Tekst og billede: Mille Raaby Jensen

Det er en blæsende og kold november dag, som danner rammerne for Jærvs anden sidste dag på E-tur. Programmet står på to koncerter, først i på Ungdomsskolen Knudmosen, STU i Herning og senere på efterskolen BGI-Akademiet udenfor Horsens. Bandet sidder veloplagte på bagsædet af transitten, og de tre musikere joker med muligheden for, at en ”ulykke” kunne ramme, hvornår det skulle være. De tidligere dage i Jærvs E-tur har nemlig været hårdt ramt af punkterede dæk og nedbrændte mixere, men de tre musikere har taget det hele med et smil, så det samme gør de i dag. Hvis man spørger Jærv, så er nøgleordet ”omstillingsparathed”, når det kommer til E-tur.

Autografskrivning efter første koncert

Første koncert på Ungdomscentret Knudmosen i Herning var en veloverstået succes med et oplagt publikum. Køen til autografskrivning og foto vidnede også om, at musikken blev taget godt imod. Bandet er også selv tilfredse med dagens start, og producer, Mathias Smidt, er ikke i tvivl om, hvordan E-tur har været som helhed: ”Det har været rigtig fedt. Publikum været meget forskellige, og man ved aldrig hvad man kan forvente.”

Forsanger Amanda Glindvad stemmer i ift. publikums reaktioner: ”Vi har oplevet en hel masse. Jeg troede det vil være de samme typer rundt på efterskolerne, men der har været så mange forskellige energier”.

På vejen fra Herning til Horsens falder snakken på, hvordan E-Tur adskiller sig fra de normale koncerter med betalende gæster foran scenen. Amanda nævner, at det kun er 2 ud af 9 koncerter, hvor de har oplevet, at publikum har ”kæmpet imod”, og fortsætter ”Man får meget råt deres reaktion, fordi deres alder gør, at de ikke på samme måde har et filter”.  Mathias pointerer også at ”E-Tur er det omvendte af en normal koncert, og det skal man indstille sig på. Man skal mærke efter, hvor meget man skal insistere på det, og hvor meget folk skal tvinges til at være med”.

Publikum er tryllebundede på Ungdomscentret Knudmosen

Omstillingsparathed kom igen i spil ved dagens næste destination, hvor både omgivelser og publikumsmængde er meget anderledes fra dagens første koncert. BGI er en efterskole med ca. 500 elever, og en stor gruppe er mødt op til koncert i en af skolens haller. Og hvad kan man så som artist, lære af at komme ud og spille i så skiftende og anderledes omgivelser? ”Hvordan man læser sit publikum, og hvordan man skal tackle dem for at få mest muligt ud af koncerten. Det er sundt at blive sat i en rolle, hvor man skal kæmpe for respekten”, kommer det fra Mathias.

.Amanda har en mere grundlæggende tilgang til læringsaspektet:”Man lærer også en del af at spille flere koncerter over så kort tid. Det giver rutine på en god måde, og man får afprøvet det gode og dårlige i ens koncept”. Trommeslager Andreas Campell supplerer, ”Man bliver mere sikker i sin optræden og i sine sange, fordi man får mulighed for at prøve det af i koncentreret form.”

Efter koncerten på BGI er der stadig god stemning på bagsædet, så turen hjem mod Aarhus går hurtigt efter en lang dag. Og i bandet er der fælles enighed om, hvad den afsluttende kommentar skal være:

”Vi vil opfordre bands og artister til at tage på E-Tur, hvis de får muligheden.

Jærv spiller for en fyldt sal på BGI-Akademiet i Horsens