Er I et nyt act på vej ind på musikscenen? Og har I lyst til at spille koncerter for et helt ungt nysgerrigt publikum på landets efterskoler?
Så søg her for at komme med på ROSAs E-Tur i efteråret 2023/foråret 2024. Ravi Kuma, Moses: “Andreas” og Dopha er blandt de mange, der har testet deres live-setup overfor en helt ny og interessant fanbase. Samtidig giver det en idé om, hvad det vil sige at være på en decideret turné.
Fire pladser er ledige til denne sæsons Open Call – og følgende indgår i pakken til hvert af de udvalgte navne:
– Ni koncerter på danske efterskoler – Optræden for samlet omkring 1000 tilskuere– Tarif-betaling for hver koncert – Transport til og fra hver koncert med afgang fra ROSA HQ – PA-anlæg og lydansvarlig – Mulighed for “basic” overnatning på efterskolen – Aftensmad på efterskolen – PR i forbindelse med turneen og koncerterne. Interesseret? Så klik på linket nedenfor og ansøg. Ansøgningsfrist er 19. februar 2023 kl 23.59.
Der lægges vægt på flere kriterier, når vi udvælger bands/solister til E-Tur:
Den musikalske kvalitet skal selvsagt være i orden, men derudover er bandets aktualitet også en vigtig faktor. Vi prioriterer generelt nye navne, men der skal også sikres en musikalsk bredde og diversitet i det samlede line-up. Vi ønsker, at forskellige genrer er repræsenteret, og at de udvalgte bands er i øjenhøjde med det unge publikum, de skal ud at møde.
Fagudvalg: Ditte Troldtoft, Thamer Negash, Mads Thinnesen og Anders Ovesen
Det sagde de om E-Tur: E-Tur er på den måde en utrolig ærlig måde at opleve publikum på, da det ikke er alle, der er helt klar på koncert, når man går op på scenen. Den ærlighed kan man lære af, og man kan bruge den til at udvikle sig. [KALASET] “I Tyskland skal du betale for sådan en tour – og i øvrigt er det nærmest umuligt at komme på den”. [Dillistone]
“Det er sundt at blive sat i en rolle, hvor man skal kæmpe for respekten. Man bliver mere sikker i sin optræden og i sine sange, fordi man får mulighed for at prøve det af i koncentreret form.” [Jærv].
– – –
FOTO I TOP: Ravi Kuma på E-Tur. (Foto: Anders Ovesen).
BASKE og Dillistone har begge sagt ja til mentaltræningsforløb i forbindelse med deres medvirken på ROSAs E-Tur.
I sportens verden er det velkendt, at mentale trænere og mental rådgivning er del af pakken, for at idrætsudøverne kan præstere optimalt i afgørende situationer. Men inden for musikken er den slags stadig usædvanligt – selv om der også her er masser af pres og krav til at peake, når man går på scenen, forsøger at skrive det næste hit osv. Og selv om der med jævne mellemrum desværre er musikere, der er nødt til at trække i håndbremsen, fordi presset er bliver for stort.
Sidste år indgik ROSA aftale med organisationen Mental Voice om et samarbejde omkring musik og mental træning. Et af de resultater afprøves i dette efterår, hvor de medvirkende bands på ROSAs E-Tur tilbydes forløb med en mental coach – med sessions både før, under og efter turneen. Og det har både Dillistone og BASKE sagt ja til.
BASKE – klar til forløbet
BASKE – der starter deres tur på efterskolerne mandag – har med glæde taget mod tilbuddet:
– Vi gør det for at passe på hinanden. Vi synes, det er vildt vigtigt. I andre brancher er der fagforeninger, der sørger for at man passer på sig selv. Men ikke så meget inden for musikkens verden, siger sangeren Aske, der sammen med produceren Basse udgør BASKE.
– Det er en mulighed for at forstå de dynamikker, der kan opstå undervejs. Vi to er gode til at samarbejde nu, men det vil vi også gerne være fremover. Så vi vil gerne høre om de risikoer, der kan opstå – og er ikke bange for at blive klogere og få vejledning på det område, siger han og ser frem til hele forløbet.
Det er Kamilia Amélie, der står for forløbene med Dillistone og BASKE. Kamilia er sanger, producer og meget mere. Derudover læser hun pt. psykologi ved Københavns Universitet og er tilknyttet Mental Voice.
