NEUSTART MØDER STOR APPLAUS FRA MUSIKPRESSEN I TYSKLAND

NEUSTART MØDER STOR APPLAUS FRA MUSIKPRESSEN I TYSKLAND

I disse dage er den danske musikbranche på fremstød i Berlin og Hamborg med både netværksmøder og koncerter. Og det har de tyske medier allerede noteret sig. 

ROSA og de andre danske genreorganisationer er taget syd for grænsen for at udbrede kendskabet til dansk musik: Netværksmøder, der giver rig mulighed for at skabe musikalske samarbejder på tværs af den dansk-tyske grænse. Koncerter, der giver et tysk publikum mulighed for at stifte bekendtskab med den pulserende danske livescene. 

Den nyhed har de tyske medier kastet sig over. Der har været føromtale i de anerkendte magaziner Kulturnews og Piranha. Tysklands svar på Gaffa – Diffus – gæster netværksdagen den 22. juni for at lave en reportage om NEUSTART projektet. Og Lydmor er med i RBB Radioeins den 22. juni, hvor hun vil fortælle om sin musik og spille fire livenumre. 

Stærke danske livekoncerter

Fremstødet i Tyskland er en del projektet NEUSTART, der vil fremme samspillet mellem den danske og tyske musikbranche. Men den danske livemusik skal også høres.

I Berlin er der intime showcase koncerter med Goss, Lydmor og Mekdes og fulde koncerter med Saveus, Dopha, Tuhaf&D/Troit. Under Altonale Kulturfestivalen i Hamborg får publikum en chance for at møde et veloplagt dansk koncertprogram med blandt andre JJ Paulo, Maria Klippel og AddisAbbabaBand kurateret af spillestedet Turkis i Aarhus. 

NEUSTART er et fælles projekt skabt af dansk musiks fire genreorganisationer; Tempi, JazzDanmark, Art Music Denmark (tidligere Snyk) og ROSA i samarbejde med Music Export Denmark (MXD) Kulturministeriet, Kunststyrelsen og Danmarks Ambassade i Berlin. NEUSTARTs formål er at rebooste samspillet mellem den danske og tyske musikbranche oven på corona.

(Mekdes. Foto: Petra Kleis)

DMA Blues: Superstemmen og guitar-esset

DMA Blues: Superstemmen og guitar-esset

Når den danske blues skal hyldes 17. august på Turbinen i Randers bliver det med med Miriam Mandipira og Thorbjørn Risager i de solistiske hovedroller. 

Stjernesolisterne er fundet til DMA Blues. Dels Miriam Mandipira, der er født og opvokset i Zimbabwe, som kombinerer de store stemmer fra fortiden med lyden af i dag: Musikken er blues, soul, jazz og gospel bundet sammen af Mandipiras helt specielle og stærke stemme, der behersker alle lejer, fra det bløde dybe til det krystalklare høje. Og så er Thorbjørn Risager tilføjet som strengemesteren med et guitarspil, der både er fordomsfrit og fornyende i sin tilgang til de blå rødder – med afstikkere til funk, gospel, soul og rock ’n’ roll. Risager har allerede flere DMA-prisen på samvittigheden

Jesper Bo, Tove Sørensen, Joachim Svensmark, Anne Kirstine Winkler, Sarah Da Silva og Nisse Thorbjørn er i forvejen afsløret som aftenens blå husorkester. Sammen med Miriam Mandipira og Thorbjørn Risager tager de publikum med på en musikalsk rejse, der både hylder de blå traditioner og viser de nye blå takter.

Men DMA Blues er også en prisfest. Og til aftenens show skal der uddeles fire priser; Årets Danske Bluesudgivelse, Blues Liveprisen, Ud Af Det Blå-prisen og Årets Hoochie Coochie Man/Woman. Læs mere om aftenens husorkester og de nominerede her. 

DMA Blues foregår i Ridehuset i Randers 17. august som del af Randers Festuge. Billetsalget er allerede i fuld gang. Læs mere her. 

(Pressefoto: Miriam Mandipira)
(Pressefoto: Thorbjørn Risager)

DMA Blues 2022 arrangeres af JazzDanmark, ROSA, Tempi og Turbinen. Det er støttet af Randers Festuge og Projektstøtteudvalget for Musik under Statens Kunstfond.

