En unik musikoplevelse er forbi. Der er alt for længe til næste år!

En unik musikoplevelse er forbi. Der er alt for længe til næste år!

Tekst: Gunnar Madsen
Foto: Michael Callesen

Den 19. udgave af koncertrækken “Udenfor Sæsonen” er vel overstået. Trods indskrænkede arbejds- og publikumsforhold lykkedes det fuldt ud, at skabe 4 harmoniske koncertoplevelser, der emmede af musikalsk nysgerrighed og velspillethed.

Med Steffen Brandt, Ginne Marker og Dario Campeotto som frontfigurer leverede. Udenfor Sæsonen-orkestret en helstøbt indsats, der kom rundt i alle musikkens genrer og udtryk – fra klassisk impressionisme til Jimi Hendrix, fra dansktoppens øverste hylde, over ny dansk sangskrivning til slidstærke tekster og melodier fra Steffen Brandts kæmpe bagkatalog.

Gustaf Ljunggren, Christoffer Møller, Cæcilie Balling, Josefine Weber, Jeppe Gram, Josefine Opsahl, Jeppe Skovbakke, Josefine Weber og Mika Persdottor spredte et varmt, broget og levende musikalsk tæppe ud for fødderne af et medlevende bornholmsk publikum.

Vigtigheden af, at vi råder over kunstnere, der kan, tør og vil sætte deres musikalitet og evner i spil – og på spil, bliver lysende klar, når man oplever det i praksis.

En unik musikoplevelse er forbi. Der er alt for længe til næste år!

 

Nordjyske Ginne har nærmest hjemmebanefordel på Bornholm

Nordjyske Ginne har nærmest hjemmebanefordel på Bornholm

Den dobbelte prisvinder og turné-aktuelle Ginne Marker ser frem til nogle helt anderledes musikalske dage med Steffen Brandt og Dario Campeotto under Udenfor Sæsonen – tre dage på solskinsøen med koncerter for solisterne med både rytmisk og klassisk kvartet.

Af Henrik Friis

– Vi er lige ved at få de sidste ting på plads – og der er bl.a. skrevet nogle viiilde arrangementer til nogle af mine sange, så det er meget spændende for mig. Ordene kommer fra den 25-årige jazzy singersongwriter Ginne Marker, der er den ene af årets tre solister ved Udenfor Sæsonen på Bornholm, som afvikles fra torsdag til lørdag i denne uge.

Sammen med Steffen Brandt og Dario Campeotto udgør hun solistholdet i denne 19. udgave af Udenfor Sæsonen, og inden der i morgen lettes anker mod Østersøens Perle, har solisterne været samlet i København for at øve de sange og arrangementer, der skal udgøre årets musikalske program.

Det bliver fem sange fra hver, og Ginnes bliver både udsat for nyt arrangement til strygekvartet, nyt arrangement til rytmisk kvartet – og begge dele på en gang. Det er trommeslageren Jeppe Gram, der har skrevet arrangementerne til Ginnes sange – han er fast del af Udenfor Sæsonens musikerhold, men er også med i Ginnes eget band.

– Så Jeppe kender mig ekstra godt, og jeg synes han fået noget ret interessant ud af det, hvor sangene har fået nye vinkler og farver. I det hele taget er det ganske specielt for mig, at jeg nu skal til at fortolke mig selv og mine egne sange, fortæller en spændt Ginne Marker, der også skal synge med på et par omarrangerede numre af Steffen Brandt. Og glæder sig til det ”fordi Steffen Brandt altid er blevet spillet derhjemme. Så det bliver spændende at opleve ham – og hvordan han arbejder på scenen”.

Ginne Marker drager til Bornholm med to friske Carl-Prisen i bagagen – som ”Årets Talent” og ”Årets Jazz-komponist” – uddelt i sidste måned af Musikforlæggerne. Og så er hun midt i en Danmarks-turné med sit eget band. Men afbrækket på Bornholm bliver næsten som at spille på hjemmebane for aalborgenseren:

– Min familie er fra Bornholm på min farmors side. Det kan man også høre på mit efternavn, for det er der mange der hedder derovre – til gengæld har jeg været ret alene med at hedde Marker i Nordjylland, griner hun.

Ginnes bornholmske del af familien er da også at finde på tilskuer-pladserne ved koncerten fredag i Kyllingemoderen, Aakirkeby – hvor hendes forældre i øvrigt også tager turen fra hovedlandet for at være med. Altså, en anderledes familiesammenkomst.

