Og de nominerede er…: Danish Music Awards Blues 2019 offentliggør potentielle prisvindere

Og de nominerede er…: Danish Music Awards Blues 2019 offentliggør potentielle prisvindere

Og de nominerede er…: Danish Music Awards Blues 2019 offentliggør potentielle prisvindere

Årets store blues-fest og -prisuddeling på Turbinen i Randers løfter nu sløret for de bands og artister, der konkurrerer om de ikoniske DMA-statuetter ved Danish Music Awards Blues onsdag 14. august.

Det må siges at være et stærkt felt, der dyster om priserne ved årets store blues-prisfest i Randers. I dag løftes sløret for de nominerede til de to stauetter, der skal uddeles 14. august på spillestedet Turbinen – henholdsvis i kategorierne ’Årets Bluesudgivelse’ og ’Blues Live Prisen’ (Se listen over nominerede nederst).

Blandt de nominerede udvælger en jury af danske og internationale musikjournalister, blues-arrangører og branchefolk vinderne, der får overrakt priserne på Turbinen ved en kæmpe hyldestfest for blå toner og live-blues.

Ud over de to DMA-priser uddeles også ’Årets Hoochie-Coochie Man/Woman’, der hylder en person, der har gjort en ganske særlig indsats for bluesmusikken i det forgangne år. En person, foruden hvem, blueselskere i Danmark ville have været en masse oplevelser fattigere.

I live-musikkens tegn
Danish Music Awards Blues byder ud over prisoverrækkelse også på livemusik i særklasse – og senest har den zimbabwiske soulsangerinde Miriam Mandipira sluttet sig til prisfestens brede live-program. Sangerinden flyttede i 2007 til Danmark og er efterfølgende blevet omtalt som den danske jazz-dronning. I 2016 vandt hun selv en DMA, og hun har flere albums bag sig – både som soloartist og i forskellige konstellationer inden for jazz og blues.

Hun tager arven op fra soulede, jazzede og bluesede sangerinder som Billie Holliday, Etta James og Aretha Franklin og hendes sjælfulde stemme supplerer aftenens live-program, der ikke bare hylder de blå toner, men også udfordrer og eksperimenterer med genrens rammer.

En blå hyldest – med udfordring og eksperimentering
Foruden Miriam Mandipira byder aftenen nemlig også på den islandske troubadour og alt-muligt-musiker Mugison, der ikke lige sådan lader sig definere af én genre, og kvalitetstid på scenen med 2 x Loveless. Far James har skabt en karriere inden for den roots-musik, han er rundet af, mens sønnike Shaka har givet sig i kast med blandt andet reggae, R&B og herhjemme mest er kendt for radiobaskere som ’Tomgang’ og ’Ikke mere tid’. Aftenens husorkester består af den svenske multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren og den danske trommeslager Casper Simonsen. Aftenens vært er musiker og sangskriver MC Hansen.

Slutter med jam
Endelig skal det med, at blues-veteranen H.P. Lange har takket ja til rollen som aftenens jam-vært efter prisuddelingen.
Projektleder MC Hansen har bedt alle nominerede om at tage deres instrumenter med – og måske blander nogle af aftenens solister sig også, så DMA Blues ender med en swingende efter-fest.

Leder af ROSA, Gunnar Madsen, ser frem til årets blues-hyldest – ikke mindst på grund af genrens store betydning for nutidens rytmiske musik.

Blues-musikken lægger grundtonen til mange musikalske spor. ROSA fejrer – i samarbejde med JazzDanmark – blues-musikkens rødder og aflæggere med DMA Blues for tredje gang på Turbinen i Randers. En fest for de blå toner! En hyldest til både traditionen og mangfoldighed. Med tre priser til dem, der bærer musikken videre, oveni hatten,” siger han.

Danish Music Awards Blues 2019 – de nominerede er:

Årets Bluesudgivelse 2019:
Big Creek Slim – “First Born”
The Cornbread Project – “Catawampus”
Lothar – Nande – Schack – “Walk right in”
Sidetrackers – “Live in the Studio”
Trouble Cats – “4”

Blues Live Prisen 2019: 
Grarup Allstars
Laust Krudtmejer Nielsen
Mike Andersen Band
Mojo Makers
The Cornfeds

I juryen sidder:
John Smith, Smithsonian Folkways Recordings, USA
Michael Freeman, The Blues Foundation i Memphis TN, USA
Kurt Baagø, Freelance Journalist og radiovært
Espen Strunk, Gaffa
Peter Buhl, koncertarrangør og bestyrelsesmedlem i Foreningen Blues Danmark.

Danish Music Awards Blues 2019 arrangeres af Dansk Rock Samråd – ROSA i samarbejde med JazzDanmark, spillestedet Turbinen og Randers Festuge.

Billetter kan løbes på: https://turbinen.dk/arrangementer/danish-music-awards-blues-2019/

Alle pladser optaget, da SPOT+ inviterede til debat om de kommunale eventstrategier

Alle pladser optaget, da SPOT+ inviterede til debat om de kommunale eventstrategier

Kommunale eventstrategier:  Hvad vil vi med dem, hvorfor er de vigtige, og hvilke effekter de har?

Af: Sune Madsen

Under årets SPOT-festival satte SPOT+ fokus på de kommunale eventstrategier – dels via panel-debat, dels af repræsentanter fra kommunerne og dels af kulturforskere, som sammen med de opsøgende tilhørere fik lejlighed til at diskutere og blive klogere på de kommunale eventstrategier; hvad vil vi med dem, hvorfor er de vigtige, og hvilke effekter de har?

Er de kommunale eventstrategier kommet for at blive? Hvis man skal dømme ud fra den store interesse for fredagens paneldebat, hvor det store konferencelokale på Radisson Blu var fyldt til bristepunktet med interesserede mødedeltagere, er svaret ”ja”. Men hvordan sikrer vi, at strategierne er de mange investeringskroner fra stat og kommuner værd?

