Landsdækkende Strøm

Landsdækkende Strøm

Strøm præsenterer både musikalske events og knowledge-program – også uden for hovedstaden og gennem hele året.

Strøm er gået ind i år 11. Og jo, der kommer også den ”vanlige” festival i København og på Frederiksberg i starten af august (læs mere her).

Men der er sket afgørende nyt siden sidst. Strøm har nemlig indgået en 4-årig aftale med både Københavns og Frederiksberg kommune – OG Statens Kunstråds Projektstøtte-udvalg for musik, som samlet betyder at Strøm-aktiviteterne ikke bare er forbeholdt hovedstaden, men vil kunne opleves i hele landet. Og på alle plan.

Strøms leder, Frederik Birket-Smith siger: – Lige fra starten i de år, jeg har været med (siden 2011, red.), har jeg fået et klart indtryk af, at det elektroniske miljø herhjemme har et meget stort behov for vidensdeling. Det er jo en genre, hvor man ikke nødvendigvis er ude hele tiden – men hvor man ofte sidder hjemme og arbejder med sin musik, og hvor man har udviklet sig via en gør-det- selv-agtig indsats. Men der var og er et stort behov for at vide mere om hinanden, hvad det er man arbejder med, hvad man gør osv., og derfor har selve Strøm festivalen i stadig stigende grad virket som samlingsstedet for miljøet, siger han.

Rulleskøjte-disco i kødbyen. (Foto: Peter-Emil Witt)

Siden de første workshops blev inkluderet i festivalen i 2011, har networking, undervisning og vidensdeling været et voksende element af det omfattende program under selve festivalen – kaldet Strøm School – med undervisning for alle lige fra de mindste folkeskole-klasser over workshops og masterclasses for øvede elektroniske musikere med kendte danske og udenlandske gæstelærere, til samarbejder med både konservatorier og internationale universitets-studerende.

Og det er succes’en med détte målrettede arbejde – og det høje niveau inden for de selve koncertprogrammet SAMT Strøms evne til at finde nye spændende lokaliteter og scener for den elektroniske musik og brede den ud til et stort publikum, der ligger til grund for den indgåede aftale.

4-årig aftale
Aftalen sikrer årligt Strøm 2,45 mio. offentlige støttekroner til og med 2020 – samtidig med at det forventes, at Strøm i løbet af det næste år overgår til status som offentlig institution.

Til gengæld skal Strøm fra nu af operere på fire felter:

1) Festivalen i København og på Frederiksberg, som føres videre (men i beskåret form).

2) Strøm Events – samme opgave som under festivalen, men her på landsplan: Altså elektroniske præsentationer af spændende danske som internationale kunstnere fra såvel top som nye vækstlag. Finde nye samarbejdspartnere, rammer og formidlingsformer for præsentation af elektronisk musik. Og tiltrække et bredt publikum, bl.a. ved at udvide opfattelsen af, hvad elektronisk musik kan og er.

3) Strøm Knowledge – det nye navn for Strøm School med undervisnings- og kursus- aktiviteter, som nu skal foregå i hele landet. Og på årsbasis. Lige fra folkeskoler til specialiserede events og workshops.

4) Strøm Platform – indsamle, behandle og videreformidle viden om elektronisk musik. Vidensdeling f.eks. via artikler, undersøgelser, data-opsamling m.v. og bidrage til et øget netværk inden for den elektroniske musik for både amatører, talenter og professionelle.

Med det kraftigt øgede opdrag, er støttebeløbet heller ikke større, end at det har været nødvendigt at opstille konkrete og realistiske målsætninger samt en fordelingsnøgle til såvel event- som knowledge-aktiviteter i København, på Frederiksberg og i det øvrige land.

– Vi kommer jo ikke til at undervise i alle landets folkeskole-klasser – langt fra – og vi kommer heller ikke til at lave events hver dag landet over, siger Frederik Birket-Smith. – Men på undervisningsfronten kan vi måske – som eksempel – opdyrke undervisningsmetoder, som kan overtages og videreføres af lokale kræfter. Og i modsætning til almindelig musikundervisning, er der jo ingen der sies fra, fordi de ikke kan spille et instrument: De fleste børn ved hvordan man bruger en iPad, som jo bruges som instrument i den elektroniske musik – og som dermed vil være relevant for mange, siger han.

Årshjul
– Vi er gået i gang med arbejdet med at få et årshjul i sving. F.eks. søger vi land og rige rundt efter spillesteder, der virker for os, eller nye locations og rammer, som måske ikke dur til anden musik, men som passer til nogle elektroniske kunstnere, fortæller Birket-Smith og kan bl.a. pege på arrangementerne i Cisternerne ved Valby Bakke (gammelt højde-reservoir for Københavns vandforsyning) som eksempel: – Det er ikke meget musik, der kan fungere et sted med 17 sekunders rumklang, men der er altså elektroniske musikere, som det passer perfekt til….

Ligesom Frederik Birket-Smith forudser, at der både vil være events, hvor Strøm bakker op/hjælper til i samarbejde med lokale ildsjæle inden for det elektroniske miljø eller andre arrangører (som Godsbanen i Aarhus’ præsentation af Cristian Vogels ” The Ballad of Agnete and The Merman” i denne weekend) – eller helt selvarrangerede Strøm-events. Det bliver alt fra deling af knowhow, over hjælp en festival på Stevns med musik – eller kunstmuseet Kunsten i Aalborg, der gerne vil præsentere specielle arrangementer.

Desuden skal der ske noget på formidlingsfronten – Strøm Platform: Dels er tredje og sidste fase af Strøms ”Undersøgelse af elektronisk musik i Danmark” klar til offentliggørelse i september. Dels er der masser af historier om elektronisk musik som eksempelvis hverken almindelig musikpresse eller medier opfanger: – F.eks. at dansk-norske Pegboard Nerds har over 600.000 likes og turnérer nonstop internationalt. Bare for at nævne én ting… og der er mange.

– I det hele taget er det fedt, at vi kan opbygge en anden slags kulturinstitution fra bunden, mener Frederik Birket-Smith. Og han konstaterer samtidig, at den målsætning Strøms bestyrelsesformand, ROSAs leder Gunnar Madsen og det tidligere medlem af Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, Jesper Nordahl havde helt tilbage fra Strøms start om at Strøm skulle være ”mere end bare en festival” nu ér gået i opfyldelse.

Strøm er kendte for at finde nye rammer til den elektroniske musik (Foto: Kim Matthäi Leland)

Eksempler på Strøms fremtidige aktiviteter uden for København:

Somewhere Festival på Stevns 8.-10. september. Strøm har bistået med en form for mentorordning, opkvalificering og videndeling i forhold til offentlige og kommercielle partnerskaber, tilladelser, organisering, ledelse, foreningsopbygning, tilskud og subsidier mv.

Define Festival i Sønderborg, som afholdes af lokale kræfter 10-12. november, hvor Strøm bla. hjælper med musikforslag, udvikling af Defines nye akademi for videndeling og undervisning mv.

 

Foto i top: iPads er et glimrende instrument, når det gælder elektronisk musik – der kan alle være med (Foto: Lærke Feld).

Strøm er klar med den første del af årets program

Strøm er klar med den første del af årets program

Den elektroniske festival, som har huseret i København siden 2007, indgik i deres 10. leveår en ny rammeaftale, mellem Strøm (foreningen bag festivalen), Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Statens Kunstfond, for Strøms udvikling frem mod 2020.

For Strøm Festival har det betydet, at man har skåret ned på antallet af dage festivalen forløber fra 8 til 4 dage. Derimod vil Strøm flytte aktiviteter ud af hovedstaden og afholde events i hele landet. Disse aktiviteter vil være fordelt over hele året, så vi får i virkeligheden meget mere elektronisk musik i hele Danmark, omend selve festivalen er blevet lidt kortere. Det gør Strøm for at sprede kendskabet og fokusset på formidlingen af elektronisk musik i resten af landet.

