top of page

Workshops inspirerede unge producere og sangskrivere i Aalborg og Kolding

Frederik Rixen

17. dec. 2024

Unge med passion for musikproduktion og sangskrivning blev samlet Aalborg og Kolding, hvor de fik mulighed for at lære af professionelle, udvikle deres kreative færdigheder og bygge værdifulde netværk. Workshoppen havde samtidig fokus på at skabe et inkluderende miljø for kvinder og kønsminoriteter i branchen.

Musikproduktion var sat i centrum, da workshop-konceptet YouCanAlsoBeA Producer/Songwriter fandt sted i Aalborg og Kolding i november og december. Her oplevede et ungt segment af deltagere med interesse for at lære fra branchens bedste, en unik kombination af praktiske sessioner, faglige oplæg og netværksmuligheder.


Med støtte fra ROSA, Aarhus Lydforening (ALF), KORMA, Det Jyske Musikkonservatorium og Sonic College blev workshoppen tilrettelagt for at styrke deltagernes kompetencer inden for musikproduktion og sangskrivning. Arrangementet havde desuden et særligt fokus på at skabe et inkluderende rum, hvor kvinder og kønsminoriteter kunne finde inspiration og styrke deres engagement i branchen.


Se, hvordan det gik i nedenstående video, hvor vi også fik en snak med to af deltagerne fra workshoppene:





Fokus på kreativitet og samarbejde

”Det med at tage ud til workshops, få inspiration og et godt netværk, der kan hjælpe en på vej til de næste steps, er noget, som jeg virkelig godt kunne anbefale. Det er megarart at kunne samles, og det er virkelig beroligende, især at kunne snakke med folk, der kan relatere til de ting, man går igennem,” siger Maria Tran, der deltog i Aalborg.

Workshoppen bød på hands-on sessioner, der blandt andet hjalp deltagerne med at få skabt konkrete numre ud af deres musikideer. Samtidig lærte de unge deltagere, hvordan de kunne overvinde kreative blokeringer og bedre strukturere deres arbejdsprocesser.

Mathilde Lykke Mikkelsen, som også deltog i en af workshoppene, fortæller: ”Det med at kunne vide, at man kan producere sangen – alle kan egentlig producere en sang. Den her workshop har været rigtig god til at gøre det muligt, fordi man får forskellige folk, producere og venner til at hjælpe en.”


YouCanAlsoBeA Producer/Songwriter er en weekend-workshop, hvor unge musikinteresserede får muligheden for at udvikle tekniske og kreative færdigheder inden for musikproduktion og sangskrivning. Samtidig er det en platform til at opbygge varige relationer, dele erfaringer og skabe et stærkt netværk. Atmosfæren af teamwork og gensidig motivation er en central del af oplevelsen, der efterlader deltagerne med fornyet inspiration og tro på, at de ikke står alene i musikproduktionens verden.


Kontakt ved spørgsmål:

Ved spørgsmål kan du kontakte Sophia (ALF) på sophia@rosa.org (gerne på engelsk) eller Lea (ROSA) på lea@rosa.org eller ringe til ROSA-kontoret på 8612 8444.



YouCanAlsoBeA Producer/Songwriter er skabt i samarbejde mellem Aarhus Lydforening og ROSA med støtte fra KORMA, Det Jyske Musikkonservatorium, MGK Syd, Kulturskolen Kolding, Sonic College og Tuborgfondet.

4.png
bottom of page