Lørdag aften kommer konklusionen på Días Nórdicos’ stryger-workshop – hvor Mette Dahl Kristensen har nyarrangeret argentinske Lucio Mantels sange for stryger-gruppe

Kapellet i tilknytning til det store Centro Cultural Recoleta i det centrale Buenos Aires har gennem de seneste dage genlydt af strengeleg. Koncentreret, fokuseret strengeleg.

Det er danske Mette Dahl Kristensens arrangementer af den argentinske sanger og sangskriver Lucio Mantels musik, som musikerne her afprøver for første gang inden koncerten lørdag aften: Smuk solskinspræget pizzicato-plukken i ”Minaturo No. 1” – eller ”Estrafalarios” store melankolske strøg og flotte samspilspassager – og så Lucio Mantels skrøbelige, inderligere vokal på toppen. Melodier arrangeret for kvartet, strygeduo – og også kvintet i et enkelt nummer, hvor Mette Dahl Kristensen selv kommer på scenen med den bratsch hun fik med i håndbagagen.

Mette Dahl Kristensen i dialog med Martha Rocha – en stærk leder af strygeensemblet.

Mette Dahl Kristensen siger lige ud, at opgaven har krævet ekstra af hende. Lucios akkordsammensætninger, moduleringer og udviklinger er ganske anderledes end de sange hun har ny-arrangeret for nordiske kunstnere som Steffen Brandt, Teitur, Pernille Rosendahl, norske Ane Brun osv. Hun har skullet kigge andre steder hen i ”værktøjskassen” efter redskaber til denne opgave, erkender hun. Og på forhånd var hun heller ikke sikker på at hun havde ramt rigtigt. Betonet rigtigt.

Men her ved prøverne i Buenos Aires med den superproffe stryger-kvartet Cuarteto de Cuerdas, blev denne lille nagen helt afvæbnet. Klasse-musikerne samlet bl.a. fra 1. violingruppen i Buenos Aires’ symfoniorkester med Martha Rocha i spidsen læste – med små tilretninger undervejs af Mette Dahl Kristensen – noderne problemfrit. Og kom selv med forslag til understregninger og nuanceringer.

– Jeg har tit spillet med strygergruppe – det er jeg faktisk vant til. Men den musik Mette har i sit hovede er meget anderledes. Hendes verden har andre farver. Det er arrangementer, der kommer dybt indefra. Og jeg synes, det er utroligt smukt, siger den argentinske ophavsmand til sangene, og forklarer at lørdagens koncert bliver med 6-7 strygerarrangementer af Mette Dahl Kristensen, to af Mettes egne numre, samt solo-numre af Lucio Mantel.

Mette Dahl Kristensen selv var også lutter tilfredshed omkring arbejdet: – Det er som jeg håbede meget erfarne og dygtige musikere. De spiller virkelig dejligt. Og så tager de selv initiativ – og tager over. Hvor Martha Rocha selv tager styringen over strygergruppen.

Hvis navnet Lucio Mantel virker bekendt på nogle i forbindelse med Días Nórdicos er det ikke helt galt: Han var makker med færøske Teitur da der sidst var nordisk/argentinsk workshop for to år siden i Buenos Aires (de skrev på få minutter melodien til ”I Have Found My Happiness”, som ”Homeland”-stjernen Mandy Patinkin senere har udgivet – ud over Teitur selv). Og Mantel var også med i en tilsvarende workshop under SPOT 2017-festivalen.

 

Días Nórdicos Latinamerica 2018 støttes af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, The Nordics, Instituto Ibero Americano de Finlandia, Nordens Hus på Færøerne og FFT – Den Færøske Sangskriverforening, samt Atlantic Airways.

Días Nórdicos Latinamerica 2018 arrangeres af ROSA og Zona de Obras i samarbejde med Nordens Institut på Åland, Nordens Institut i Grønland, The Animation Workshop, Centro Cultural Recoleta (AR), Sesc (BR), Difusa Fronteira (BR), Plastilina (PE), og Contrapedal (UY).