Foto og tekst: Cecilie Abildgaard

Onsdag 10. oktober indbød Fjerritslev Gymnasium til koncert med Roxy Jules – den næstsidste af slagsen på hendes E-Tur. Den nærtliggende efterskole Bjerget var inviteret ned i gymnasiets kælder, hvor eleverne har indrettet et lokale til koncerter. Roxy Jules spillede et mere intimt sæt end først på turen, hvor Valentin Kruse var med. Denne gang stod Julie Runa istedet alene på scenen og endda hev en akustisk guitar frem på ét af numrene. Efter koncerten tog vi en snak med publikum – læs hvad de synes om arrangementet her.

Julie giver sig god tid til at introducere numrene for den fremmødte skare. De unge mennesker ser koncentreret op på hende fra lænestolene og lytter, mens hun taler om fremmedgørelse, rastløshed og intergalaktiske støvpartikler. På den lille scene foran blå metalskabe og halve skeletter spiller hun sin helt egen blanding af støjende elektroniske guitararrangementer og følsomme, sårbare vokaler. Publikum spidser ører – det her er noget andet end hvad, de er vant til.

Julie, nu i form af Roxy Jules, kræver sin ret til at være sin egen, også selvom det nogen gange resulterer i selvmodsigelser og spidsfindige metaforer om sorte huller. Hujen og klapsalver følger hvert nummer. Efter koncerten danner der sig en sværm rundt om Julie – de vil høre mere. De køber den nye lp, der blev sendt ud sidste uge. De stiller spørgsmål. Og de lytter. Et lille glimt er blevet tændt i øjnene – hvis Julie kan spille musik, helt som hun selv vil – så kan de måske også.

 

Da koncerten var ovre tog vi fat i nogle elever fra både Bjerget Efterskole og Fjerritslev Gymnasium. Vi fik også nogle kommentarer med på vejen fra efterskolens undervisere og fra rektor på gymnasiet. Læs hvad de – med egne ord – synes om Roxy Jules-koncerten her:

Maja (til venstre) og Stephanie (til højre), elever på Bjerget 

Maja: Koncerten var meget god, man levede sig virkelig ind i musikken. Stephanie: Det var hyggeligt at være til koncert.

Stephanie har været til koncerter med sin mor, men Maja har ikke prøvet det før. Hun kommenterer, at det giver fællesskab at tage af sted sammen fra efterskolen. De to kendte ikke musikken i forvejen, men siger begge at det har været en god aften.

Mads (til venstre) og Marie (til højre), elever på Fjerritslev Gymnasium

Mads: jeg kunne godt lide hendes stemme. Marie: det var mega fedt, og overraskende – jeg hører ikke normalt den slags musik.

Mads har mest været til koncert på festivaler og Marie går til koncerter så ofte hun kan. Hun synes det er fedt med et musikalsk input på skolen, der er anderledes: ”Man bliver inspireret af det – at musik ikke behøver at passe ind i de rammer, vi lærer i undervisningen”, siger hun.

Steffen Krøyer, underviser på Bjerget (til venstre) og Bjarne Edelskov Nielsen, rektor på Fjerritslev Gymnasium (til højre) 

Steffen: Det er godt (at være med til arrangementet, red.) fordi det passer til os. Bjarne: det er naturligt for os at invitere Bjerget og så er vi rigtig glade for, at kunne bruge lokalerne og give eleverne ansvar for at arrangere.

Bjarne er glad for, at E-Tur besøger Fjerritslev Gymnasium, fordi de gerne vil kunne noget af det, efterskoler kan – nemlig skabe et fællesskab omkring nogle sociale og kulturelle arrangementer. Steffen er glad for at kunne tage eleverne med ud af huset – han håber at eleverne er blevet inspirerede af, at der er nogen, der tør stille sig op på en scene og stå ved sig selv. Bjarne håber også aftenen har inspireret nogle af gymnasieeleverne til selv at stå på den lille kælderscene.

Anette Poulsen, underviser på Bjerget

“Det er fedt at være med – mange af eleverne har fået glæde af at være her i aften. De er blevet inspirerede til selv at øve sig på musikken.”

Anette siger, at de fra Bjerget bestemt gerne vil opsøge den slags oplevelser og være med igen en anden gang. Hun håber eleverne i aften har fået udvidet deres musikalske horisont og har fået lyst til at lave deres egen musik.

Roxy Jules spiller sin sidste koncert på E-Tur i aften, torsdag d. 11. oktober, på Billeshave Efterskole. Du kan læse mere om E-Tur her.