FASE I
Forløbene er selvfølgelig forskellige alt efter behov, men emner før turneen kan være at dykke ned i musikernes selvoplevede ting, der kan bearbejdes, ligesom man sikrer sig, at der ikke er noget kritisk omkring f.eks. sceneskræk, eller andet der fylder musikerne negativt.
FASE II
Når turneen så er i gang kan der arbejdes med alt, hvad der hører under trivsel og performance. Og de ting man inden turen enedes om at ville prøve af. Man taler bl.a. om håndtering af præstations- og forventningspres, performancestrategier, værdier samt personlige succeskriterier og motivation. Man taler om den ”indre motivation” og den ”ydre motivation” – den indre kan være noget man er stolt af – noget der er lykkedes for en undervejs – musikalsk, i kommunikationen med publikum etc. Mens den ydre motivation mere handler om målbare ting som salgstal, airplay m.v.
Målet er bl.a. at få flere succeshistorier til at booste selvtilliden og præstationsevnen samt arbejde hen imod en bedre trivsel for artister og bands. Man kan arbejde med negativ selvtale og hvordan man får vendt de tanker, der arbejder imod ens mål og ønsker så det i stedet kan blive en medspiller. Og hvordan falder man ned efter koncerten/turneen. Kamilia Amélie – eller en af de andre coaches fra Mental Voice – prøver så vidt muligt at være med til en koncert under turen for at kunne tale om det, mens det hele er i superfrisk erindring. Altsammen med målet om at skabe rutiner, man kan benytte efterfølgende.
Fase III
Her mødes man efter E-Turen. Taler om de målsætninger og redskaber, der har virket – og de der skal arbejdes videre med. Får vendt om musikerne har været i stand til at bevare fokuspunkterne, man blev enige om – og hvad man kan gøre for at bibeholde det.
”Alt sammen sker selvfølgelig i fortrolighed. Vi har tavshedspligt”, understreger Kamilia Amélie.
Dillistone: – Jeg kan anbefale det 100 procent Morten ”Dillistone” har været gennem forløbet, da han var på E-Tur i september, og er helt klart positiv:
– Det er fantastisk, at der sådan en mulighed – for det er noget, jeg går meget op i og taler med andre om. For musikken er en hård industri, så at der er en, der kan støtte dig, er guld værd.
Angst for at optræde er ikke noget, der tynger Dillistones skuldre, men forholdet mellem ham selv og publikum er blevet belyst virkelig uddybende og interessant, siger han: – Her har jeg talt med en, der forstår, det jeg oplever – og som kommer med rigtig konstruktive ideer.
– Det er jo meget personligt. Og jeg selv gør meget ud af, at jeg SKAL gøre det det bedste hver gang. Jeg SKAL, jeg SKAL… Man SKAL hele tiden. Men her lærer man så at passe mere på sig selv, så der ikke er det enorme pres hele tiden – at man måske kan dreje det til ”jeg vil” gøre. Mere en målsætning end et jernhård krav. Kamilia spejlede lidt af det, jeg sagde for mig, og det var virkelig interessant. Jeg ér gået ned med stress en gang før, og derfor er det fedt at kunne få forklaret nogle af de mekanismer, der præger en.
– Og så er det også noget, jeg kan bruge som lærer på PopAkademie i Mannheim. Kamilia er sindssyg skarp – jeg kan anbefale det 100 procent, siger Dillistone.
Foto: Aske fra BASKE / Dillistone
Foto: Dillistone på E-tur 2022
– – – Mental Voice – og dermed dette initiativ – er støttet af KODA Kultur og Autor.
ROSA støttes af Statens Kunstfond.
KALASET spillede i går deres sidste koncert på E-Tur. Koncerten foregik på Nørbæk Efterskole. I den anledning, har vi spurgt KALASET, hvordan det har været at været på turnéen, og hvad de har lært.
E-Tur har været en rigtig spændende oplevelse. Vi elsker at spille live, det er det vi brænder for. På ROSAs E-Tur bliver man sendt ud på en masse efterskoler, og vi har oplevet, at der kan være stor forskel på hvordan de forskellige steder tager imod musikken.
Nogen er helt med fra start, og andre skal overvindes. Det er en udfordring vi gerne tager. For os handler det om, at hoppe op med gåpåmod og give alt hvad man har hver gang.
