskrivningsprocessen, samt introducere de deltagende til at blive en del af netværket i musikbranchen. On Track er blevet udviklet af parterne med et ønske om at skabe en helt unik mulighed for at styrke miljøet for sangskrivning i lokalområdet, sætte fokus på sangskrivning som erhverv og ikke mindst spotte og udvikle nye talenter. Som deltager på en af de fire camps, enten som sangskriver eller producer, får man mulighed for at blive matchet med rutinerede danske og internationale sangskrivere og producere – disse navne offentliggøres snarest.

Hver af de fire camps forløber over to dage og vil finde sted hos fire forskellige lokaliteter. I forbindelse med hver camp vil der blive udvalgt to-fire talenter ud fra ansøgningerne, og de sange der skabes under On Track vil efterfølgende blive præsenteret for internationale A&R’s og internationale labels – og dermed have en chance for at blive sendt videre til musikartister i hele verden.

Datoer og lokaliteter for On Track er:

8. – 9.   november – NygadeHuset, Aabenraa

10. – 11. november – Godset, Kolding

12. -13. november – Værket, Randers

14. – 15. november – Korma, Aalborg


Sådan søger du om deltagelse i en af de fire workshops:

 

Send din ansøgning (max. 1 A4 side) med billede og demo (max. 2 stk. i mp3-format) til hit@aarhuscalling.com med spillestedets navn i emnefeltet senest 1. november)

On Track afholdes i samarbejde med NygadeHuset, Godset, Værket, Korma, ROSA og Aarhus Calling.