Lokalet summer af forventning og snakken går livligt, indtil moderator Ronnie Hansen, direktør for Sports Practice Nordic hos Burson Cohn & Wolfe, sætter gang i debatten med en række kritiske spørgsmål om, hvordan de kommunale eventstrategier kan give mening – hvad skal der til?

Der er gennemgående enighed blandt paneldeltagerne om, at der skal være helt klare mål med strategierne, hvis man skal have noget ud af dem. Eventstrategierne handler om at skabe mening på et højere niveau – såvel fra internationale konkurrenceperspektiver som fra lokale perspektiver, der handler om at få borgerne til at engagere og involvere sig i kultur, sport og underholdning. Det er alt sammen vigtige diskussioner, hvilket Claus Visbye, direktør for Horsens and friends, indleder dialogen med at understrege:

  • De kommunale baller er rødglødende af at man sidder og klør sig i håret, for at finde ud af, hvad man skal gøre. Vi skal komme med en version 2.0, for at finde ud af hvordan vi får folk engagerede i andet og mere end store koncerter med kæmpe kunstnere.

Den gode eventstrategi skaber værdi på flere parametre

Der var rullet de helt store skyts frem, da diskussionen gik på, hvorfor man blander vækst- og kunstargumentationer sammen, når der skal investeres i kulturevents. De store kulturbegivenheder har en selvstændig værdi, men svaret på hvad der motiverer de offentlige myndigheder til at investere er ikke ligetil. Det skyldes at både store festivaler, koncerter og sportsbegivenheder er andet og mere end ”bare” kultur.

Det blev hurtigt slået fast blandt paneldeltagerne, at eventstrategierne dels handler om branding og vækst, om at markere sig og vise, at man har noget at byde for at opnå en status som kulturby; og dels handler om, hvordan man får byen og miljøerne til at emme og leve i kulturen. Man kan altså ikke for så vidt, over en bred kam, sige at man enten investerer i vækst eller i kunst, som Thomas Bach, der idrætschef for Kultur- og Fritidsforvaltningen hos Københavns Kommune, understreger:

  • København er først for relativt nyligt kommet med på bølgen med eventstrategierne, og for os handler det om, at de her strategier, som vi sidder og udvikler, skal kunne noget på alle de forskellige parametre – både på det kunstneriske plan, men også i forhold til at skabe vækst og udvikling i kommunen. Det handler om at vælge til, men i høj grad også om at vælge fra.

Der er altså events, der kan have kæmpe væksteffekter og andre, der kan have kæmpe sociale effekter, så det handler om at gennemtænke koncepterne helt ned i detaljerne, for at finde frem til de rigtige løsninger om de beslutninger, der skal træffes. Rasmus Storm, analyse- og forskningschef ved Idrættens Analyseinstitut, fortæller:

  • Der er jo eksempler på, at hvis man afholder kæmpe store sportsevents, så er der flere der engagerer og involverer sig i de pågældende idrætsgrene, men det er slet ikke sikkert, at man kan sige det samme om store koncerter og udviklingen af nye musikere. Så man kan altså ikke altid måle forskellige events ud fra de samme parametre – det er umuligt at lægge en enkelt skabelon ned over de mange forskellige kultur- og sportsevents der afholdes.

Koncepterne skal gennemtænkes ned i detaljerne

Temaerne på dagsordenen var mange, men et andet centralt emne i debatten omhandlede, hvordan man som kommune kan lykkes med de strategier man udvikler. Nogle byer er gode til at komme på landkortet og markere sig med stærke kulturelle profiler og tilbud, som mange danskere er bevidste om. Andre byer har imidlertid sværere ved at etablere et stærkt kulturelt by- og kommuneimage – så hvad skal der til?

For panelet handler det i høj grad om at man skal være målrettet og bevidst om det man laver, for det er ikke nok bare at hente en kæmpe stor artist til byen og så tro, at resten kommer af sig selv. Entusiasme er altså ikke nok på den lange bane. Ronnie Hansen påpeger det nærmest komiske i, at flere danske byer investerer massivt i kulturen og bruger millioner af kroner på at udvikle koncepter, men at den brede befolkning ikke altid er klar over det. Claus Visbye kommenterer:

  • Det kræver en langvarende indsats, hvis man vil have de bedste effekter – det er også ofte de områder man er stærke på i forvejen, hvor man får de største effekter. Man kan måske bedre lykkes, hvis man samler byen og er enige om hvad man skal satse på og så køre en masse arrangementer inden for det samme område over lange perioder – man skal holde fast og skabe et navn og fokusere på et område hvor man står stærkt og så holde fast i det, i stedet for at lave enkeltstående store arrangementer og så tro, at alt det andet bare følger med.

Betragtninger fra tilhørere og paneldeltagere

Jeppe Greve, kulturkonsulent ved Københavns Kommune.

Hvad er din motivation for at deltage i seminaret?

  • Vi åbner et spillested i Vanløse, der hedder Stairway, så det er i den forbindelse, jeg er her. Vi er jo et honorarstøttet spillested, og kommunale, så hele debatten om hvordan og hvorledes man bruger kommunale midler til at understøtter musik, synes jeg er vildt spændende. Vi bliver i hvert fald bekræftet i, at man gør det meget forskelligt rundt om i landet. Der skal jo ikke som sådan være et facit, men det er en meget spændende debat sådan helt generelt.

Hvad har du fået ud af debatten?