“Man skal oppe sit game for at nå ud til alle” E-Tur er på den måde en utrolig ærlig måde at opleve publikum på, da det ikke er alle der er helt klar på koncert, når man går op på scenen. Den ærlighed kan man lære af, og man kan bruge den til at udvikle sig. Man skal oppe sit game for at nå ud til alle, og det tror vi, kommer til at gøre os bedre til vores fremtidige koncerter.
Derudover er E-Tur en ret vild måde at nå ud til folk på. Nogle ville måske ikke støde på os af sig selv. Man kan også tydeligt mærke, at ens following vokser løbende.
Ni vidt forskellige oplevelser Vi har været ude og spille på i alt ni efterskoler, og det har budt på vidt forskellige oplevelser. Tilfældes for dem alle er dog, at der har været et specielt fællesskab, som har været virkelig sejt at hoppe ind i for en kort stund.
Vi har virkelig nydt touren. Et stort tak skal lyde til ROSA, ROSAs crew og alle de søde mennesker der har taget godt imod os rundt på de forskellige efterskoler. Vi håber, at vi ses igen snart.
Onsdag eftermiddag ankom Kalasets fem bandmedlemmer Sidsel Due (pianist og backing sanger), Henrik Skov (bassist), Anders Mygind (guitarist), Morten Holm Ørsager (forsanger og guitarist) og Jakob Rønn (trommeslager) spændte til Vandel Efterskole, hvor deres anden af ialt ni E-Tur koncerter skulle spilles.
Klokken er 20:15. Vi er sekunder fra koncertstart. En stor flok unge mennesker har placeret sig med snuden foran scenen, for at få oplevelsen på første række. Begejstringen er stor. Det er første gang at E-tur besøger efterskolen. Musiklærer Kenneth Faber småløber op ad trapperne for at gribe mikrofonen og byder bandet velkommen: ”Vi har glædet os rigtig meget til at vise vores nye kultursal frem til både nuværende og gamle elever. Og så er det jo første gang at vi har en rigtig bandkoncert herinde. Byd hjertelig velkommen til Kalaseeet.”
Jublen vil ingen ende tage, da bandet træder op på scenen. 400 mennesker er samlet: Lærerne, de gamle elever som har placeret sig på balkonen. Og det nye elevhold, der er samlet til deres egen fest foran scenen. Koncerten begynder. Eleverne foran scenen står forundret med store øjne og kigger på forsangeren Morten, der bevæger kroppen på kunstnerisk vis iklædt sorte habitbukser, en pink langærmet bluse og en stram mørkeblå glimmer vest. Armene i vejret – armene om hinanden Der går dog ikke længe før eleverne hopper og danser til pop/rock musikken. Nogle med armene i vejret, og andre med armene om hinanden. Der begynder at blive varmt i det store lokale. Musikken er hurtig og høj. Du når ikke at tænke en tanke, du flyver bare med musikken. Forsangeren Morten tonser rundt på scenen med et højt energiniveau. Han lader sine hænder slange gennem eleverne. Der bliver også givet et par high fives. Han gør alt for at nå dem han kan. Eleverne skriger og hopper op og ned af hinanden af glæde.
Forsanger Morten Holm Ørsager i gang med sin performance, foran et publikum af glade elever med hænderne i vejret.
Imellem sangene taler Morten til det store publikum, hvor han fortæller betydningen af sangene der bliver spillet. Publikum besvare alle gange med pift og klap.
Koncertens sidste sang er spillet, men publikum er ikke færdige. “ekstra nummer, ekstra nummer” lyder det fra alle hjørner og kanter af salen. Festen vil ingen ende tage. Kalaset spiller et ekstranummer. De giver den fuld gas på både trommer, keyboard, guitar og bas. Den sidste tone bliver spillet, og Morten afslutter med et spark i vejret og råber ”tak for i aften Vandel Efterskole. Det har været en fornøjelse at spille for jer!”. Der bliver jublet overalt – med stående klap fra balkonen, og et højt råb ”i er for gode!” fra højre.
Forsangeren Morten rammer med lynets hastighed bag det lange hvide bord i salen hvor Kalaset har salg af merchandise. Der står nemlig tonsvis af glade elever, klar til at få skrevet autografer i deres sangbøger og købe t-shirts. Efter kort tid tilslutter resten af Kalasets medlemmer sig Morten bag bordet.
Salget af merchandise lakker mod enden, og Kalaset pakker sammen. De søger efterfølgende ind mod backstage-lokalet med store smil på læberne. De kigger stolt på hinanden, og nogen får et klap på skulderen. De er alle enige om at det var en veloverstået koncert.
Ros fra lærere og elever: En god oplevelse – og et godt koncept ”Først og fremmest har det været rigtig godt. Virkelig fed stemning. Det er selvfølgelig et ekstra perspektiv, at forsangeren har gået her. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis vi får buddet igen så vil rigtig gerne have E-Tur forbi til næste sæson. Jeg brænder rigtig meget for ideen med at få noget livemusik på skolen. Musik skal ikke høres udelukkende i høretelefonen – det skal høres live. Det er en af mine missioner at bibringe det til unge mennesker. Det med at kunne give dem en autentisk live oplevelse i mere intime rammer end en stor festival eller Royal Arena-koncert kan gøre. Så det har været en kæmpestor fornøjelse. Bandet har været megasøde – også jer der har repræsenteret ROSA. Det har været dejligt, og en pissefed aften” siger Kenneth Faber, der er Musiklærer på Vandel Efterskole.
”Jeg synes det har været superfedt. Jeg synes det er sådan et godt koncept. Jeg synes det er så vigtigt, at unge mennesker får oplevelser, der er unikke – hvor det ikke foregår bag en skærm. Det med at få levende musik ud og få koncertoplevelser – også koncertoplevelser uden alkohol, for det er jo det, de går videre til” fortæller Malene Jensen, der er musiklærer på Vandel Efterskole.
“Jeg kunne næsten røre dem. Det var virkelig vildt” Efterskoleeleverne synes også, at det var en succes at have E-Tur på besøg:
”Det var rigtig fedt. Det er jo heller ikke alle der har råd til at tage ud og se en koncert” nævner Jonas Bünger, hvor Kristian Madsen supplerer:
”Der er også det, at man er sammen med alle dem man kender. Det er noget helt andet end normale koncerter, hvor det er med fremmede mennesker”.
“Jeg synes det har været meeega fedt. Også bare det at man kan komme helt tæt på dem. Jeg kunne nærmest røre dem. Det var virkelig vildt, sagde Sofie Jeberg (billedet), hvor Lara Sørensen supplerede:
”Jeg synes det var så fedt. Især fordi man er sammen med sine venner fra efterskolen”.
– – – Foto i top: Kalaset der giver den fuld gas til aftenens sidste sang.
De to vindere af KarriereKanonen, Dillistone og USSEL, afsluttede i sidste uge deres E-ur i et tætpakket lokale, med festglade elever på Eriksminde Efterskole.
Af Lisa Handke
Efter tre ugers turné og ni dobbeltkoncerter på efterskoler i Danmark, står Dillistone (Morten Aamodt) og USSEL (Emil Baadsgaard) begge tilbage med flere gode minder om E-Tur:
– Jeg tager en kæmpe læring med herfra. Hvilke sange der dur – eller hvorfor de ikke dur. Hvad jeg kan lide – hvad folk kan lide. Og hvordan de to ting møder hinanden. Jeg tager selvfølgelig også nogle nye fans med: Der er utrolig mange, der har rakt ud, som forhåbentlig vil være med på den her rejse, som hele det her forløb har startet, fortæller Dillistone efter turens sidste koncert, hvor USSEL tilføjer: – Jeg tager en masse gode minder og stunder med herfra. Et minde om det tidspunkt, hvor man startede med at spille koncerter og blev en bedre performer.
Målsætning om turné-erfaring Et af formålene ved E-Tur er, at give unge danske acts vigtig turné-erfaring, som ellers er svært opnåeligt på dette tidlige tidspunkt i karrieren. Dillistone og USSEL fik begge sat nogle ord på netop det begreb, da de blev spurgt, hvad der var det fedeste ved E-tur.
– Det fedeste var at komme ud og prøve musikken af live. Det er ikke rigtig noget, jeg har prøvet før. Jeg har siddet meget bag en computer som producer og sangskriver, så det var utrolig specielt og uddybende som artist at komme ud, og rent faktisk kigge folk i øjnene, og se om de kan lide ens musik eller ej. Som min manager sagde: “I Tyskland skal du betale for sådan en tour – og det er i øvrigt umuligt at komme på dem”, lyder det fra Dillistone.
