Festivaler er en vigtig platform for upcoming musikere: "Det er fedt, at det er unge mennesker, der får det til at ske", USSEL
13. dec. 2023
Vækstlagsfestivaler og upcoming artister går ofte hånd i hånd. De mindre festivaler er typisk stedet, hvor mange musikere har deres første oplevelser med at spille live. På samme måde er vækstlagsfestivaler et springbræt for mange unge kulturskabere. Festivalerne er derfor et vigtigt led i den talentudvikling, Tuborgfondet og ROSA ønsker at styrke med Musikhjælp Scenesetup.
Som upcoming artist har karrierens første koncerter ofte stor betydning. Det er her, man opbygger erfaring med at spille live og får prøvet sit materiale foran et publikum. Rejsen til de store scener har for mange musikere sin begyndelse på landets mindre festivaler, hvor publikum typisk er åbent for nye musikalske indtryk.
For at styrke det blomstrende festivalmiljø og upcoming artister i Danmark, tilbyder Tuborgfondet og ROSA fra 2024 Musikhjælp Scenesetup – et fuldt produktionssetup med scene, lyd, lys og teknikere. Målet er at sikre de bedste produktionsforhold for de danske vækstlagsfestivaler og på den måde styrke upcoming artisternes muligheder for at spille deres musik live.
Et nyt publikum
I løbet af sommeren 2023 er setuppet blevet afprøvet på tre af landets vækstlagfestivaler: Ødsted Festival nær Vejle, Nordlyd Festival i Roskilde og Sydhavnens Festival i Aarhus. Her talte vi med flere af musikerne og arrangørerne, som fortalte, hvorfor det er givende både at arrangere og optræde på mindre festivaler.
For flere af musikerne er netop festivaler et særligt sted at spille – både på grund af stemningen men også på grund af publikums indstilling til musikken. Sarah Wichmann fra bandet Rigmor, der spillede på Sydhavnens Festival, fortæller:
– Festivaler er et virkelig fedt sted at spille, fordi der er så mange forskellige publikum, som tit er klar på at høre noget nyt. Så det behøver ikke at være hardcore fans, ligesom dem der måske kommer på spillestederne.
Hun fortæller, at der blandt vækstlagsfestivalernes publikum ofte er en rummelighed over for nye bands og artister:
– Det fjerner lidt af presset, at vi bare kan komme, som vi er og spille den musik, vi har, og så synes publikum, at det er fedt.
Johan Skjold Knudsen fra bandet Darling Darlene supplerer:
– Når man spiller på en festival frem for et venue, kommer der nogle folk forbi, som ikke ville have set det ellers. Der er allerede bygget en stemning op og et publikum, som vi kan komme og spille vores musik for. Det er noget af det specielle ved at spille på festivaler frem for spillesteder, hvor man selv skal tiltrække et crowd.
Nærvær og opbakning på vækstlagsfestivalerne
De danske vækstlagsfestivaler er typisk startet af frivillige unge og fungerer som et værdifuldt samlingspunkt for en gruppe mennesker, der deler en kærlighed til musik og et ønske om at skabe uforglemmelige oplevelser.
Ifølge musiker Emil Mercedes Baadsgaard, bedre kendt som USSEL, kan sammenholdet og fællesskabet på de mindre festivaler, heriblandt Nordlyd Festival, hvor han optrådte i sommer, tydeligt mærkes:
– Det er fedt, at man kommer hinanden lidt mere ved her – både dem der arbejder på festivalen og gæsterne. Det er en slags organisme, der arbejder sammen.
Han fortæller desuden, at stemningen på de små festivaler også har en positiv effekt på hans optræden som artist:
– Jeg elsker at komme ud på de mindre steder, fordi man er meget mere i kontakt med publikum og kan mærke deres stemning tæt på. Jeg er også mere rolig på de mindre festivaler og mere nærværende.
Et vigtigt stykke arbejde
Bag enhver vellykket festival ligger en betydelig, og ofte frivillig, arbejdsindsats Her er vækstlagsfestivalerne er ingen undtagelse. Mange af de mindre festivaler er forholdsvis nye, som stadig er ved at finde fodfæste i branchen. Det er den proces, Tuborgfondet og ROSA ønsker at støtte op om gennem Musikhjælp Scenesetup. Målet er både at opkvalificere de nuværende festivaler og inspirere endnu flere til at starte deres egne festivaler. Forhåbningen er, at det vil gavne hele vækstlaget og landets upcoming artister.
På sommerens testfestivaler gav både bands og artister også udtryk for vigtigheden i at støtte op om vækstlaget og det store arbejde, der bliver lagt i de mange små festivaler landet over.
Flere bandmedlemmer fra Rigmor fortæller:
– En festival kræver noget arbejde, og det er fedt, at der er nogen, der står for det arbejde – og det er vigtigt, at der er nogen, der bakker op og kommer til vækstlagstingene. For hvis der ikke kommer nogen, er det ligemeget.
Emil Mercedes Baadsgaard supplerer:
– Det er fedt, at der er unge mennesker, der gør det her og får det til at ske.
Scenesetup er en del af Tuborgfondet Musikhjælp, som samler en række initiativer, der støtter flere unge i at gøre musikken til en levevej. ROSA har fået støtte fra Tuborgfondet til at drive indsatsen.
OBS: der deadline for at ansøgninger til Scenesetup den 08. januar 2024.
Læs mere om og ansøg her.
Hør de tre testfestivaler fortælle om deres motivation for at afholde festival i videoen her: