Tekst og foto: Cecilie Abildgaard

Efter ti efterskole-koncerter på tre uger kan MONTI nu puste ud oven på en veloverstået E-Tur. De er kommet rundt på skoler i hele Jylland og har haft chancen for at møde et nyt og ungt publikum – og få opbygget en solid erfaring med at spille live i mange forskellige settings. Herunder kan du høre et kort interview med Karl-Emil og Sebastian fra bandet, om hvad de har fået ud af at være med på ROSA’s E-Tur 2018. 

Onsdag aften lagde E-Turen vejen forbi BGI Akademiet – en elite-idrætsefterskole med over 500 elever i nærheden af Horsens. Koncerten var den næstsidste på turen, hvor MONTI har givet koncert vidt forskellige steder – dog med det til fælles at de alle til daglig huser unge mennesker i 15-17 års alderen.

 

 

På E-Tur har MONTI oplevet et engageret publikum – på trods af, at eleverne på mange af skolerne ikke har kendt musikken i forvejen. Nysgerrigheden har kunnet mærkes til koncerterne og efter, hvor mange er kommet hen til bandet for at høre mere og købe merchandise. Man har også kunne mærke det på de sociale medier, siger de.

De mange elever, der havde samlet sig i den store BGI-hal onsdag aften, fik et brag af et show leveret af det århusianske hiphop band MONTI. Med et for E-Turen usædvanligt professionelt setup – med in-house lydmand og hævet scene – gav bandet alt hvad de havde til en af turens sidste koncerter. Hvis drengene var trætte efter de sidste tre ugers intense program, var det ikke noget der kunne spores på scenen.

 

E-Turen fortsætter – på mandag d. 24. september spiller Roxy Jules sin første E-Turs-koncert på Nørbæk Efterskole. Du kan følge med i E-Turen her på hjemmesiden, samt på facebook og instagram.