Tekst og foto: Cecilie Abildgaard

Vi sætter udstyret op mens vinden hyler og rusker i birketræerne udenfor festsalens store vinduer på Ranum Efterskole i Nordjylland. Den murstensgule hovedbygning fra 1934 var ind til 2004 lærer- og pædagogseminarium. Men nu fungerer den som efterskole, og i går aftes spillede Kaaliyah netop dér sin allerførste koncert på hendes E-Tur.

Kaaliyah Kumapayi og Adam Hillebrandt er kørt hele vejen fra København. De er spændte og glade –  klar til at komme i gang. Solnedgangen farver skyerne i glødende nuancer af orange, lyserød, og violet,  og vindmøllerne i horisonten kører på fuld kraft, mens der bliver lagt sidste hånd på lydprøven.

I indgangshallen hænger der et kort over skolen – og det er nødvendigt, for der er ikke tale om en helt almindelig efterskole: Ranum Efterskole er enorm, en lille landsby, med mange forskellige bygninger til beboelse, undervisning og oplevelses-fag. Der er 420 elever indskrevet på skolen, og selvom nogle af eleverne er på tur til Dubai, er festsalen alligevel godt fyldt op kl. 20, da Kaaliyah er sat til at gå på scenen. Publikums spænding kan høres på lydniveauet, og nogle står allerede forventningsfuldt helt oppe ved scenekanten.

Kaaliyah træder ind på scenen storsmilende. Hun bekender med det samme, at det her er hendes første tur nogensinde – og mødes med opmuntrende applaus. ”Det’ hiphop, det’ trap, så feel free” siger hun til publikum, inden hun kaster sig ud i det. Og den besked går rent ind hos de forreste rækker, der er klar fra første sekund – de hopper og danser, bouncer og forsøger at synge med, også på numre, som endnu ikke er udgivet og har deres live-debut i aften.

Det er en højt hævet scene, men Kaaliyah bøjer knæene til hun er h-e-l-t i øjenhøjde med forreste række. De unge mennesker kan ikke lade være med at blive lidt forlegne, men hun lader sig ikke afskrække af lidt teenage-generthed. Da hun når til nummeret ”Red Eye”,  beder hun om fokus fra publikum og efterskoleeleverne bliver helt stille. Hvad der følger, er et af hendes få mere stille, afdæmpede numre.

Da hun når til den sidste del af koncerten er fårene skilt fra bukkene – de, der er blevet i salen, er de dedikerede fans, og der er ikke noget, der kan lægge en dæmper på stemningen oppe ved scenen. De giver sig 100 %, og de danser vildt og uhæmmet. Der former sig en dansecirkel, og en høj blond fyr laver “ormen” lige der på festsalens gulv.

Kaaliyah griner henrykt fra scenen: ”Jeg er bare så glad”, siger hun, inden hun introducerer nummeret ”Yoko” – og hér sker noget uventet. Der lyder jubelskrig fra forreste række, og hele tracket inspirerer til sang fra salen. Der er tydeligvis nogen, der har lyttet til nummeret i forvejen. Applaus følger. Det sidste nummer Kaaliyah spiller for i aften er ”Killah”. Det er inspireret af kælenavnet, hun har fået, fordi hun ikke er bange for at sige, hvad hun mener – et statement, der går rent ind hos det unge publikum.

Malou Hougaard (til venstre): Det var vildt fedt, da vi var mange, musikken har et godt beat – det var godt, at der var noget at danse til. Bella Booker (til højre) : Hun var god og skabte god stemning – hun havde nogle gode sange, og det var fedt, at hun bevægede sig så meget rundt på scenen.

Om E-Tur siger Malou: Man ved ikke, hvem der er, der kommer ud og spiller, men det er hyggeligt at samles på en anden måde. Bella: Det er sjovt – og så er det jo ikke så tit man kan komme til gratis koncert på en tirsdag!

Steffani Sørensen (til venstre): Det var godt, og hun var rigtig god til at få øjenkontakt med os. Det er fedt, at der sker noget nyt også,  selvom scenen virkede lidt tom uden band – men hun var god til at fylde scenen ud alene. Jeg har været til et par koncerter, og synes det er fedt, at kunne opleve noget sammen.

Camille Nygaard (til højre): Hun havde en fed energi, og det er et virkelig godt koncept med efterskolekoncerter – de er mere intime, og der er god kontakt med publikum. Det er også fedt, at få øjnene op for noget nyt musik på den måde. Jeg har været til en del koncerter,  fordi energien er fed, men her er man tættere på.

Ingen af de to kendte Kaaliyah i forvejen – med undtagelse af sangen ”Yoko”, som de havde hørt op til koncerten.

Kaaliyahs E-Tur kommer forbi følgende efterskoler: 

25. oktober – Østhimmerlands Ungdomsskole
30. oktober – Galtrup Musik- og Idrætsefterskole
31. oktober – Salling Efterskole
05. november – Skanderup Efterskole
06. november – Himmerlands Ungdomsskole
07. november – Efterskolen for Scenekunst, Malling
08. november – Husby Efterskole