Tekst: Kasper Marius Nørmark / Foto: Luna Wright

Sangeren og sangskriveren Peter Wangel er snart på vej til Peru, Argentina, Uruguay og Brasilien med sit splinternye soloprojekt.

Når kulturfestivalen Días Nórdicos i december igen fremviser nordisk kultur i Latinamerika, bliver det med deltagelse af Peter Wangel. Han var indtil for nylig sanger og frontfigur i den elektroniske duo Wangel, der i slutningen af oktober i år gav afskedskoncert i Timotheus Kirke i Valby. Vi har talt med Peter Wangel om, hvad der nu skal ske.

—-

Duoen Wangel er blevet til solisten Peter Wangel og nye muligheder åbner sig. Hvor står du lige nu, og hvor vil du gerne hen med din musik?

I det sidste halvandet års tid har jeg skrevet sange til, hvad jeg troede skulle være et sideprojekt til Wangel. Da Kasper og jeg besluttede os for at gå hver til sit for at afsøge nye retninger, blev sideprojektet helt naturligt til mit hovedprojekt, og derfor starter jeg ikke på bar bund. Jeg har ca. fem sange lige nu, der alle sammen peger mere tilbage til, hvor jeg oprindeligt kommer fra som musiker.

De nye sange er skrevet på guitaren, og de er bygget op omkring min stemme – i den forstand har de selvfølgelig rødder i singer/songwriter-traditionen. Og det er min ambition at skrive sange, der på den måde kan bære sig selv, også fordi jeg gerne vil ud at spille dem alene.

Min plan er at tage ud og spille i mange nye og intime rum – også gerne lidt skæve steder, som f.eks. gruppen Folkeklubben har haft gjort det. Det er inspirerende, hvordan de er nået ud til folket ved at spille sindssygt mange steder, hvor livemusikken normalt ikke kommer, og for mig vil det være en god måde at nå ud til lyttere, der sædvanligvis nok ikke ville få fat i min musik.

 

Inden længe bringer Días Nórdicos dig til flere Latinamerikansk lande. Hvad håber du, at du får ud at være med?

Jamen, jeg håber da selvfølgelig, at de kan lide min musik. Det er lidt svært at forestille sig, at jeg skulle blive stor i udlandet, og jeg skal ikke over at møde en eller anden indflydelsesrig booker eller noget. Men jeg håber, at de reagerer godt, og hvis det af den ene eller anden omvej ligefrem åbner muligheden for at udgive eller spille mere derovre, så ville det jo bare være en ekstra gevinst. Derudover er det selvfølgelig en superfed mulighed for at opleve Sydamerika, hvor jeg aldrig har været før. Det bliver en kæmpestor oplevelse.

 

I dagene i Argentina deltager du desuden i en workshop med argentinske musikere, som også leder frem til en koncert. Hvad er dine forventninger til projektet?

Jeg ved faktisk ikke ret meget om, hvem musikerne er og hvilke instrumenter, de spiller, men jeg er helt instinktivt frisk på samarbejdet, som jeg tror kan blive meget inspirerende. Forrige år lavede bl.a. Teitur og Liima et tilsvarende projekt, og det var en stor succes, som også har givet konkrete resultater – bl.a. færdiggjorde Teitur sangen “I Have Found My Happiness” sammen med argentinske Lucio Mantel. Og den sang er siden blevet indspillet og udgivet af Homeland-stjerne Mandy Patinkin og af Teitur selv på hans seneste album.

Det kan give nye idéer at rejse til et nyt sted og en anden kultur. Det var jo i Sydkorea, at vi skrev Wangels største hit, som vi faktisk navngav “Seoul” efter stedet. Mange af mine nye sange er ikke indspillet endnu, og workshoppen med de argentinske musikere kan være med til at farve dem, mens de stadig er ved at finde deres endelige form. Lad os sige, at jeg får mulighed for at spille med en dygtig percussionist med en god idé til en rytme… så er det jo bare med at indspille den. Det er heller ikke utænkeligt, at jeg skriver nye sange, mens jeg er af sted.


Koncertdatoer:
1. december (Lima i Peru)
6. december (Buenos Aires i Argentina)
7. december (Montevideo i Uruguay)
9. december (Workshopkoncert i Buenos Aires)
12. december (Sao Paulo i Brasilien)

Días Nórdicos Latinamerica 2018 støttes af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, The Nordics, Instituto Ibero Americano de Finlandia, Nordens Hus på Færøerne og FFT – Den Færøske Sangskriverforening, samt Atlantic Airways.

Días Nórdicos Latinamerica 2018 arrangeres af ROSA og Zona de Obras i samarbejde med Nordens Institut på Åland, Nordens Institut i Grønland, The Animation Workshop, Centro Cultural Recoleta (AR), Sesc (BR), Difusa Fronteira (BR), Plastilina (PE), og Contrapedal (UY)