  • Jeg synes, det er meget interessant, at vi er enige, men vi er også meget uenige og det er sjovt, at vi snakker mangfoldighed i musik, men så er vi kun folk fra Danmark herinde som tilhørere og i panelerne – der er ingen, der inviterer ghetto-beboerne ind. I virkeligheden handler det om at turde træffe nogle valg og tro på de koncepter, som man stiller op for sit eget spillested og være klar over hvordan man som kulturenhed eller kommune gerne vil lave kultur og præsentere et bredt og diverst kulturprogram. Vi sender de samme bands på den samme turné og det er lige meget om de spiller på det ene eller det andet spillested, for det er de samme bands og det synes jeg bare er uinteressant set fra et kunstnerisk synspunkt. Nu er jeg jo baseret i København, og der er vi nødt til at finde et sted, hvor der er et hul i markedet – det nytter ikke noget at vi bare laver det samme, som de laver alle mulige andre steder. Vi er nødt til at definere noget selv. Det skal rykke sig, og der er mangfoldighedsdiskussionen meget interessant og vedkommende.

Jeppe Vind, spillestedsleder, Kulisselageret i Horsens.

Hvad er din motivation for at deltage i seminaret?

  • Det fokus, der har været omdrejningspunkt i dag, handler jo om udvikling af hele musikmiljøet – både i forhold til talenter, men også rigtig meget hvordan vi som arrangører kan gå ud og spille en vigtig rolle som mellemled og måske også engagere og motivere. I bund og grund har vi fået bekræftet, at vi er på god kurs med det vi gør i forhold til hvordan tendenserne er lige nu. Man kan sige, at der er et paradigmeskifte i gang i øjeblikket – det er ikke bare nok at have en facilitet og nogle penge og så skubbe af sted, for der er en brugerdrevet kurs, der også skal tænkes med ind og i forhold til eksempelvis diversitet og kvinderne på scenen, der har vi jo også en forpligtende rolle.

Hvad har du fået ud af debatten?

  • Vi har fået bekræftet, at vi er på rette kurs, fordi på mandag skal jeg jo tilbage og møde mit kulturudvalg og fortælle, hvorfor det er godt det vi gør – så jeg har siddet med pennen fremme og sagt ”yes, det gør vi også godt og de her ting kunne vi måske blive lidt bedre til.” Så der er masser af inspiration at hente i de her debatter, hvor vi samler branchen.

Claus Visbye, direktør, Horsens and Friends/formand for ROSA- Dansk Rock Samråd & Louise Hansen, chef for vækst og entreprenørskab, Odense Kommune

Hvad har I fået ud af paneldebatten?

  • Louise Hansen: Jeg synes, at det har været en god debat og jeg synes, det har været spændende at høre de andres perspektiver på problemstillingerne og høre, hvordan de arbejder andre steder. Det har også været interessant at høre forskningens perspektiv. Men det mest værdifulde ved at deltage i et seminar som det her er næsten, at vi alle kommer til at møde hinanden og så taler sammen på kryds og tværs og får luftet og debatteret de her vigtige emner.

 

  • Claus Visbye: Det er jo altid interessant, når man har mulighed for at mødes og tale om de her ting, som man sidder og nørder med hjemme på sit kontor. Og fordelen her er jo, at der sidder rigtig mange kollegaer i salen, ikke bare publikummer, men rigtig mange mennesker som rent faktisk laver det samme. Man kunne måske have ønsket sig mere dialog, for det er en lidt stram tidsplan til et stort emne og vi sidder jo rigtig mange folk, men det har været en meget interessant debat og her er formatet jo godt til at få samlet en masse involverede folk.

Paneldeltagerne på foto øverst fra venstre: Moderator Ronnie Hansen, direktør Sports Practice Nordic hos Burson Cohn & Wolfe; Thomas Bach, idrætschef, Kultur- og Fritidsforvaltningen, København K; Claus Visbye, direktør, Horsens and Friends; Louise Hansen, chef for vækst og entreprenørskab, Odense Kommune; Rasmus Storm, Analyse- og forskningschef, Idrættens Analyseinstitut; Hans-Peter Degn, Centerleder, Center for Kulturevaluering, Aarhus Universitet. (Fotos: Allan Niss)

First: Write a fantastic fucking song – then: Get a haircut

First: Write a fantastic fucking song – then: Get a haircut

First: Write a fantastic fucking song – then: Get a haircut


”Alle hader svenskerne”, griner Ben Malén – han er selv født i Finland, men var med, da Sverige var landet alle kontaktede, når verdensstjernerne skulle have hits. På SPOT+ deler han ud af erfaringerne som del af det internationale publishing-program.

– Alle, lige fra regeringskontorer til eksportorganisationer, har spurgt os: ”I må have haft en plan. En fantastisk plan”. Men sagen er: Der var ingen plan. Det var et tilfælde…

Ben Malén taler om 90’erne, hvor svenskerne fik deres ry som kongerne af sangskrivningen i poppens verden. Backstreet Boys, *NSYNC (m. Justin Timberlake), Britney Spears og mange, mange flere så mod Wasa-landet, når der skulle produceres og skrues nye, stærke verdenshits sammen. Hvis de ikke selv lancerede verdensstjerner som The Cardigans. En position svenskerne på mange måder har beholdt siden.

Ben Malén var med dengang. Efter hans egen karriere som musiker, hitsnedker og hitlistetopper med Trance Band i 80’erne var stoppet, var han startet i publishing-branchen sammen med Roxettes Per Gessle i selskaberne Jimmy Fun Music og Tom Bone Music – med succeser som The Sounds, Brainpool, Brother Daniel og top 5-placeringerne i såvel USA, Australien og Japan som de vigtigste europæiske lande, England, Tyskland og Frankrig.

Når han skal beskrive den tid, peger han på selskaberne Cheiron (m. Max Martin, Denniz Pop m.fl. som sangskrivere og producenter for de store verdensstjerner) og Ola Håkanssons Stockholm Records (der fostrede The Cardigans, Army of Lovers m.fl.), som de udslagsgivende faktorer.

Ingen plan – men godt samarbejde
– Cheiron og Stockholm Records var i realiteten to forskellige ting, men det skete på samme tid. Der var ingen plan om, at ”nu skal vi ud og erobre verden”, men er der noget svenskerne er gode til, så er det at lære hurtigt. Virkelig hurtigt. Jeg tror, at det er nøgletingen at lære fra alt dette, dengang Cheiron gik top 3 i de amerikanske charts.