– Det med at man spiller så mange koncerter i træk, og har mulighed for som band at dygtiggøre sig. Dét har været super fedt. Også bare at få nogle kilometer i benene, og komme ud og spille en masse koncerter rundt omkring forskellige steder i Danmark, så det forhåbentlig forgrener sig lidt. Så man ikke kun har lyttere og fans i København”, fortæller USSEL.
USSEL udstråler energi på scenen – det var også tilfældet på efterskolen i Eriksminde.
Har haft gavn af hinanden Dillistone og USSEL har under turnéen kunne lære af hinanden, og har været glade for at have hinanden til at dele oplevelsen med:
– Jeg kunne ikke have gjort det uden Emil og hans hold. Jeg har lært sindssygt meget af dem, og det har også bare været fedt at kunne dele den her oplevelse sammen. Det er jo meget intimt og meget specielt. Jeg har også lært meget af Emils stage presence. Han er jo pissegod på scenen, siger Dillistone, hvor USSEL supplerer:
– Vi har jo boet sammen i et par uger og været sammen hele tiden. Der var hele tiden noget, man kunne hjælpe hinanden med – give hinanden nogle gode råd med på vejen, og også få nogle gode råd tilbage. Det har helt sikkert været en kæmpe ting. Det har været fedt for os begge at have nogen at dele det med.
Efter E-Tur: “Jeg føler mig meget bedre forberedt nu” Som vinder af KarriereKanonen, var en af præmierne at komme med ROSA på E-tur, som begge artister synes var en relevant præmie:
– Det er nok en af de bedste præmier jeg har fået. Jeg har aldrig spillet live før KarriereKanonen. Hvis jeg ikke havde haft det her forløb til at kunne prøve ting af, som jeg ikke lærte gennem KarriereKanonen, så tror jeg, at jeg ville være et helt andet sted. Jeg føler mig meget bedre forberedt nu. Jeg er også blevet kontaktet af bookere, der er interesseret i at arbejde med mig, og jeg har allerede fået et par shows, siger Dillistone. USSEL tilføjer:
– Det synes jeg helt sikkert. Det er jo fedest at komme ud og spille en masse jobs, og komme afsted, og vise unge mennesker sin musik.
– – – Foto i top: Dillistone med mikrofonen i vejret som afslutning på sangen “Haunted”.
Ovenstående E-Tur er arrangeret i samarbejde med Bandakademiet, LMS – Levende Musik i Skolen. ROSA støttes af Statens Kunstfond.
Dillistone og USSEL åbner årets E-Tur som resultat af nyt samarbejde
Når Dillistone og USSEL 30. august indleder årets E-Tur på de danske efterskoler, er det samtidig starten på et helt nyt samarbejde mellem Bandakademiet og ROSA.
Bandakademiet har siden 2006 arbejdet med karriere og talentudvikling via forløb med rådgivning, sparring, workshops og rigtig meget andet for danske bands og solister. Og i samme periode lancerede ROSA E-Tur på de danske efterskoler, for at give nye danske bands karriere- og turnéerfaring – og samtidig præsentere dem for et nyt publikum. Nu går Bandakademiet og ROSA så i samarbejde omkring præsentationen af Dillistone og USSEL på E-Tur.
– Her hvor samarbejdet ér etableret, kan man næste ikke lade være med at spørge sig selv ”hvorfor det ikke er sket før?”, siger Bandakademiets leder Marianne Fruergaard:
– Vi har jo meget samme fokus. Og målsætninger – vores dagsordener matcher hinanden. Jeg ved godt, det kan lyde som en slidt kliché, men her ér vi ude i, at en plus en giver tre! Hvor vi ved at pulje kræfterne kan gøre endnu mere. Akkurat som vi i Bandakademiet har gjort med bl.a. Danmarks Radio omkring KarriereKanonen. Ved at gå sammen, kan vi løfte meget mere i flok til gavn for musikken og de mange talentfulde kunstnere og musikere, der er i landet.
Elektroniske Dillistone og hiphopperen USSEL er årets videre af føromtalte KarriereKanonen, og har med det samme sagt ja til at spille E-Tur. De to kommer til at skiftes, når det gælder om starte og slutte optrædenenerne på den ni koncerter lange dobbelt-turné, som starter 30. august på Frøslevlejrens Efterskole og slutter 15. september på Eriksminde Efterskole.