Årets festival i hovedstaden løber af stablen fra 2. – 5. august, og hele programmet vil blive offentliggjort løbende frem mod festivalen. En del af det er dog allerede blevet offentliggjort og indeholder bl.a. det meget populære rulledisko-event i Kødbyen, en koncert med Kenton Slash Demon, og konceptet Strøm Rave 1-3, som vil samle forskellige progressive aktøre fra klubscenen, der vil skabe forskellige afarter af kluboplevelsen.

Det offentliggjorte program ser indtil videre således ud:

Onsdag d. 2. august // Wednesday 2nd of August
Strøm 2017: Rulledisko
Strøm 2017: Gigi Masin + TBA

Torsdag d. 3. august // Thursday 3nd of August
Strøm Rave 1/3: Riotville Records

Fredag d. 4. august // Friday 4nd of August
Strøm 2017: Kenton Slash Demon (live) VS Lenschow & Pihlmann
Strøm Rave 2/3: Footwork

Lørdag d. 5. august // Saturday 5nd of August
Strøm Rave 3/3: Fast Forward Productions

Strøm blander musik og arkitektur – og indbyder til børnebaderave

Strøm blander musik og arkitektur – og indbyder til børnebaderave

Programmet til den musikalske del af den elektroniske festival er offentliggjort.

STRØM er blevet landsdækkende og helårlig (læs mere HER). Men derfor formår den elektroniske organisation stadig at sammensætte et decideret festival-program, der rækker ud efter de anderledes oplevelser og fantasien – ud over at trække internationale navne til landet.

Det er essensen af det musik-program STRØM netop har offentliggjort, og som foregår i København og på Frederiksberg fra 2 .- 5. august.

Musik og arkitektur
Tag bare eventet 4. august på KPH, hvor Kenton Slash Demon teamer op arkitekterne Lenschow & Pihlmann til en garanteret anderledes koncertoplevelse, der bygger bro i mellem musik og arkitektur. Duoen omkranses af en stål-konstruktion, der er koblet til maskiner på scenen således, at den bliver en aktiv del af duoens performance, og skaber en aktiv audiovisuel oplevelse for publikum. Samtidig vil duoen præsentere splinternyt materiale.

Elektronisk musik er også for børn, siger Strøm – og viser det år efter år.

Børnebaderave
Dagen efter er der bl.a. ”Børnebaderave” i Baunehøjbadet. Strøm mener nemlig at elektronisk musik er for alle – også børn. Og har derfor semmensat et program af musikalske entertainere, der formidler elektroniske toner i børnehøjde. Dels ”Min Kat Den Danser Global Bass” hvor DJ Copyflex fortolker den danske børnesangskat i ny sprød Global Bass-udgave. Der loves 100% danse- og hoppegaranti. Dels ”Vibes Alt for Vilde Børnedisko”, hvor YouTube-kändissen og pædagogen Thomas Vibe tager sit alt for vilde børnedisko med til Bavnehøjbadet. Han har efter sigende en ordentlig stak fløjter i baglommen, så hvis du skal være ligeglad, så vær fløjtende ligeglad. Og så dukker Tykmesteren // Master Fatman også op.

Internationalt i kirken
Et tredje eksempel er ambient-koncerterne i Vor Frelsers Kirke på Strøms åbningsdag, Her er italienske Gigi Masin på programmet med den slags musik, som bl.a. Björk og Nujabes har samplet fra via debut-albummet ”Wind” fra 1984. En elektronisk veteran altså, som ifølge Strøm stadig ”tager lytteren på en tidsløs og overjordisk rejse mod det uendelige og videre”. Og så er den australske duo Wilson Tanner aftenens andet programpunkt, hvis samarbejde er en ”sonisk musik, der fortolker solen, havluften og den blå himmel” med forkærlighed for field recordings og simple melodier med elementer af housemusik og new age-atmosfærer.

Men det er kun udpluk af programmet – se det hele HER.

– – –

Strøms Knowledge-program under festivalen (undervisning og vidensdeling) offentliggøres fredag.

– – –

Foto top: Kenton Slash Demon (Foto: Flemming Bo Jensen).

International ambient-koncert i kirken. (Foto: Kim Matthai Leland).