“Så vi glædede os faktisk over, at vores konkurrenter havde hits, for vi vidste, at det også ville hjælpe os. De hjalp os – vi hjalp dem.”

– Vi hjalp virkelig hinanden. Når vi mødtes i Sverige, så konkurrerede vi like shit om de samme sangskrivere. Men uden for grænserne tror jeg, at vi alle indså, at Sverige i virkeligheden er et meget lille sted. Og så længe Sverige er på hitlisterne, så vil den internationale branche blive ved med at ringe til os. Så vi glædede os faktisk over, at vores konkurrenter havde hits, for vi vidste, at det også ville hjælpe os. De hjalp os – vi hjalp dem. Når jeg skulle til New York, så ringede jeg til mine konkurrenter og spurgte: ”Hvem er det vigtigt at jeg møder” – så pegede de folk ud. Og vi fortalte, hvilke A&R’s de skulle kontakte derovre. Der er mange i andre lande, der siger til mig: ”Det vil aldrig kunne ske i vores land”, og så siger jeg til dem, ”jamen, så får I det bare meget, meget sværere derude, når I vil lave det hele selv”.

Svært ikke at få succes – de ringede hele tiden…
Så I brugte en masse kræfter på at networke, tippe hinanden af m.v. for at bevare positionen?

– Ja, for vi er et lille land. Lige som Danmark er. Jeg tror, at de første år bare gik automatisk. Det var svært ikke at få en svensk succes internationalt, for de ringede hele tiden, Clive Davis, den slags folk – de fyre der bestemte i musikverdenen dengang. Og når de ringede, var det bare med at gå i gang. Men efter nogle år professionaliserede vi det jo også – og vi blev jo også forvænt med at tjene den slags penge…

– Vi lavede selskaber baseret på, at vi tjente mange penge. Vi byggede store studier, vi byggede whatever…  så vi kunne ikke rigtigt tabe. Og så en vigtig ting til: Der var ikke mange managers dengang. De opstod kun, hvis en gruppe fik succes. Så blev en fra booking-kontoret gerne manager for dem. Men ellers var der ingen managers, der stod i vejen – so to speak. Jeg bagtaler dem ikke, men de forstår sig ikke en brik på, hvad publishing er. De forstår sig normalt heller ikke på sange. De ved en masse om at tjene penge på landevejen, på merchandise, branding og alt det der. Men det er dét, jeg i min verden kalder ”The Haircut”.

– Da jeg i sin tid gik fra at være aktiv musiker og over i branchedelen, blev jeg spurgt netop af Ola Håkansson, om jeg ville være med til at starte en label under Stockholm Records. Og jeg var fristet. Det ville være sexy – det ville være cool at styre en label. Men da jeg så tænkte nærmere over det, ville det være et arbejde med marketingsbudgetter, at tænke på den kommende videoproduktion og alt sådan noget. Men jeg vil hellere være der, hvor det sker: Arbejde med sangskrivere. Høre og fange hitsene før alle andre. Det er den rækkefølge, jeg kan lide at arbejde med: First: Write a Fantastic Fucking Song. Then: Get a Haircut. Set i bakspejlet har det været det rigtige valg. Jeg har arbejdet med mange spændende kunstnere – og bare 3-4 år senere startede det svenske popboom. Pludselig var det os, der var de sexede…

“Det er den rækkefølge, jeg kan lide at arbejde med: First: Write a Fantastic Fucking Song. Then: Get a Haircut.”

– Og kongeeksemplet i den snak er ABBA tilbage i 70’erne. De blev jo startet af en publisher: Stikkan Andersson havde to sangskrivere, der skrev fremragende engelske popsange, Björn Ulvaeus og Benny Andersson. Men de var ikke gode til at fremføre dem selv, og så var det, at Stikkan foreslog dem at gå sammen med to kvindelige sangere, Agnetha og Anni-Frid.

Dansker åbnede døren
Mange mener, at Danmark har sovet i timen, mens Sverige har opbygget og cementeret deres position. Men hvad var egentlig grunden til at udlandet begyndte at spørge svenskerne om, at lave musik for dem? Hvorfor lige svenskerne?

– Det var faktisk en dansker, der åbnede døren for os og stadig holder den åben. Han hedder Martin Dodd. Martin var A&R på Mega Records i København, og han købte masterbåndene af Ace of Bases debut-plade af en svensker, som ikke formåede at gøre noget ved det. Og da han gav Ace of Base fra sig igen, var gruppen blevet en kæmpe succes. Deres første album er stadig en af verdens bedst sælgende debut-plader – og det blev altså udgivet på et dansk selskab!

– Bagefter skiftede Martin til selskabet Zomba, som dengang havde Billy Ocean som sit største navn. Men med Martin om bord startede de så på at signe boy-bands fra Florida – Backstreet Boys og hele den historie… Men altså, det her startede med, at Martin Dodd henvendte sig til Cheiron i Sverige og sagde: ”Kan I skrive og producere det her?” (Ace of Base, red.). Det var simpelthen et tilfælde. Havde Cheiron sagt nej, så havde den svenske bølge ikke fået samme størrelse. Men Cheiron sagde ja, og resten er historie – med *NSYNC, Britney Spears, Backstreet Boys m.v. Og det der så skete var, at amerikanerne sagde: Sverige? Jamen, det er der, du finder alle hitsene.

Og historien fortsatte så siden med bl.a. Murlyn Music, der fodrede Celine Dion, Janet Jackson, Madonna m.fl. med musik, og i de senere år Rami Yacoub & Carl Falk (One Direction, Nicki Minaj, Ariana Grande), RedOne (Lady Gaga, Jennifer Lopez), Shellback (Muse, Taylor Swift, Pink) osv.

 

Managing director – kun i en periode
Karrieren førte Ben Malén til Tyskland som managing director i tre år for Chrysalis efter otte år som chef for selskabets nordiske kontor –  men uden at bagtale det, kan man mærke, at det ikke satte sig de dybeste spor:

– Det var første gang i mit liv, jeg var chef for et stort selskab, så det var en interessant oplevelse. Det var lidt som at sejle et stort skib efter at have roet i en jolle. Men nej, det at have ansvaret for store navne var egentligt ikke et ekstra pres. Mange vil nok hade mig for at sige det her, men det er faktisk let at være managing director, hvis du er god til at uddelegere arbejdet.

Så efter i alt 10 år for store selskaber, gik Ben Malén i 2012 ind i svenske Stereoscope Music Scandinavia for at finde og lancere nye talenter, og året efter skabte han – bl.a. sammen med Ola Håkansson – pladeselskabet 100 Songs.

Ideen med The Bank
I starten af 2017 gik han ind i Jakob Sørensens The Bank og blev sidste år direktør for den svenske afdeling. Han var inspireret af tanken om at være med til at opbygge et nordisk selskab med management, publishing og label – med kontorer, studier, sangskrivere og producere i de store nordiske lande, som samarbejder med hinanden og inddrager hinanden på kryds og tværs. 

Ben Malén selv var faktisk manden, der fik overbevist Jacob Sørensen om, at Hugo Helmigs ”Please Don’t Lie” havde hitchancer i Tyskland. Og det var under en session i Stockholm mellem bl.a. The Banks danske og svenske sangskrivere/producere, at Helmigs succes-efterfølger ”Wild” blev til:

– Jeg synes virkelig, der er muligheder i et nordisk selskab, hvis det bliver opbygget ordentligt, så jeg sagde til Jacob, at jeg melder mig til at stå for det svenske. For det meste er det en svær ting at sætte et nordisk selskab op, fordi det altid er blevet sat op med udgangspunkt i Sverige. For alle hader svenskerne– det ved vi. Ha-ha. OK, jeg maler det lidt sort/hvidt nu, men jeg boede i Finland i mine teenage-år, så jeg HAR set landet udefra, så jeg KAN godt se, hvad folk mener, når de taler om Sverige.

Svenskerne? ”They don’t speak straight”
– Svenskerne er arrogante, de fortæller dig præcis, hvad du skal gøre. But they don’t speak straight! Svenskere er det mest nervøse folkefærd i verden. Hvis en international label-guy siger: ”Jeg vil have det nummer sådan og sådan”, så gør de det. De siger ikke ”That sucks – jeg synes vi skal gøre sådan i stedet”. Det gør danskerne og finnerne, og tænker ikke på, at fem-seks personer, inklusive manager, kunstner og pladeselskab, allerede har talt alt igennem, når de henvender sig. Men ikke svenskerne. Det er derfor de også samarbejder så godt med Japan og Korea. Når de lande kræver, at der skal ske noget med et nummer efter 0:35 sekunder, og efter 1:05 minut, så gør de det. Svenskerne er hunderædde for at skabe konflikt, og det sidste er et meget vanskeligt aspekt, når du som den anden part er vant til at tale direkte. Som finnerne. Svenskerne kan ikke holde en bad vibe ud. Så alene af den grund får du måske ikke de bedste folk med om bord i et nordisk selskab.

Harmløse danskere – ha-ha
– Derfor sagde jeg, at hvis et dansk selskab vil gøre det, så er jeg med. Alle elsker danskerne, misforstå mig ikke – fordi de er harmløse – ha-ha, jeg driller… Men i og med at initiativet kommer fra Danmark, så henvender de sig ikke ”fra oven” som et svensk selskab ville gøre. Så jeg tænkte, at det store problem for det danske selskab ville være, at finde en svensk partner, for de er ikke vilde med uden videre at slutte sig til et dansk format. Men på den her måde kunne det lykkes, hvis jeg gik ind som svensk part.

– Jacob Sørensen sagde det på sin egen måde efter at have været til et A&R-møde i Danmark og efterfølgende et i Sverige: ”I Danmark gik diskussionen på, at man havde en stor stjerne og var nødt til at finde de rette sange – I Sverige var emnet, at vi havde nogle fede sange, og at vi nu skulle find den rette artist”. Det handler om hvor fokus ligger, siger Ben Malén og fortsætter:

– Jeg blev engang spurgt om det i et nordisk panel i Finland. Og jeg sagde, at Danmark, Norge og Finland nok er bedre rustet til at skabe en international artist – I har også nogle glimrende producere – men jeg tror, at Sverige har meget bedre betingelser for at skrive de rigtige sange til dem. Det er et mindset, og jeg ved ikke om det ændrer sig. Det er de kræfter, vi nu prøver at kombinere i The Bank, siger Ben Malén.

Ronnie Hansen: Hvorfor investerer vi i kulturevents, hvad er investeringerne værd og fungerer den statslige spillestedsstøtte overhovedet længere?

Ronnie Hansen: Hvorfor investerer vi i kulturevents, hvad er investeringerne værd og fungerer den statslige spillestedsstøtte overhovedet længere?

Kulturevents: Er de investeringerne værd – og fungerer den statslige spillestedsstøtte overhovedet længere?

SPOT byder velkommen til et særligt 1-dags-seminar på SPOT+ under navnet ”Musik og eventkultur i Danmark”, hvor fem paneldebatter sætter fokus på branchens mest presserende og aktuelle problemstillinger.

Af: Sune Madsen

Over 40 seminarer, debatter og netværksaktiviteter venter de mere end 1.400 branchedelegerede fra ind- og udland, når SPOT+ byder på to dage med intensive møder for den danske og internationale musikbranche, hvor der sættes spot på branchens udfordringer. Seminaret ”Musik og eventkultur i Danmark” byder på fem debatter, hvor paneldeltagerne sætter fokus på kommunale eventstrategier som redskab for byudvikling, spillestedsstøtten, diversitet og mangfoldighed i musikbranchen, de unge arrangører og kulturproducenter samt udvikling af musikmiljøer i de mindre byer.

 

Ronnie Hansen, direktør for Sports practice Nordic hos Burson Cohn & Wolfe, er ordstyrer for de to paneldebatter om kommunale eventstrategier og spillestedsstøtten. Han vil gerne have svar på, hvorfor man blander kunst- og vækstargumentationer sammen, når der investeres i kulturevents, hvordan kommunerne vurderer om de får det udbytte, som de gerne vil have, og hvorfor nogle byer er bedre til at skabe opmærksomhed hos den brede befolkning end andre. Han stiller også spørgsmålstegn ved det nuværende støttesystem – hvorfor er der spillestedsstøtte, hvad går pengene til, rammer støtten de rigtige steder og fungerer systemet overhovedet længere?

Kommunale eventstrategier – giver det mening?

De offentlige myndigheder investerer massivt i kultur-, sports- og underholdningsevents i disse år, men der er ikke blot tale om en kulturpulje, men en eventstrategi med penge målrettet vækst, investeringer og udvikling. Derfor vil panelet diskutere, hvorfor der investeres i events, evalueringsmetoder og den gode eventstrategi.

Ronnie Hansen er specialiseret i overlappet mellem sports-, kultur- og underholdningssektoren, og har bl.a. hjulpet byer med at afholde nogle af verdens største sportsevents, internationale musikfestivaler og internationale filmproduktioner. Han fortæller:

– Det, der er spændende nu, er at antallet af investeringer i events, kultur og underholdning fra kommuner er tilbage på et niveau, der er højere end før krisen. Alt fra Hjørring, der investerer i film til Faaborg-Midtfyn, der investerer i Heartland, til Sønderborg, der investerer i Danmarks største koncertplads. Det er hele vejen rundt, og det er interessant at diskutere, hvilke effekter de forskellige byer får ud af det.

Festivaler og koncerter er ikke kun kultur

De offentlige myndigheder bruger ofte en vækstargumentation, når investeringerne skal legitimeres, men en kunst- eller socialrettet argumentation ved evaluering. Hvorfor fokuseres der så meget på vækst, når denne type events åbenlyst har selvstændig værdi?

– Noget af det, som jeg personligt gerne vil dykke ned i er netop, hvorfor man blander vækstargumentationer og kunstargumentationer sammen. Ofte fortæller man borgerne, at man investerer for at skabe arbejdspladser og for at markedsføre kommunen. Til den efterfølgende evaluering har effekterne måske ikke været så markante, og så rettes argumentationen mod kunsten: folk bliver glade af det, og kunst er meningen med livet. Det er interessant at udforske, hvorfor man blander de to ting sammen – gør man det for kunst, eller gør man det for vækst?

“Det er interessant at udforske, hvorfor man blander vækst- og kunstargumenter sammen – gør man det for kunst, eller gør man det for vækst?”

Erhvervsfolk og investorer mødes og netværker til de store events, og det kan være med til at puste liv i det lokale erhvervsliv, videreudvikle byens identitet og styrke bystoltheden. Koncertudbydere skal dog hele tiden genopfinde sig selv for at følge med udviklingen. Derfor er en festival ikke bare en event, men også en investering i fremtiden, sikret gennem kapitaler og ambitioner, der tænkes ind i en større sammenhæng, fordi investeringerne kommer til at smitte af på lokalsamfundet og sætter områderne på landkortet – nationalt og internationalt.

Byerne går altså efter at brande sig som levende byer med stærke kulturudbud og trække omtale og omsætning til byen, men hvilke andre grunde ligger der bag investeringerne?

– Man kan investere af mange grunde. Eksempelvis er Odense meget interessant, for de har meldt ud, at det er for vækstens skyld og derfor måler de benhårdt på væksten. De er enige i, at kunsten har en selvstændig værdi, men det er ikke derfor, de er gået ind i det med vækstmidler: de har gjort det for at tiltrække turismepenge. Men Odense arrangerer også torsdagskoncerter, hvor kommunen booker store bands, som spiller gratis – hvorfor gør man så dét? Derfor vil vi høre kommunerne om, hvorfor de gør det, hvad de tror de får ud af det, og om de måler på effekterne – og så spørger vi forskerne, hvordan man måler på det, om man kan måle på det, og hvad erfaringerne er – om kommunerne rent faktisk kan få det, som de går og tror, de kan få.

Kunst eller vækstgenerator?

Men hvordan måler man så en event og hvilke greb bruger man, når man skal forsvare en investering?

– Der er forskere i panelet, som kan tale om, hvordan man måler effekterne. Eksempelvis er der investeret mange penge i Tour de France, men analyser viser, at der ikke er de store effekter ved Tour de France, og det er jo interessant: Kan man så sige det samme om koncerter og festivaler, som der er blevet investeret rigtig mange penge i? Det vil vi gerne prøve at finde ud af.

Hvordan vurderer man så om eventen har været en succes, når man ofte blander vækst- og socialrettede argumentationer sammen – er det gennem den kunstneriske eller den afledte værdi?

– SPOT er jo et glimrende metaeksempel på en festival, der det ene øjeblik er en vækstgenerator for musik uden lige og det andet øjeblik er en festival for kunstens skyld. Hvad måler man så på? Hvordan ved man, om man er en succes? Når man lykkes med eksport, så er man en kæmpe eksportsucces og når man lykkes med noget kunstnerisk, så er man en kæmpe kunstsucces – men er det så pengene værd? SPOT er et interessant sted at føre debatten.

hvordan bruger man kulturen til at etablere og udvikle et by- og kommuneimage. Det handler om at være målrettet og bevidst om det man laver, og koncepterne skal gennemtænkes ned i detaljerne. Entusiasme er altså ikke nok på den lange bane, så hvilke udfordringer står man over for?

– Vi arbejder med byer i hele verden, og det er interessant at se på hvilke byer, der er gode til at skabe opmærksomhed, og hvilke der ikke er. Eksempelvis har Hjørring investeret massivt i filmproduktion, og Sønderborg har brugt millioner på at lave Danmarks største koncertplads, men det ved befolkningen ikke. Hvorfor er det ikke nået ud til den brede befolkning, når alle ved hvad Horsens og Odense har lavet? Hvad er forskellen? Hvad kan de byer gøre bedre, hvad har de byer gjort bedre – om noget – for er det at vi ved noget om det godt eller skidt? Det er alle sammen interessante aspekter, og vi prøver at gå rimeligt hårdt på.

Spillestedsstøtten – mursten eller musik?

Den anden paneldebat, som Ronnie Hansen også er moderator for, omhandler diverse problematikker vedrørende den statslige spillestedsstøtte. Danmark har en af de mest omfattende spillestedsstøtter i verden, men hvad sikrer disse ordninger, som spillesteder drevet på anden vis ikke kan sikre? Stat og kommune bruger mange penge på støtten, men får man det, man kan forvente? Og rammer spillestedsstøtten det rigtige sted, når der skabes et omfattende turné-liv, der indbefatter hele landet, men ikke er grobund for nye musikalske strømninger? Det er bl.a. disse spørgsmål, som panelet vil debattere.

Ronnie Hansen ønsker at lægge op til dialog og debat ved at italesætte spillestedsstøtten og måden det gøres på.

Hvordan forsvarer man investeringerne fra statens side, og hvordan skaber man de bedste betingelser for formidlingen af den levende musik rundt omkring i landet?

– Vi vil gerne finde ud af, når der er flere og flere spillesteder, der ikke får støtte, hvordan kan de så få det til at løbe rundt, når der samtidig er så mange spillesteder, som får støtte – hvordan fungerer det? Og så vil vi diskutere, hvad spillestedsstøtten i virkeligheden går til og hvad pengene bruges på – får man det udbytte, som man kan forvente, med de penge som stat og kommuner investerer?

Støttesystemets nye udfordringer

Landets mange spillesteder udgør et særligt element for at opleve musikken, og det er derfor relevant at sætte fokus på, hvilken forskel støtteordningerne er med til at gøre og hvorfor spillestederne skal have støtte, forklarer Ronnie Hansen:

– Jeg vil gerne prøve at tale med panelet om, hvad forskellen er på regional spillestedsstøtte og honorar-spillestedsstøtte. Derudover vil jeg gerne spørge ind til, hvorfor spillesteder i Danmark skal have så meget støtte, når spillesteder i landene omkring os – Sverige, Tyskland osv. – ikke skal have støtte. Når vi kigger på plakaterne, er det jo de samme, der spiller der, så hvordan kan det være at de lande ikke giver støtte, men alligevel har det samme musik, som vi har i Danmark?

Spillestedsstøtten skal være med til at højne kvaliteten og udviklingen af den professionelle levende rytmiske musik til gavn for udøvende musikere og publikum, og ved at yde tilskud til de rytmiske spillesteder, der udgør den fysiske ramme om genrens kunstneriske udtryk, sikres fundamentet og udviklingspotentialet for den rytmiske musik.

Koncertmarkedet har dog flyttet sig utroligt meget de senere år, fortæller Ronnie Hansen – så der kan stilles spørgsmålstegn ved, om systemet er i stand til at tackle de nye udfordringer:

“Får de støttede spillesteder ikke netop pengene for at løse nogle af de sværere udfordringer med bl.a. diversitet og kønsbalance, og hvordan kan det være, at man ikke er kommet i mål med det?”

– Spillestedsstøtten og hele det fundament som spillestedslovgivningen bygger på er jo gammel (udviklet i 1990’erne, red.), og der er sket utroligt meget i musikverdenen siden da. Derfor er det nærliggende at spørge, om man skulle overveje at opdatere den. Bl.a. er der jo rigtig meget musik, der ikke foregår inde på spillestederne længere, men alle mulige andre steder. Det, der foregår inden for fire vægge, hvor alting ligner hinanden hver eneste gang, er det ikke ved at være lidt passé? Derudover er der bl.a. udfordringerne med diversiteten blandt brugerne af spillestederne og kønsbalancen til musikarrangementer, som der stadig ikke er nogle ordentlige løsninger på. Får de støttede spillesteder ikke netop pengene for at løse nogle af de sværere udfordringer? Og hvordan kan det være, at man ikke er kommet i mål med det? Det er noget af det, vi gerne vil have svar på.

Seminaret foregår fredag 3. maj fra kl. 10:00-16:00 på Radisson BLU i Aarhus og byder endvidere på de tre paneldebatter ”Dansk Live: Strategier mod en mere mangfoldig musikbranche”, ”Dansk Live: De nye kulturproducenter og arrangører”og ”Hvordan skabes der stærke musikmiljøer i de mindre byer”. Grundet den store efterspørgsel på seminaret er lokationen flyttet til det store Suecia-lokale på Radisson.

Musik og eventkultur i Danmark er arrangeret af Dansk Live & Promus i samarbejde med SPOT+ – yderligere info om programmet finder du HER

Dagens krav i popverdenen:  – Hver eneste sang skal været et hit

Dagens krav i popverdenen: – Hver eneste sang skal været et hit

Dagens krav i popverdenen: – Hver eneste sang skal været et hit

Eric Beall er selv tidligere sangskriver, men arbejder i dag som ledende A&R for det uafhængige publishing-selskab Shapiro Bernstein i New York, hvor han finder og sammensætter sangskriverhold, der laver hits til stjernerne. Og så er Beall i øvrigt keynote-speaker på årets SPOT+…

Af Henrik Friis

Han skrev selv et par hitliste-toppere og var godt i gang med en karriere, hvor han skrev/arrangerede sange som The Jacksons, Diana Ross, Samantha Fox m.fl. indspillede. Så Eric Beall havde ikke tænkt tanken, om at arbejde som publisher – han syntes tværtimod, at han ikke fik nok ud af sin egen aftale på det område. Men opfordringen fra en gammel sangskriver-partner, der i mellemtiden var blevet A&R-boss hos Jive Records, fik ham alligevel til at give det et skud.