NEUSTART: Aarhus Festuge åbner mulighed for at skabe stedsspecifikt værk i Domen

NEUSTART: Aarhus Festuge åbner mulighed for at skabe stedsspecifikt værk i Domen

ROSA, Aarhus Festuge, Art Music Denmark, projekt NEUSTART og Domen inviterer artister til at komponere et stedsspecifikt lydværk til Domen i Aarhus. Værket vil være en del af en større satsning i Domen og det nærliggende område, hvor der blandt andet vil blive fokus på bæredygtighed, biodiversitet og FNs verdensmål.

Vi søger forslag fra artister, der kunne have interesse i at bidrage til dette fokus, hvor der skal skabes et værk stedsspecifikt værk til Domen, der kan opleves som en installation under hele Festugen.

Projektet er en del af det dansk-tyske fællesinitiativ NEUSTART, hvilket betyder at der både søges et dansk bidrag og et tysk bidrag. Projektet er støttet af Music City Aarhus 2022.

 

BENSPÆND FOR VÆRKET 

Lydligt skal kompositionen gerne være baseret på det elektroniske, der søger at skabe en omfavnende sonisk oplevelse af Domens særlige rum. Ønsket er at gøre værket tilgængeligt i Festugens periode, hvorfor der bør skabes en komposition der kan indgå som en installation på lokationen i et loop eller som en udviklende komposition – f.eks. en 30 minutters komposition der går i loop. Det tilstræbes at kompositionen i et eller andet format og udstrækning får en liveudgave lørdag d. 3. september, som en form for endelig premiere.

Domens akustik er et meget specielt stedsspecifikt karakteristika, der grundet Domens form og interiøret giver mulighed for at skabe flere lydlige rum og akustiske effekter. Der opfordres til at værket udfordrer og undersøge dette forhold – i praksis vil der være mulighed for to-dages site visit. Foruden disse lydlige forhold, bør værket forholde sig til Domen som et botanisk væksthus, der indeholder mere end 50 forskellige plantearter og gerne til den kontekst Domen placerer sig i de næste to år. Her bliver det omkringliggende område annekteret til 25.000m2 bypark, der på forskellig vis sætter fokus på bæredygtighed, biodiversitet og FNs verdensmål. Det naturvidenskabelige er altså et afgørende forhold, der understøttes og løftes af at Aarhus Festuge sætter yderligere aktiviteter op i området i form af lysværker, debatter og talks.

Den udvalgte artist vil modtage et legat på 20.000 kroner, som skal gå til realiseringen af projektet. Udgifter til rejser, indkvartering for perioden såvel som daglige diæter vil blive dækket. Der vil være to dage til site visit efter ansøger er udpeget, hvorefter der i samarbejde udarbejdes en produktionsplan for forløbet frem til og under Festugen.

 

HVAD SKAL DU INDSENDE? 

I din ansøgning skal du sende en beskrivelse af dine ideer for projektet på maksimalt en A4-side. Forslaget skal indeholde bud på til tekniske krav, det vil sige det forventede antal kanaler og formatet i rummet.

En kort lydfil, der giver en idé af værkets karakter.

Et kort CV

Links til hjemmeside og andre eksempler på egne værker eller projekter.

Ansøgningen skal sendes til producent hos Aarhus Festuge, Rud Kjerstein på e-mail rud@aarhusfestuge.dk.

 

OM PROCESSEN 

Deadline for ansøgning er 24. juni.

Svar på ansøgning er senest 30. juni.

 

KONTAKT 

For yderligere spørgsmål kan der rettes henvendelse til producent hos Aarhus Festuge, Rud Kjerstein på e-mail rud@aarhusfestuge.dk.

Følgende specs er på lokationen:

1 L’ACOUSTICS 112P PA-system

(2 tops with subs)

4 RCF NX12-SMA stage monitors

1 Soundcraft EFX 8 mixer (with 8 mic-inputs + 2 stereo-inputs)

3 Shure BETA 58 vocalmics

1 Shure SM57 vocalmic

4 Shure SM57 instrumentmics

1 AKG c535 vocalmic (condensator)

1 RØDE NT5 overheadmic (codensator)

1 EV BD-mic (dynamic cardioid)

8 Standard K&M mic-stands

4 Instrument-mic stands (low)

2 LED-lightbars (with 4 lamper hver)

2 Linedrivers

XLR & power cables er inkluderede

Spørgsmål af teknisk karakter kan sendes til Jesper Rabes Laursen på tlf. 41 87 22 50 eller på e-mail ljer@aarhus.dk.

Projektet skabes i samarbejde mellem ROSA, Aarhus Festuge, Art Music Denmark, projekt NEUSTART og Domen. Projektet er støttet af Music City Aarhus 2022.

 

Musikalske Besøgsvenner – Koncerter i hjertet af publikums liv

Musikalske Besøgsvenner – Koncerter i hjertet af publikums liv

I 2021 er et helt nyt begreb opstået: Musikalske Besøgsvenner. Gennem året vil 100 danskere og deres besøgsvenner få musik præsenteret helt hjemme i bopælens kendte og trygge ramme. Borgeren selv og dennes besøgsven – på 1. række til en intim musikalsk oplevelse med en dygtig dansk komponist/musiker.

Det er ROSA, der har stået for og udviklet det nye initiativ. De enkelte koncerter fastlægges i samarbejde med bl.a. Røde Kors’ og Ældre Sagens besøgstjenester , og har som mål at nå ud til de borgere, der oftest ikke er i stand til at benytte kulturens vanlige scener. Men med ROSAs målsætning om at ”kultur skal kunne opleves af alle”, vil en professionel musiker  møde op i hjemmet med sit instrument og spille for borgeren og besøgsvennen. Et overskueligt, let tilgængeligt kulturtilbud for den enkelte.

10 musikere hver skal spille 10 koncerter i løbet af 2021. Der er tale om professionelle komponister/musikere fra forskellige genrer, kulturer og årgange af det danske musikliv, der alle kan kunsten at spille og skabe samhør og samvær med deres publikum. Netop samvær, samhør og samspil er et af projektets hjørnesten.

Musik og trivsel
Musikalske Besøgsvenners ambition er også at undersøge musikkens sundheds- og trivselsfremmende potentiale gennem de intime koncerter i forhold til borgere, som har en besøgsven. Forskere fra Aarhus Universitet skal undervejs undersøge, om mødet mellem borgeren og musikeren resulterer i en værdiskabelse. Hvad får borgerne ud af mødet med musikken? Hvad får musikeren ud af samspillet – ud over skabelsen af en ny koncertplatform –  specielt  i en corona-begrænset tid? Resultaterne skal bl.a. bruges til en eventuel justering af det videre forløb, for Musikalske Besøgsvenner er planlagt til at løbe over de tre næste år.

Foreløbig er der indgået aftaler med besøgstjenesterne hos Dansk Røde Kors og Ældre Sagen. Flere ventes at komme til.

I forbindelse med initiativet udtaler Malene Borberg Sarwar, udviklingskonsulent, Fællesskabssektionen, Røde Kors:
”Vi glæder os over det skønne initiativ fra ROSA, og vi ser frem til et samarbejde, hvor samhørighed og nærvær er i højsædet. Vi er sikre på, at der kommer en masse mindeværdige oplevelser ud af det.”

Louise Murman Spanning, Social-humanitær konsulent i Ældre Sagens frivilligafdeling siger:
”Vi er henrykte for ROSAs initiativ. De fleste af os kender følelsen af at kunne leve højt på en koncertoplevelse i månedsvis, men det er sædvanligvis kun forundt dem, der kan opsøge den selv. Nu får en masse besøgsvennepar muligheden for opleve musikken sammen. Der er noget meget fint og sårbart over, at en kunstner kommer hjem i dit hjem og tilbyder at dele sin musik med dig. 

Conny Jørgensen, projektleder hos ROSA konkluderer:
“Vi er superglade for den opbakning til projektet og hele ideen, som vi har fået fra besøgstjenesterne såvel som de musikere, vi indtil nu har været i kontakt med. Den foreløbige respons har virkelig varmet. Intentionen er, at Musikalske Besøgsvenner skal være et tre-årigt initiativ, og efter at have forberedt og bygget projektet op gennem den seneste tid, glæder vi os nu for alvor til at komme i gang i det nye år.”

Læs om musikerne i Musikalske Besøgsvenner sæson 2021

Musikalske Besøgsvenner 2021 arrangeres af ROSA i samarbejde med Dansk Røde Kors, Ældre Sagen og Aarhus Universitet –  Department of Anthropology. med støtte fra Region Midt.
ROSA støttes af Statens Kunstfond