Om E-tur

Vores primære formål med E-Tur er at give bands og artister mulighed for at få noget konkret live-erfaring og spillerutine. Det kan være svært – især for nyere bands og artister – at udvikle bandet, musikken og sin performance, hvis ikke man kan få spillejobs nok.

E-Tur giver mulighed for at møde et forskelligartet publikum, der består af både interesserede og mindre musikinteresserede elever på landets efterskoler. En god koncert kan booste bandets fanskare rigtig meget, men alene det at skulle skabe en oplevelse for et fremmed publikum er en læringsproces i sig selv.

Et andet mål med E-Tur er at give efterskolerne en unik mulighed for at få kvalitetsmusik ud på skolerne, og dermed være med til at forme fremtidens koncertgæster og skabe en kultur om at gå til livemusik-arrangementer.

Udvælgelse af bands

Når der udvælges bands til E-Tur, er der flere kriterier, vi lægger vægt på i vurderingen af ansøgerne. Den musikalske kvalitet skal selvsagt være i orden, men derudover er bandets aktualitet også en faktor, der tages i betragtning. Vi prioriterer generelt nye navne, men der skal også sikres en musikalsk bredde i årets samlede line-up. Vi ser gerne, at forskellige genrer er repræsenteret, og at de udvalgte bands er i øjenhøjde med det unge publikum, de skal ud at møde.

 

Hvad får bandet ud af det?

Vi sørger for al booking med ca. 9 koncerter på tre uger, hvormed der er rig mulighed for at opbygge en solid live-erfaring. Det unge publikum tager generelt rigtigt godt imod musikken og er potentielle fans for livet.

Derudover udbetales der et honorar pr. koncert.

 

 

ROSA – Dansk Rock Samråds rolle: initiativtager, arrangør, hovedkommunikator og afvikler.
Kontaktperson: Anders Ovesen – ovesen@rosa.org