Den danske folk-sangskriver og musiker Ida Wenøe har været på en skrivecamp i Bentonville, Arkansas og efterfølgende festivalen Folk Alliance i Kansas City, og det har hun skrevet en personlig rejsedagbog fra, med indtryk, oplevelser og erfaringer fra det internationale samarbejde.

Jeg er efterladt med en slags tomhed, samtidig med at jeg føler mig fyldt op at indtryk og en følelsesmæssig overload. Kontrasterne er så kæmpe store.

Den første kontrast jeg bliver mødt med er skiftet fra Danmark og Europa til USA. Alt er så kæmpe stort. Bilerne, skiltene, menuerne, (menneskene), tankerne, fattigdommen, rigdommen, armbevægelserne. Jeg fascineres af dette land ligesom jeg skræmmes. Det er som det vilde barn der fik lov til at flytte hjemmefra lidt for tidligt. Nogle ideer er smukke og unikke, andre er destruktive og kortsigtede.

Der hvor jeg nu finder og altid har fundet et kæmpe fællesskab, er i musikken. Her er der ingen snobberi. Vi deler, vi tager hinanden ind, støtter hinanden frem for at lukke os sammen om os selv. Her i musikken oplever jeg en af de største kontraster fra Danmark til USA. Sikkert fordi det er det der gør størst indtryk på mig, siden det er det jeg beskæftiger mig mest med.
Den indadvendte melankoli jeg har med fra Norden er her en udadvendt åbenhed, hvor ens følelsesliv udstilles og udleveres for at vi kan komme tættere på hinanden. For at vi kan komme ind til sangene. Til vores cowrites.

I Bentonville, Arkansas befinder House of Songs, OZARK sig. Det er et smukt gammelt mørkeblåt træhus i tre etager, og her bor vi så. Dylan fra Canada, Danni fra England, Jaimee og Tim fra USA, Roar og mig fra Danmark, og de to lokale musikere Meredith og Eric fra Fayetteville.

Jeg ankommer onsdag aften og godt brugt efter næsten et døgns rejse, lægger jeg mig hurtigt fladt ned og falder i søvn.

Torsdag morgen er det lige på og hårdt. Vi er alle stadig ved at fornemme hinanden ved morgenbordet, stadig ved at lære hinandens navne at kende. Jaimee Harris bliver min første cowrite. Første cowrite er altid den, jeg er mest nervøs for. Dit kanvas er tomt og du ved endnu ikke, om du kommer til at kunne lide, hvad der bliver malet, og om du overhovedet er i stand til det endnu.

Jamiee og jeg kender hinanden lidt fra Austin, hvor hun inviterede mig til at spille til en af hendes koncerter, efter jeg spillede et par numre ved en ”in the round”-koncert hun også spillede. Svært helt at forklare. Det er meget Austin-agtigt, meget amerikansk. Du stiller dig op og spiller et sted fordi en ven har inviteret dig, og pludselig spiller du to andre steder og har fået to nye venner – og pludselig har du fire shows og … ja… matematik har aldrig været min stærke side, men jeg tror I forstår 😉

Tilbage til Jaimee. Heldigvis åndende vi begge lettede op efter vi hurtigt havde fundet vores akkorder, vores startmelodi og en handling. Jaimee fortalte om hendes romantiske situation, som hurtigt filtrede sig ind i vores sang. Vi smed vores masker ved døren, og dermed var der klar adgang til inspirationen.

 

Klik dig igennem billedgalleriet og læs mere om turen i billedteksterne!

Herefter slugte den ene dag den anden. To cowrites om dagen, et par dage til øvning og koncerter, en inspirationstur til det flotteste museum, jeg i mit liv har været på – Crystal Bridges, der er bygget ind i den smukke natur, med vilde runde insekt-agtige former, omringet af vandet, der naturligt løber der, og en let dis der giver det hele en slags magisk surrealisme.

Indenfor overvældes vi alle af det ene smukke kunstværk efter det andet. Genialt på en måde at forlade sin egen kunst for at kigge på andres. Komme ud af sit eget syn og se bredere. Se hvordan lyset lyser andre steder. Lade sig inspirere og mærke.

Efter en uge i House of Songs tager den nyligt formede familie familiebilen med vores host – og for øvrigt en af mine rigtige gode venner fra Austin – Graham Weber bag rettet med retning mod Kansas City og Folk Alliance International.

En nylig udvidelse af familien er min manager og ven Roar Amundsen, der kom nogle dage inden, som nu er klar på at tage business-kasketten på i det ordnede kaos der er Folk Alliance. Jeg selv har været der før, og ved lidt hvad der venter, om end man aldrig rigtig kan forberede sig.

Hvordan beskriver man Folk Alliance? Det hele foregår på et kæmpe hotel i Kansas City. Der er nogle konference-rum, hvor alle de officielle koncerter foregår, som sikkert ligner noget de fleste har prøvet før. Men der hvor det virkelige cirkus er, er der hvor det smukke kaos udfolder sig på 5., 6., og 7. sal. To gange på hver etage folder sig ud til en masse hotelværelser, og i hvert og et er der koncerter med åben dør. Om dagen og om aftenen mellem kl. 10 til 03 om natten (hvis ikke senere). Her foregår de private showcases. Her møder du alle dem du aldrig havde troet du skulle møde:

Her støder du ind i høj som lav i business-fødekæden og musik i alle afarter med ‘folken’ som en slags fællesnævner. Men for at være helt ærlig, har jeg aldrig set musik der gik i flere forskellige mærkelige og umærkelige retninger end her.

Ligemeget hvor træt du er, og selvom du prøver at sige; i aften går jeg i seng, trækker nætterne ud. Der er altid en eller anden jam, der opstår. Altid en eller anden spontan dansefest, eller en eller anden snak på taget med en cigaret i mundvigen.

Jeg vil hermed takke træt af for nu og prøve at indhente den tabte søvn, før jeg skal til Hamborg i morgen til en lang dag med radio- og magasin-interviews og min release-koncert der skal fejre udgivelsen af ”Time of Ghosts” i Tyskland.

– – –
Foto i top: Anna Selle

– – –
ROSA støttede Ida Wenøes deltagelse i workshop og på showcasefestival.