top of page

Fra videospilmusik i Osaka til tysk fanbase: Støtteordning giver plads til drømme, der rækker ud over de danske grænser

11. apr. 2024

Den internationale transportstøtte giver plads til drømme, der rækker ud over de danske grænser. I ROSAs nye artikelserie vil vi løbende bringe historier om artister og bands, der har fået transportstøtte fra ROSA.

I den første hører vi fra David Engelbrecht, der har været på tour i Japan med sin musik, der er inspireret af videospilmusik - og danske Lasse Matthiessen, der har opbygget en så stor fanbase i Tyskland, at han har været på en stor "intimate tour" i Tyskland og Schweiz.

For kunstnere, der overvejer at udforske mulighederne i udlandet, yder genreorganisationerne - herunder ROSA - tilskud til transportstøtte. Ordningen skal hjælpe med at finansiere turnéer og dække omkostningerne ved at etablere sig i nye markeder for at fremme dansk musik i udlandet.


Genreorganisationerne modtager samlet mellem 400 og 800 ansøgninger om året og støttede i 2023 ca. 1500 koncerter med danske kunstnere i udlandet eller koncerter i Danmark med internationalt islæt. Læs mere om dansk musik i et internationalt perspektiv i rapporten Dansk Musikliv i Tal her.


I denne artikelserie vil vi løbende bringe historier om artister og bands, der har fået transportstøtte fra ROSA. Her vil vi høre fra dem, hvilke muligheder støtten har åbnet op for, samt deres råd til andre kunstnere om, hvordan de bedst muligt kan tage de første skridt i deres internationale karriere.


Videospilmusik og samarbejder i Japan


DAVID ENGELBRECHT SIMONSEN, der blandt andet er kendt fra bandet FRAADS, er en af de musikere, der har fået international transportstøtte gennem ROSA i 2023 i forbindelse med en solotour i Japan. 


Helt lavpraktisk har det givet mig muligheden for, at det overhovedet kunne lade sig gøre med den her tur, når man sætter det hele op selv. Jeg synes bare, det er fedt, at der er nogen, der giver støtte til lidt mere eventyragtige projekter,” fortæller David Engelbrecht Simonsen.


I alt spillede han tre shows i Tokyo og Osaka og mødtes med lokale artister om eventuelle samarbejdsmuligheder og har også allerede talt med en lokal japansk artist om et genbesøg i Danmark.



Selv beskriver David Engelbrecht Simonsen sin musik som eksperimenterende elektronisk instrumentalmusik, der låner elementer fra videospilmusik. Musik der netop trækker tråde til Japan.


Der er noget æstetisk til fælles mellem min musik og japansk musik, som jeg har haft det optur over længe og undersøgt i mit bachelorprojekt på konservatoriet. Jeg har længe været helt vildt inspireret af japansk musik og videospilmusik, som jeg har lånt greb og udtryk fra. Blandt andet fra videospil fra min egen barndom, som vækker noget nostalgi for mig. Det har været helt vildt inspirerende at arbejde med og er mere undersøgende, end noget af det andet, jeg før har lavet,” fortæller David Engelbrecht Simonsen og supplerer:


“Og så stod jeg med noget musik, hvor jeg tænkte, at det også kunne være vildt sjovt at spore det tilbage til et sted, hvor det kommer fra, og prøve at se, hvordan det ville lyde i den kontekst.” 


Ikke sidste besøg i Japan

Det var derfor også en helt særlig oplevelse at optræde og efterfølgende tale med det japanske publikum. 


Det med at komme til et så anderledes sted, end hvad jeg kender, og så er der nogen, der gider snakke om de samme computerspil, som jeg har spillet efter et show, og hvordan man har brugt de lyde, er helt magisk. Vi kan dele en optur over kunstneriske udtryk og musik langt bredere, end hvad der lige er, hvor vi bor.” 


David Engelbrecht Simonsen er helt sikker på, at han en dag skal tilbage til Japan og anbefaler også andre at tage af sted på eventyret - både til Japan og udlandet generelt.


Det var for mig i hvert fald en virkelig stor oplevelse. Det er et land, der virkelig elsker musik, og elsker mange små scener af musik. Der er virkelig en interesse for de smalle ting også.”



Du kan sagtens etablere en karriere i Tyskland, selvom du er en ukendt kunstner i Danmark


LASSE MATTHIESSEN har netop afsluttet sin "intimate tour" i Tyskland og Schweiz, hvor han turnerede rundt på små intime venues, der var dedikeret kun til sine tyske og schweiziske fans. Hans tilgang til at etablere sin karriere i udlandet er præget af en vilje til at komme ud og spille, hvor end muligheden byder sig.


"Det der med at sidde derhjemme og vente på, at nu får jeg nok en masse spillejobs, eller nu får jeg hul i radioen. Der var min tilgang; lad mig komme afsted. Lad mig spille, hvor jeg kan komme til," siger Lasse Matthiessen.


En af hans største indsigter er vigtigheden af at være til stede i markedet: "Man skal ud og spille. Man skal også vælge, hvor man spiller, og så skal man jo spille der igen og igen," forklarer han. “Det er helt afgørende, at man er til stede i markedet - og vender tilbage igen og igen.


Det tyske musikmarked har plads til ukendte kunstnere og mange forskellige musikgenrer

Hans erfaring viser, at det tyske marked er åbent for forskellige musikgenrer og tilbyder plads til nye kunstnere. "Jeg oplever, at der er plads til mange flere forskellige typer af genrer, end der er i Danmark," siger han. “Hvor vi måske har lidt mere kommercialiserede radiolydbilleder, hvor det er forholdsvis få der bliver spillet.”


Lasse Matthiessens rejse i Tyskland begyndte med små venues og blev efterfulgt af optræden på tysk fjernsyn, der skabte et grundlag for at turnere i hele Tyskland.


Jeg var overrasket over, at jeg som ukendt kunstner pludselig røg ind på et fjernsynsprogram. Pludselig kunne jeg blive spillet i alle radiostationerne i Tyskland, fordi de tænkte, at det her er fed musik. Dig tager vi ind. Dig vil vi lytte til.



Hvor skal man så lige starte?

Lasse Matthiessens råd til andre kunstnere er at søge ud over deres lokale marked og bygge op i udlandet. "Man skal måske ikke bare stirre sig blind på det danske marked, som er utrolig lille, men også komme af sted ud over grænserne, bygge op og gøre det kontinuerligt," siger han.


Og du kan jo turnere så utrolig meget og så mange steder i Tyskland - det er så stort. Så der er mange steder at tage fat på,” fortæller Lasse. “Hvor skal man så lige starte? Så skal man måske ikke starte med Berlin og Hamborg. Men måske begynde at spille nogle andre steder. Hvor der er mindre konkurrence.



Skal du/I på tour i udlandet?


Overvejer du/I at udvide jeres internationale marked? Gennem den internationale transportstøtte kan du/I blandt andet søge tilskud til transport i forbindelse med tourplaner i udlandet, internationale samarbejder i Danmark eller noget helt tredje, der er med til at fremme dansk musik på internationalt plan.


Læs mere om, hvad vores internationale transportstøtte kan tilbyde jer her.


Husk næste ansøgningsfrist 15. maj.


Se alle tidligere uddelinger af international transportstøtte her.


Har I spørgsmål til den internationale transportstøtteordning, er I altid velkomne til at kontakte ROSA på mail: info@rosa.org eller tlf: +45 86128444 

4.png
bottom of page