Torsdag 17. september – Campus Bornholm kl. 20.00
Fredag 18. september – Campus Bornholm (lukket arr.) – formiddag
Fredag 18. september – Kyllingemoderen, Aakirkeby kl. 20.00
Lørdag 19. september – Muzikhuset, Rønne kl. 20.00

Ginne Marker tager Carl-priser med til Bornholm

Ginne Marker tager Carl-priser med til Bornholm

Det aalborgensiske stjerneskud Ginne Marker (t.v. på foto), der deltager som solist i den 19. udgave af ‘Udenfor sæsonen’, er netop hjemvendt fra Carl Prisen med to priser i bagagen. Til prisuddelingen, der afholdes (og uddeles) af Musikforlæggerne, blev Marker udråbt som både ‘Årets talent’ og ‘Årets komponist – jazz’ for hendes debutalbum, “For Seasons To Come”, der blev udgivet i november 2019. Vi ønsker Ginne stort tillykke med de velfortjente priser og ser frem til nogle magiske, musikalske aftener på Bornholm. 

‘Udenfor sæsonen’ afvikles under Bornholms Kulturuge. Udover Ginne Marker er Steffen Brandt (kurator) også flankeret af legendariske Dario Campeotto. Til at lede publikum og solister trygt igennem aftenen præsenterer ‘Udenfor Sæsonen’ med stolthed både en rytmisk og en klassisk kvartet. De to kvartetter vil udover at akkompagnere og fortolke solisternes sange også byde ind med til lejligheden skrevne arrangementer, som tager udgangspunkt i impressionismen i fransk klassisk musik tegnet af blandt andre Ravel.

Koncerterne
Koncerterne er eksklusivt sat sammen til dette års kulturuge og kan kun opleves i forbindelse med den.

Torsdag 17. september – Campus Bornholm kl. 20.00
Fredag 18. september – Campus Bornholm (lukket arr.) – formiddag
Fredag 18. september – Kyllingemoderen, Aakirkeby kl. 20.00
Lørdag 19. september – Muzikhuset, Rønne kl. 20.00

Udenfor Sæsonen gør klar til sæson nummer 19

Udenfor Sæsonen gør klar til sæson nummer 19

Koncertrækken Udenfor Sæsonen runder til september de 19 år. Koncerterne under Bornholms Kulturuge skal endnu en gang forsøge at samle kunstnere fra forskellige genrer og fra forskellige steder i livet og karrieren med det ene formål at skabe musik og sammenhæng. Glæde og begejstring.

I år vil rytmiske og klassiske musikere udfordre hinanden og publikum med kendte sange i nye fortolkninger og nye sange i sikre hænder.

Således vil man kunne opleve en sand legende, Dario Campeotto med sange fra et langt liv på film og scene, nye fortolkninger af tidens toner og spændende udtog fra operaens verden i duet med sopranen Josefine Weber.

Også i et samarbejde med koncertrækkens anden solist, den helt unge nordjyske sanger/sangskriver og guitarist Ginne Marker. Ginne Marker er aktuel med sit anmelderroste debut album: ”For seasons to come” og har allerede nu fået stor opmærksomhed herhjemme såvel som i udlandet.

Steffen Brandt vil som den tredje solist igen i år forsøge at samle trådene og deltage aktivt i det omfang evnerne rækker, som han selv så klædeligt ydmygt udtaler. Mon ikke vi vil se samarbejder på kryds og tværs til forhåbentlig glæde for et nysgerrigt publikum ?

Til at lede publikum og solister trygt igennem aftenen præsenterer Udenfor Sæsonen med stolthed både en rytmisk og en klassisk kvartet. De to kvartetter vil udover at akkompagnere og fortolke solisternes sange også byde ind med til lejligheden skrevne arrangementer, som tager udgangspunkt i impressionismen i fransk klassisk musik tegnet af blandt andre Ravel.

Koncerterne
Koncerterne er eksklusivt sat sammen til dette års kulturuge og kan kun opleves på Bornholm.
Torsdag 17. september – Campus Bornholm kl. 20.00
Fredag 18. september – Campus Bornholm (lukket arr.) – formiddag
Fredag 18. september – Kyllingemoderen, Aakirkeby kl. 20.00
Lørdag 19. september – Muzikhuset, Rønne kl. 20.00

SOLISTERNE I UDENFOR SÆSONEN 2020
Dario Campeotto
Sanger, filmskuespiller og entertainer gennem en menneskealder. Repræsenterede Danmark ved det internationale Melodi Grand Prix for 59 år siden og har ud over en fortløbende karriere som sanger og entertainer haft filmroller (mest i 60’erne – bl.a. ”Han, hun, Dirch og Dario”), roller i revy’er og meget, meget andet. Selv om dåbsattesten blev skrevet for 81 år siden, var der sidste år så mange
”Sang og Talkshows” i kalenderen, at Dario måtte sige nej til Udenfor Sæsonen. Men i år fik han tid.

Ginne Marker
Et 25-årigt aalborgensisk stjerneskud, der med sine smukke, originale sange, sit fremragende guitarspil og sin rørende stemme formidler store følelser på en lavmælt, underspillet og, ja, nordjysk facon. Kald det pop, jazz-pop, singersongwriter – Ginne Marker favner det hele og har inderlighed og stærk historiefortælling som sin røde tråd. Bare lyt til debutalbummet, ”For Seasons to Come” udgivet sidste år, så ved man, hvad der er i vente.

Steffen Brandt
Gennem nu 19 år den musikalske leder af Udenfor Sæsonen, der år efter år har udfordret vanetænkningen og nedlagt skellene mellem såvel musikken som andre kulturretninger og aldersgrupper via de inviterede gæster – i håbet om at finde nye farver til kendte værker eller helt nye stier sammen. Ved siden af er han selvfølgelig også indholdskreateur og frontfigur i det han selv kalder ”Verdens Lykkeligste Band”, TV 2, men nyder fortsat at udfordre sig selv i andre sammenhænge også.

ENSEMBLERNE I UDENFOR SÆSONEN 2020

Den klassiske kvartet
Den prisbelønnede cellist og komponist Josefine Opsahl har igen i år samlet en klassisk kvartet. Denne gang gøres hun selskab af Cæcilie Balling (violin), Josefine Weber (mezzosopran, bratsch), mens Mika Persdotter (bratsch) er helt ny i denne sammenhæng. For alles vedkommende er der tale om supertravle flittigt brugte musikere, som ikke kun opererer indenfor den klassiske verden, men som nysgerrigt hæver blikket mod andre musikalske inspirationer og horisonter, når lejlighed byder sig.

Den rytmiske kvartet.
Med Gustaf Ljunggren (multiinstrumentalist) og Christoffer Møller (keyboards) som de musikalske arrangører bliver linjen for om- og nyfortolkning ved Udenfor Sæsonen udstukket på den mest kompetente vis – og som altid udført sammen med Jeppe Skovbakke (bas) og Jeppe Gram (trommer). Hvad de fire herrer er blevet udfordret med gennem årene i denne sammenhæng – af diverse musikere, kunstnere og stilarter – er enormt, men selv efter de mest musikakrobatiske udfordringer, er de alligevel altid landet sikkert på benene.

– – –
Udenfor Sæsonen arrangeres af den musikalske leder Steffen Brandt samt Musikhuzet i Rønne og ROSA og er støttet af Det Obelske Familiefond.

Udenfor Sæsonen 2019: En mosaik af musikalske kræfter

Udenfor Sæsonen 2019: En mosaik af musikalske kræfter

Billeder: Michael Callesen

Dette års udgave af Udenfor Sæsonen er nu vellykket afsluttet med dets fire koncerter på Bornholm. Menuen stod på en mosaik af musikalske kræfter, hvor jazz og sangskriver traditioner blev bundet sammen med den klassiske musik, som tovholderen, Steffen Brandt, selv udtrykte det. Se galleriet nedenfor.

”Vi vil nu tage jer med på en rejse – er I klar?” sådan lød det indledningsvist fra Steffen Brandt rundt på årets koncertrække. Ambitionen var at inspirere og opløse grænserne mellem genrer. Og det blev netop en rejse for publikum ind i de musikalske lag, hvor grænserne var opløste. På rejsen kunne der opleves jazz-skønsang fra den estiske Karmen Rõivassepp, de mere moderne sangtraditioner fra Steffen Brandt, Morten Nørby (Vildnis) og Laura Ziani samt opera fra Josefine Weber Hansen.

Vokalisterne blev bakket op af en klassiske ensemble bestående af Cæcilie Balling, Josefine Opsahl, Laura Ziani og Josefine Weber Hansen, men også det vanlige band med Gustaf Ljunggren, Christoffer Møller, Jeppe Skovbakke og Jeppe Gram. Alt i alt en flok talentfulde mennesker, der fortolkede hinandens sange og inspirerede Bornholm.

Steffen Brandt forener det rytmiske og det klassiske i bornholmske rammer

Steffen Brandt forener det rytmiske og det klassiske i bornholmske rammer

Når Udenfor Sæsonen løber af stablen som del af den bornholmske kulturuge, vil Steffen Brandt igen i år anføre den musikalske dialog imellem genrer. [Foto: Set fra venstre side: Karmen Rõivassepp, Josefine Weber Hansen, Morten Nørby og Laura Ziani]

For 18. år i træk inviterer TV-2’s sanger og frontfigur Steffen Brandt en række spændende musikere til Bornholm, der danner rammen for det populære musikarrangement, Udenfor Sæsonen. Der vil vanen tro blive afholdt tre koncerter som en del af Bornholms Kulturuge 2019.

Steffen Brandt forener denne gang et line-up af solister, der spænder bredt på tværs af genrer: Folk/rocken og jazzen repræsenteres i form af den estisk fødte/dansk bosiddende jazzsanger, Karmen Rõivassepp og sangskriveren Morten Nørby kendt som sanger og danser i gruppen Vildnis. Også den klassiske musik vil være repræsenteret via mezzosopran og bratschist, Josefine Weber Hansen samt cellist og sanger Laura Ziani. Steffen Brandt er altså tovholder for en koncertrække med et samspil mellem talenter og etablerede musikere inden for både det rytmiske og det klassiske. Hvilket igen helt lever op til Udenfor Sæsonens ry, som netop er grænsesøgning og nyfortolkning.

På sædvanlig vis får dette års solister musikalsk følgeskab af Jeppe Gram (bas), Jeppe Skovbakke (bas), Gustaf Ljunggren (multiinstrumentalist) og Christoffer Møller (keyboards). For andet år i træk vil også klassiske musikere være at finde på musikerholdet: Violinist, Cæcilie Balling og cellist og komponist, Josefine Opsahl – ud over altså de to solister Josefine Weber Hansen og Laura Ziana.

Spilleplan for Udenfor Sæsonen 2019:
19. september: Brohuset, Allinge
20. september: Kyllingemoderen, Aakirkeby
21. september: Musikhuzet, Rønne

 

Cæcilie Balling, violinist
Violinist Cæcilie Balling er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, på det amerikanske Oberlin Conservatory og debuterer fra solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium efteråret 2019.
Cæcilie er både aktiv som solist og som kammermusiker inden for den klassiske genre, men bevæger sig også inden for det mere eksperimenterende og genrekrydsende felt. Dette kommer til udtryk i de forskellige konstellationer, den talentfulde violinist har indgået i såsom RAMAstrings og Bellbird Chamber Orchestra. Derudover har Cæcilie også deltaget i en række festivaler som Thy Kammermusikfestival, Boston Bach Festival, Aarhus Kammermusik Festival. Hun har turneret med Den Jyske Opera og arbejdet med en bred vifte af kunstnere såsom Isam B, Caroline Henderson, Craig Leon, Bremer/McCoy, Marcella Lucatelli, Nikolaj Hess, Carsten Dahl og Christian Balvig.
Foruden sit virke som violinist har Cæcilie også været med til at grundlægge flere kunstneriske projekter såsom strygekvartetten Halvcirkel, multi-genre festivalen The House Festival i Aarhus og multi-genre serien SpaceHouse Series på Designmuseet i København.

Josefine Weber Hansen, mezzosopran og bratschist
Josefine Weber Hansen har spillet og sunget siden barneårene og har en bachelor fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor hun studerede bratsch hos professor Lars Anders Tomter. Efter sine bratschstudier besluttede hun at skifte retning og søgte ind på konservatoriet igen – nu som klassisk sanger, hvor hun nu er i gang med sin kandidatuddannelse hos professor Helene Gjerros.
I 2018 modtog Josefine De Københavnske Odd Fellow Logers Musikpris og har sideløbende med studierne været aktiv kammer- og orkestermusiker bl.a. som medlem af Det Danske Ungdomsensemble og klaverkvartetten Païan, der har optrådt på festivaler i ind- og udland. Hun har desuden også spillet i flere genrebrydende projekter med bl.a. Efterklang og Udenfor Sæsonen 2018 med Steffen Brandt.
For nylig er Josefine blevet medlem af det feministiske musikkollektiv Damkapellet, der arbejder for at udbrede kendskabet til kvindelige komponister. I den forbindelse har hun taget initiativ til et projekt, som skal genoplive den store mængde af sange, der er skrevet af glemte danske kvindelige komponister fra 1850’erne og frem til i dag.

Laura Ziani, cellist og vokalist
Laura Ziani startede med at spille cello som bare syvårig. Dette skulle vise sig at blive starten på Lauras musikalske karriere, hvor hun har spillet utallige koncerter og deltaget i konkurrencer i ind- og udland.
Laura har studeret hos de bedste klassiske musikere på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men har et stort behov for at skabe og bevare en musikalsk nysgerrighed. Trangen til at bryde med det perfektionistiske har gennem en leg med genrer og regler ført Laura over i et mere alternativt popunivers, hvor det er hendes vokal, der er i centrum. Hendes stemme er insisterende, kraftfuld og smuk på sin egen helt intime måde. Det er Laura selv, der skriver og producerer musikken, som indtil videre har budt på en række singler samt debutkoncert på Hotel Cecil i København i 2018. 

Josefine Opsahl, cellist og komponist
Josefine Opsahl er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Northwestern University og specialiserer sig nu som en af de første solister inden for ‘Contemporary Creative Art’ på Syddansk Musikkonservatorium. 
Josefine står bag flere anmelderroste samt prisvindende udgivelser og er to gange blevet udvalgt til at modtage Statens Kunstfonds legat ‘Den Unge Kunstneriske Elite’ i 2017 og 2019. Senest har musikeren og komponisten turneret i Kina samt ledsaget Hendes Majestæt Dronningen på hendes statsbesøg i Argentina i samarbejde med Den Kgl. Danske Ballet.
Som musiker bevæger Josefine sig i et spændingsfelt mellem sin klassiske musikalske baggrund og en nybrydende åbenhed til sit instrument, lyd og genre, når hun bl.a. inkorporerer elektroniske strømninger og konstant drives af innovation og virtuositet. Denne særegne tilgang til sit musikalske virke har bl.a. medført bestillingsværker til museer, gallerier og festivaler, hvor Josefine også bryder grænsefladerne i samarbejde med andre kunstnere.

Karmen Rõivassepp, jazzvokalist og komponist
Karmen Rõivassepp kommer fra Estland, men har de sidste seks år boet og arbejdet som jazzvokalist og komponist i Danmark, hvor hun har formået at skabe et navn for sig selv på den danske jazzscene. Her har hun bl.a. gjort sig bemærket med sin instrument-lignende vokal, klare lyd og legesyge natur. Disse kvaliteter er med til at gøre Karmen til en af tidens mest alsidige jazzvokalister, som udfolder sit talent med både moderne jazz, improviseret eksperimenterende musik samt big band og standard jazz.
Karmens arbejde inden for jazzens musikalske horisont vandt hende i 2018 Aarhus Jazz Talent Prisen samt den estiske Young Jazz Talent Award i 2019.
Kvartetten, som Karmen indgår i, udgav i juni 2018 sit debutalbum, ‘Dance of Sounds’, som fik en flot modtagelse hos musikanmelderne og blev nomineret til ‘Årets Nye Danske Jazznavn’ ved Danish Music Awards 2018.

Morten Nørby
Morten har i 25 år ageret sangskriver, sanger og ikke mindst danser i bandet VILDNIS, der i 2006 modtog P4 Prisen. Bandet er blevet rost for deres poesi og musikalitet, hvor især de gamle visetraditioner er blevet taget under kærlig behandling af Morten Nørby. Morten har en legende og afslappet tilgang til sin sangskrivning, hvor det ikke er lytterhits eller en trang til at være “med på noderne”, der driver værket. I stedet skrives der sange om vedkommende temaer i et varmt og nært univers i bedste gademusikant-stil. Denne uformelle og hjertelige tilgang til musikken har bragt Morten og VILDNIS vidt omkring på landets mange klubber og festivaler. Foruden sin rolle i VILDNIS er Morten uddannet skuespiller ved Statens Teaterskole i København i 1994 og er aktør i teateret Knudsen&Nørby.