ELBA fik hurtigt nye fans på Risskov Efterskole

ELBA fik hurtigt nye fans på Risskov Efterskole

ELBA har taget hul på den nye sæson af E-Tur – vi mødte bandet onsdag aften, på Risskov Efterskole, på turnéens anden koncert.

Af Kristine Dybdal

Til daglig er det lyden af boldspil, der giver genlyd i sportssalen på Risskov Efterskole. Men onsdag aften, kort tid før ELBA skal spille koncert, er der en stille og forventningsfuld summen fra de godt 150 elever. Og snart vil den summen blive overdøvet af musikken.

Salen er lagt i mørke, mens eleverne forsigtigt placerer sig rundt om på gulvet. Kun scenen er lyst op af lamper, der giver trommesættet og de dekorative palmeblade på instrumenterne, et lilla skær. 

Eleverne sad ned i starten, men ELBA fik dem hurtigt helt op til scenen.

Man kan tydeligt mærke den spændte, men afventende atmosfære, for eleverne har måske hverken hørt Elba før, eller været til koncert. 

”.. Og så har de spillet på Roskilde Festival” lyder det, da en lærer går på scenen, og introducerer ELBA. Eleverne jubler og kigger rundt på hinanden med anerkendende nik. Deres opmærksomhed fanget lige fra start. Guitaristen og trommeslageren går på scenen, og spiller salen op. Kort efter kommer ELBA (Ellen, red.) ind, og hendes flotte stemme brager ud sammen med musikken. Når man kigger rundt, har eleverne lagt mobilen væk, og deres forventningsfulde udtryk, har ændret sig til smil mens de rokker i takt til musikken. 

Energien smittede af på eleverne
I takt med, at ELBA og gruppen bliver vante med scenen og publikummet, smitter deres energi af på de over hundrede elever.
”Hva’ så Risskov!” råber hun, og der bliver hujet og råbt fra publikum. Eleverne begynder nu så småt at rejse sig, og danse forsigtigt med på musikken. Flere gange henvender hun sig direkte til eleverne, og beder dem tage hænderne i vejret, og dét giver med det samme resultat. Nu har bandet elevernes fulde opmærksomhed, og der går ikke længe, før der står der 70 elever oppe foran scenen med hænderne i vejret, eller hænderne strakt ud for at røre ved den dansende forsanger. 

Fra venstre ses Oliver, Anne Sofie, Anna og Mark.

”Hun havde en helt vild energi, og der var den fedeste vibe omkring bandet. Man fik bare lyst til at rejse sig og rocke med! Og det fedeste var, at de holdt den energi og stemning, hele vejen igennem. Hun tabte os ikke igen. Og så elskede jeg, at være til koncert på en helt almindelig onsdag, i vores egen sportssal, kun for os” 

Eleverne sitrede oven på oplevelsen
Udtalelsen kom fra eleven Anna, lige efter koncertens afslutning. Man kunne tydeligt mærke, at gruppen af elever stadig sitrede efter oplevelsen. Annas kammerat, Oliver, tilføjede:
”Ham guitaristen var jo vanvittig dygtig – han lavede ikke én fejl. Jeg synes, det er en skam, jeg ikke har hørt mere om ELBA, for de var virkelig fede. Eleverne var enige om, at det ikke var sidste gang, de hørte bandets musik. 

Marius (t.h) og Lucas var positive omkring koncerten, da vi fangede dem efter showet.

Lucas og Marius, var også meget positive:
”Vi kan godt lide pop-musik, og har begge været til koncerter en del gange. Vi er meget positivt overraskede over, at de kunne få os alle sammen sådan op i gear, og få så mange op foran scenen. De skabte så fed stemning blandt os elever også”, sagde to i munden på hinanden, og roste også ELBA for at gøre opmærksom på Corona forsvarlighed undervejs.

ELBA vil skabe et bånd til eleverne helt fra start
Bandet selv var meget spændte inden koncerten, da E-Tur er en anderledes måde for dem at optræde på:

”Vi har været meget spændte på, hvordan eleverne ville tage imod os. Når vi normalt spiller koncerter, har vi en forventning om, at publikum kender os i forvejen. De er kommet for at se os. På efterskolerne ved vi, at det ikke er givet, at eleverne aner hvem vi er.” siger forsanger Ellen, og fortsætter; ”Jeg er meget opmærksom på, at skabe et bånd til efterskole eleverne lige fra start, og holde energien og deres interesse hele vejen igennem.” 

Elbas guitarist, Mathias, tilføjer: ”De var så imødekommende og det gik over alt forventning. De var så åbne overfor vores musik, og os. Til de her efterskole-koncerter tænker vi mindre på musikken, og mere på vores kontakt til publikum, altså eleverne.” 

Til slut tilføjer Ellen, at hun ikke havde turde håbe på at eleverne måtte eller havde lyst til, at komme helt op til scenen og danse med. Hun stoppede også op, under koncerten, og spurgte de omkringstående lærere, om det var ok. Til det fik hun en kæmpe ”thumbs-up” fra dem alle, og et kæmpe bifald af eleverne.  

Eleverne råbte på ekstranummer, og da ELBA havde givet det, forlod de scenen under et stort bifald. De fortsætter deres rejse med E-tur torsdag aften på Faaborgegnens Efterskole.