Den elektroniske duo Farveblind startede mandag deres E-Tur på Klejtrup Musikefterskole i Nordjylland. Og eleverne lagde ikke skjul på, at de var ret vilde med duoens musikalske univers.

Tekst og foto: Marie Cecilie Høirup Johansen

“Er i spændte?”

”Ja, helt vildt”, lyder svaret på vores spørgsmål fra duoen Farveblind, som består af Jens Asger Lykkeboe Mouritzen og Magnus Pilgaard Grønnebæk. Begge står ved lydpulten og venter stille og roligt på, at de kan lave lydprøve til aftenens koncert. ”Det er hjemmebane jo, fortæller Jens, der selv har gået på Klejtrup Musikefterskole.
Magnus tilføjer: ”Ja, og det er jo lidt nervepirrende, fordi mange af eleverne her er jo garanteret bedre end os. Men vi glæder os!” Smilet er stort hos makkerparret, og glæden spreder sig i koncertsalen.

Fire timer før
Det er en almindelig dag på kontoret i Aarhus. Om eftermiddagen træder Farveblind ind ad døren, klar til at tage mod Klejtrup Musikefterskole. Det er deres første koncert, de skal spille på deres E-Tur. Efter et par kopper kaffe drager duoen og teknikere mod Nordjylland i Transitten, der huser alt bandgear de kommende uger. Turen går fornøjeligt. Jens og Magnus snakker om alt fra tidligere gigs til deres barndom i Aalborg – de bor nu i København. Musik flyder ud af højtalerne og skaber en hyggelig og afslappet stemning midt i spændingen over aftenens koncert.

Da vi er fremme og er blevet taget godt imod af lærer Camilla Culmsee, begynder Jens og Magnus med det samme at studere koncertsalens scene og snakke om, hvordan set-up’et skal være. Begge er fuld af idéer – ”Vi skal simpelthen i gang, for vi får dårlige idéer her. Vi tænkte vi kunne lave et 360 graders show, hvor alle er på scenen!”, siger Magnus. Efter en snak om scenens potentiale går set-up’et i gang. Imens fortæller Jens os lidt om efterskolen og kigger stedet an og undrer sig over, om resten af skolen mon har ændret sig, siden han gik her.

Det store rum vi befinder os i er skolens koncertsal. Alt er sort – scenen, væggene og gulvet. Der er ikke mange vinduer, hvilket gør rummet endnu mere mørkt og lukket, og gør det mere intimt til koncertbrug. I hvert fald for Farveblind. For bandet har store tanker om aftenens lysshow, der skal gøre koncerten helt speciel.

Gode venner
Magnus og Jens har spillet sammen som duoen Farveblind i 2 1/2 år. Dog har de kendt hinanden i lidt længere tid, hvor de også har produceret sammen og lavet lidt forskellige ting. Det er tydeligt at mærke, at de to er gode venner, når man ser dem gå og gøre klar til aftenens koncert. Der er nemlig tid til interne jokes, krammere og mere alvorlig snak. Som set-up’et forløber stille og roligt, lægger man mærke til, hvor indforståede Magnus og Jens er med, hvordan de vil have scenen skal udforme sig. Imens fortæller de lidt om, hvordan det var at spille til Reeperbahn Festival i Hamborg. ”Vi har sgu fået tysk booking”, lyder det begejstret fra Magnus. Om en uges tid skal de i studiet og arbejde med nogle spændende mennesker, og det virker til, at de glæder sig. ”Det bliver fedt”, siger de.

Hjælp fra elever

Farveblind har ikke mange ting med til deres set-up, men dét de har med er til gengæld kompliceret. ”Vi har engang sat alt det her op og lavet lyd på 9 minutter! Det kan man ikke rigtig sige om i dag”, griner Magnus. Undervejs i processen med at forvandle scenen til Farveblinds univers er der kommet elever ind i salen for at hjælpe til med lys og lyd. Flittigt tager de hånd om det, der skal ordnes, mens de snakker med bandet. Flere elever fortæller, at de har hørt duoen på SmukFest i år. Jens og Magnus tager høfligt imod elevernes komplimenter og snakker med dem mens alt gøres klar.

Elever strømmer ind ad koncertsalens skydedøre. Der er mørkt i salen, og alle står forventningsfulde og spændte og venter. Så går det i gang. Den elektroniske lyd, der karakteriserer Farveblind, strømmer ud af højtalerne og fylder rummet. Det er stadig mørkt, og ingen kan se noget. Sådan bliver det ved i ca. et minut, hvorefter Jens og Magnus træder på scenen og lader lysshowet og koncerten starte. De har hver deres podie på scenen, men er under hele koncerten meget koordinerede i deres optræden.

Ind imellem numrene snakker duoen med eleverne og sørger for at inddrage dem i musikken. De har en fest på scenen, og ligeledes er der fest i resten af salen. Eleverne danser og er vilde med musikken. Mange står også beundrende og kigger – betaget af musikken og de mange elektroniske lyde, Jens og Magnus bl.a. laver via deres music pads.

Efter crowd-surfing og utallige dansetrin senere er det tid til aftenens sidste nummer, hvilket ikke gør eleverne glade. De er nemlig klar til at danse endnu mere, og giver den derfor alt hvad de har, mens duoen gør det samme. Da de sidste toner fader ud, bukker Jens og Magnus til det stående bifald fra eleverne, og fortæller at de er klar til snakke, hvis nogen har lyst til det. Mange elever bliver for at få en snak og få taget billeder med duoen. Snakken omhandler primært musik, og Jens og Magnus giver også ud af gode råd omkring producering af musik. Alle er glade – elever, duoen og teknikere, og der bliver livligt snakket om hvor fed en første koncert på E-Turen, det har været.