Tekst: Kasper Marius Nørmark / Foto: Miriam and Janus Photography

I begyndelsen af december deltager færøske HULDA i kulturfestivalen Días Nórdicos, der denne gang bringer nordiske kulturudtryk til Peru, Argentina, Uruguay og Brasilien.

Forud for sin deltagelse i Días Nórdicos har ROSA – Dansk Rock Samråd talt med den kvindelige elektroniske musiker og sanger HULDA om hendes musik, den færøske musiktradition og huldufólket – og om HULDAs forventninger til opholdet i Latinamerika:

Du har opkaldt dit musikprojekt HULDA efter den færøske myte om huldufólket, der siges at skjule sig på øen, hvor de blandt andet bor i sten og klipper. Tror du, at den slags myter og overtro har påvirket din måde at anskue verden på, og hvordan fletter den færøske folklore sig mere overordnet ind i din musik?

På Færøerne har folk været forsigtige med, hvor de har bosat sig, fordi de ikke ville forstyrre huldufólket. Og mange veje på Færøerne er f.eks. anlagt med en lille omvej rundt om ”beboede” sten, fordi man har ikke turdet at flytte dem. Personligt tror jeg dog ikke, at myterne har påvirket min musik eller min verdensanskuelse. Overtroen fylder ikke længere særlig meget for det færøske folk, men jeg synes, at historierne er fascinerende – og ønsker, at vi ikke skal glemme de myter, som fyldte så meget i vores forfædres tilværelse.

Jeg kender til flere tilfælde, hvor folk stadig tror på huldufólk. Jeg hørte for eksempel en mand fortælle, at han engang skulle sætte en el-mast op på en af de mindre øer, da han arbejdede for Færøernes største el-selskab, SEV. På øen er der en sten, der siges at være beboet af huldufólk. Da han og hans kollegaer skulle bore i stenen, virkede boret ikke – og det var endda et af disse kæmpestore og kraftige bor. De prøvede længe, men til sidst gav de op og valgte at bore i en anden sten. Da de gik i gang med at bore der, så virkede boret, som det skulle. De var overbeviste om, at de ikke kunne bore i den første, fordi den var beboet af huldufólk. Og jeg har hørt flere – specielt ældre mennesker – sige med fuld overbevisning, at de har set huldufólk.

Hvordan giver det betydning for dig at forene ældgamle myter med et moderne elektronisk udtryk?

Da jeg begyndte som HULDA, valgte jeg at være anonym. Jeg udgav nogle singler under kunstnernavnet, men satte ikke ansigt på. På Færøerne, som jo er et meget lille samfund, er det dog meget svært at forblive anonym, og efter nogle måneder, blev det da også afsløret, hvem HULDA var. Men som sådan var navnet HULDA – dette mystiske væsen, som ingen rigtigt kunne identificere – jo perfekt til projektet.

Hvordan vil du beskrive sangkulturen på Færøerne, og har det haft indflydelse på, at du i dag er sanger og sangskriver?

Sangkulturen på Færøerne er meget stærk. Vi er alle sammen opvokset med musik og sang som en del af vores barndom. I børnehaver synger man meget, og i skolerne skal man lære gamle kvad, som nogle gange består af over 100 vers! Næsten alle færinger synger eller spiller et instrument, og sidder man f.eks. til et selskab, er det ikke unormalt, at en eller flere guitarer bliver taget frem, og folk begynder at synge – i mange tilfælde flerstemmigt! Folk, som besøger Færøerne, bliver ofte meget overraskede at se og mærke den solide sang- og musiktradition, som vi har.

Du har blandt andet samarbejdet med producer Jens L. Thomsen fra bandet ORKA og co-producer Sakaris E. Joensen. Er du ved at indspille nyt materiale, og i hvilken kunstnerisk retning bevæger HULDA sig lige nu?

Lige pt. er der ikke noget nyt i produktions-”skålen”, da jeg fokuserer 100% på at få mit one-woman show op at køre. Sakaris plejer at optræde sammen med mig live, men nu skal jeg selv sørge for at have alle knapperne under kontrol. Der er noget af en udfordring, så jeg har brugt langt tid på at forstå og sætte mig ind i, hvordan f.eks. en sampler og meget andet virker – og på at få dette one-woman show skruet godt sammen!

Men mit hoved er fuldt af musik, som forhåbentlig snart kommer ud til omverdenen. Den kunstneriske retning vil vise sig, men jeg har nogle spændende idéer coming up!

Snart spiller du til Días Nórdicos i Peru, Argentina, Uruguay og Brasilien. Hvad ville det bedste tænkelige udbytte være for dig?

Uh… stort spørgsmål… Først og fremmest er jeg virkelig taknemmelig for at få lov til at være en del af denne turné og for at få chancen for at spille i disse lande. Det ville jo være fantastisk, hvis det latinamerikanske folk får ørerne op for min musik. Og så glæder jeg mig også rigtig meget til workshoppen i Buenos Aires, hvor jeg får mulighed for at møde og spille sammen med lokale musikere. Desuden er rejsen jo en god ramme for networking.
Alt i alt tror jeg, at det bliver en fantastisk oplevelse – og regner med at det bliver en stærkere HULDA, der kan tage tilbage til Færøerne med fornyet inspiration, ny fed musik, flere åbne døre – og lidt kulør på den blege nordiske hud.

Días Nórdicos Latinamerica 2018 støttes af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, The Nordics, Instituto Ibero Americano de Finlandia, Nordens Hus på Færøerne og FFT – Den Færøske Sangskriverforening, samt Atlantic Airways.

Días Nórdicos Latinamerica 2018 arrangeres af ROSA og Zona de Obras i samarbejde med Nordens Institut på Åland, Nordens Institut i Grønland, The Animation Workshop, Centro Cultural Recoleta (AR), Sesc (BR), Difusa Fronteira (BR), Plastilina (PE), og Contrapedal (UY)