Kan man lære at lave elektronisk musik på tre dage? JA!

Kan man lære at lave elektronisk musik på tre dage? JA!

Den allerførste Pop-Pilot ELEKTRO-lejr blev afviklet i weekenden på Amager. Camps i Viborg og Odense følger efter inden for de næste tre uger.

Pop-Pilot ELEKTRO udføres på computere, som tredages-lejren stiller til rådighed. Man skal altså ikke selv have noget med.

FOTO: Katrine Villadsen

Kan man på tre dage lære at lave elektronisk musik? Ja, hvis man er åben og nysgerrig – og har lyst til at lege med musikken.
Pop-Pilot ELEKTRO – det nye projekt under Pop-Pilot-paraplyen lavet i samarbejde med Beats By Girlz – lagde fra land i weekenden i Amager Kulturpunkt, med den første af i alt 3 lejre i dette efterår.

Efter en introduktion med fokus på proces og et crash course i programmet Ableton Live kastede kursets instruktør Katrine Villadsen deltagerne ud i forskellige afkroge af musikkens verden – metoder til hvordan man bygger et nummer op, at indspille og programmere musik helt simpelt og nemt, arrangere optagelser og sætte dem sammen, kreative benspænd med temaer som minimalisme og brug af samples, tekstøvelser, indspilning med mikrofon, brug af effekter til at ændre på lyd og meget andet – inklusiv feedback på hinandens musik. Det hele blev gennemgået i bidder med fokus på at processen skulle være sjov og lærerig og med tid til at prøve selv og få svar på alle spørgsmål.

“Bare prøv at hive i den knap og se hvad der sker” – Pop-Pilot ELEKTRO pirrer nysgerrigheden…

Det hele udføres på computere, som tredages-lejren stiller til rådighed. Man behøver altså ikke have andet med hjemmefra end musikglæde, nysgerrighed og åbenhed. Så skal man nok komme på en tur i en musikalsk verden med både udfordringer og sjove omveje.

“Det var en lejr præget af god stemning, med plads til at fordybe sig i musikken, og til dybe snakke om bl.a. repræsentation i musikbranchen og drømme for fremtiden – og bare have det rart sammen. Hvor kontrollen og fantasien blev sluppet løs a la: “bare prøv at hive i den knap og se hvad der sker”, fortæller Katrine Villadsen, der ud over undervisning i elektronisk musik for alle aldersgrupper også selv er aktiv musiker som sanger/sangskriver/producer under navnet Slow Ammo. Katrine er også instruktør på de to kommende Pop-Pilot ELEKTRO-lejre.

Pop-Pilot ELEKTRO er for piger, transpersoner og non-binære i alderen 14-19 år. Deltagelse koster blot 150 kr. for tre dages musikalsk undervisning, vejledning og meget andet. De to næste lejre forgår 26. – 28. november i Viborg og 3.-5 december i Odense. Brug
tilmeldingslink nedenfor. Der er ikke overnatning inkluderet i prisen, men Katrine fortæller, at man gerne henter deltagere ved stationen – og følger tilbage.

Tilmeld dig Pop-Pilot Elektro i Viborg eller Odense her.

Har du yderligere spørgsmål, så kontakt Katrine Villadsen her.

 

Fire dygtige undervisere til Pop-Pilot ELEKTRO

Fire dygtige undervisere til Pop-Pilot ELEKTRO

Pop-Pilot ELEKTRO er en elektronisk musikcamp for piger, ikke-binære og transkønnede i alderen 14-19 år. Campen tilbyder undervisning indenfor elektronisk musikproduktion over tre dage. Der er i alt fire dygtige instruktører tilknyttet, som vil undervise de deltagende i at skrive, optage og producere deres egne sange.
Stefani Wisting
Stefani er sangerinde, lyddesigner og lydkunstner. Hun passede ikke ind på Musikvidenskab, men var som blommen i et æg i et af tidens største lydstudier, hvor hun kom i lære som lydtekniker. Derfra blev hun en drivkraft i den elektroniske eksperimenterende undergrund, hvor hun har spillet noize og avantgarde på gammelt legetøj, støvsugere og meget mere – og sunget i eksperimenterende lydkor. Stemmen har altid fundet vej gennem eksperimenterne med teknikken som værktøj.
Katrine Villadsen
Siden juni 2020 har hun udgivet singler, et remix og hendes første EP. Hun har tidligere haft sit eget band og bl.a. optrådt på Roskilde Festival og SPOT festival samt udgivet to albums.
Ved siden af Slow Ammo-projektet skaber Katrine lyddesign og soundscapes til teater, events og museer, bl.a. en ny permanent udstilling på Nationalmuseet i København. Hun er også lejlighedsvis korsanger for andre samt “elektronisk kapelmester” i et ensemble.
Når hun ikke selv laver musik, underviser hun i musikproduktion. Hun er medstifter af Beats By Girlz, som tilbyder undervisning i musikproduktion for piger, kvinder og kønsminoriteter.
Mai Ane Pil Siedentopp
Mai er uddannet i elektronisk musik og lydkunst fra Syddansk Musikkonservatorium. Hun arbejder indenfor et bredt musikalsk felt, hvor sanselighed et et gennemgående tema. For Mai er det interessant at arbejde konceptuelt med lyd, og hun har desuden lavet udgivelsen Pieces For Paper med musik kun skabt med papir som instrumentet. Mai er en del af duoen LYD PORT, hvor de undersøger nye formater og iscenesættelser af lydkunst, skulpturer, performance og musikdramatiske forestillinger.
Raymonde Gaunoux
Raymonde Gaunoux aka Ray er musiker, komponist og underviser. Ray specialiserer sig i sangskrivning, arrangement, komposition og beats og har 10 års erfaring med at undervise børn, unge og voksne, med et særligt fokus på køn og inklusion. Ray er transperson og advokerer for synligheden af transpersoner i musikbranchen. Med sit band Feel Freeze, har Ray udgivet flere albums på det svenske pladeselskab Icons Creating Evil Art og har turneret verden rundt – bl.a. i Syd-øst Asien og USA. Rays musik er desuden blevet brugt i adskillige TV-serier, bl.a. HBO serien “All American” og TV2 serien “Ondt i Røven”.

Amager d. 12.-14. november med Stefani Wisting som underviser
Viborg d. 26.-28. november med Raymonde Gaunoux som underviser
Odense d. 3.-5.- december med Mai Sidententopp

Katrine Villadsen vil være underviser på alle tre camps.

Pris: 150 kr. Beløbet vil blive opkrævet før campen. Pop-Pilot ELEKTRO inkluderer ikke overnatning eller transport, men mad og snacks er inkluderet i prisen.

Tilmeld dig på Beats by Girlz her:
https://beatsbygirlz.dk/camps/pop-pilot-elektro

Pop-Pilot ELEKTRO: Pop-Pilot introducerer elektroniske camps

Pop-Pilot ELEKTRO: Pop-Pilot introducerer elektroniske camps

Pop-Pilot ELEKTRO er titlen på Pop-Pilots nye sideskud, som ROSA laver i samarbejde med Beats By Girlz. På tre camps af tre dages varighed i henholdsvis Odense, på Amager og i Viborg vil unge piger, transpersoner og ikke-binære i alderen 14 -19 år kunne prøve kræfter med musikproduktion og indspilning på computer. Læs mere her.

Samtidig afvikles Pop-Pilots traditionelle ugelange camp som vanligt i efterårsferien – i år på Værket i Randers. Her er der stadig enkelte pladser for de hurtige. Læs mere her.