Det har ført siden ført til ledende publishing-stillinger hos Jive Records, Zomba Music og SONY/ATV Music. Hos Zomba Music koordinerede og sammensatte han de sangskriverteams, der bl.a. skrev sange til Backstreet Boys, *NSYNC (m. Justin Timberlake), og Britney Spears,  inden han i dag har rollen som ledende A&R for det hæderkronede uafhængige publishing-selskab Shapiro Bernstein i New York. Ud over at være underviser i emnet på Berklee College of Music og skrive bøger om det.

Selv gav Eric Beall denne kortfattede introduktion til publishing-arbejdet over telefonen fra New York:

– Sangskrivning er ikke publishing. Sangskrivning er en kunstform. Men hvis sangen skal videre end skrivebordsskuffen eller den personlige computer og begynde at indtjene penge, så er det publishing-arbejdet starter, siger han og understreger, at det gælder alt lige fra at udbrede musikken og få den solgt til at indsamle rettighedspengene – ”en tidrøver og kæmpe arbejde  med alle de musikplatforme, der findes i dag”. Men så er der også den mere kreative del af jobbet, som man kan mærke Eric Beall brænder for – at finde og sammensætte sangskriver/producer-teams for at skrive numre til musikscenens store stjerner. Som han f.eks. gør når det gælder Shaprio Bernsteins egen signing David Guetta.

Den med de skøre, interessante indfald er måske den vigtigste person på hele holdet…
– Jeg arbejder hver dag med at sætte de rigtige folk sammen til at skrive musik til specifikke genrer. Og jeg arbejder hele tiden på at holde musikken frisk – og finde nye måder at gøre det på, siger Eric Beall om en musikverden, hvor man i dag sætter et sangskriverteam til at skrive pop, et andet til at skrive r’n’b osv., osv.

– Men den mainstream-popverden jeg er i, er blevet utroligt specialiseret gennem den seneste tid. Når du ser på de hold af sangskrivere, så er de ofte 6-7-8 mennesker – måske flere. Det handler om, at folk er blevet dybt specialiserede. En laver måske rytmesporet og programmerer trommer, der er måske en, der skriver teksten, en der arbejder med melodien – og så er der måske en, hvis opgave det er, at komme med ideer: altså en der bare kommer med skøre, interessante indfald som ingen andre kan – han er måske den vigtigste person på hele holdet.

I følge Eric Beall er det en udvikling frembragt af det stadigt udfordrende krav om hit på hit på hit pop-verdenen.

– Lige nu er det sådan, at hver eneste artist i popverdenen lever af det næste singlehit. Der er ikke længere nogen forretning i at skrive 12 sange til et album, hvor den ene så skal være en hit-single. Nu skal ALLE 12 sange være et hit. På dét pop-marked specialiserer folk sig så på et enkelt område, hvor de så til gengæld er så eksperter og rigtigt gode til netop deres del. Netop det fører til de store sangskriver-hold.

Skal der otte til – jamen, så skal der otte til..
– Eksempelvis repræsenterer vi David Guetta, og selvfølgelig er der en masse sangskrivere involveret, når det gælder ham, og det kan været ret forvirrende, når man skal holde styr rettighederne m.v.  Men jeg tror at både solisterne og A&R-folkene på pladeselskaberne siger, at hvis der skal otte mand til at lave det nødvendige hit, jamen så må det være sådan, siger Eric Beall, og nævner at svenskerne som bekendt i mange år har været eksperter netop på at skrive pophits til det internationale marked, men at danskerne og nordmændene også er ved at komme efter det. (Herhjemme bl.a. The Bank, GL Music, Tigerspring og Warner/Chappell – og så huser SPOT jo i øvrigt også den internationale songwritercamp Aarhus Calling på fjerde år).

Til sin keynote til SPOT+ vil Eric Beall fokusere på selve sangen, og hvordan man får den ud i verden – bl.a. med fokus på hvor stort det globale marked egentlig er, og hvad muligheder det giver.  – Og så skal man indse, hvad international udveksling egentlig betyder. Der handler ikke bare om, at du i Danmark ønsker at komme frem i New York og L. A. – der er også nogen i Amerika, der ønsker at få adgang til det danske/skandinaviske marked. Kan du tilbyde dem den mulighed, så er chancen meget større for, at de er interesseret i at arbejde med din musik. Det går begge veje
– – –
Eric Beall – holder keynote ved ”Let’s Talk Publishing”-seminar-delen under SPOT+, fredag 3. maj på Radisson Blu.

Teitur, Lydmor og Øya i samarbejde med Den Kgl. Ballet

Teitur, Lydmor og Øya i samarbejde med Den Kgl. Ballet

To timers ny ballet fredag med tre selvstændige koreografier

Fredag kan man komme til premiere på den helt ny ballet ”Nye toner” på Det Kgl. Teaters Gamle Scene i København, hvor det er færøske Teitur, Jenny ”Lydmor” Rossander” og bandet Øya, der har skrevet musikken.

Teitur, Lydmor og Øya udfører selv deres musik på scenen, når balletten opføres som tre selvstændige koreografier af henholdsvis Alessandro Sousa Pereira, Oliver Starpov og Sebastian Kloborg.

Arrangementet varer to timer og er del af Det Kgl. Teaters balletfestival, der varer fra 1. – 9. juni.

Kontakten mellem musikerne og Den Kongelige Ballet er bl.a. formidlet gennem ROSA.

Læs mere her: